På trods af at Sovjetunionen og det kommunistiske imperium faldt i begyndelsen af 1990’erne, er de bagvedliggende doktriner og det ideologiske menneskesyn ved at vende tilbage til verden. Det sker med udgangspunkt i de videregående læreanstalter i den vestlige verden, hvorfra det spreder sig til mainstreamkulturen, når de studerende afslutter studierne og kommer ud på arbejdsmarkedet.

Også i Danmark har Marxismen atter fået fat i samfundsdebatten. Men det er en moderne form for Marxisme, der ikke vil vedkende sig sit ideologiske ophav. Samtidig er der tale om en mudret og vidt forgrenet spredning af budskaberne. De kommer ud i form af krav om absolutisme indenfor ligestilling, krav om anerkendelse af kønsidentitet, også af ikke-biologiske køn, eller krav om anerkendelse af særstatus til identitetspolitiske synspunkter. Eksemplerne strækker sig fra politiske ønsker om at indføre tvangskvoter i bestyrelser hos private virksomheder, krav om lovgivning der tillader kønsskifte til selv børn og unge, eller krav om at personer der ytrer sig kritisk mod wokeismens doktriner skal udskilles fra det offentlige liv og udskammes (det man kalder for ”cancel-kultur”).

Lighederne mellem det marxistiske korstog og wokeismen er slående. Under kommunismen var kravet om absolut lighed mellem befolkningsgrupperne et væsentligt princip for ideologien. Det kom til udtryk i dagligdagen, hvor man tilstræbte, at kvinder og mænd kunne eller skulle udføre det samme arbejde. En del af propagandaen fokuserede på, hvor fantastisk livet var i dette utopiske samfund, hvor man havde afskaffet ulighed. Således kan man finde mystiske film, der var beregnet til propaganda i vesten, hvor dagligdagen fremstilles som en fantastisk oplevelse for sovjetborgeren. Selv mangel på varer fremstilles som en gave til befolkningen. Retfærdigheden blev skabt ved at samfundet hyldede ”arbejderen”, der fik ”mere i løn end direktøren”. I den slags film gjorde man en stor dyd ud af, at det at have stort ansvar ikke var lig med højere løn. Ingeniøren, lægen eller læreren skulle have mindre i løn en kulminearbejderen.

Det kan umiddelbart virke kompliceret at se sammenhængen mellem marxisme og wokeisme. Men den totale fiksering på lighed, er den vigtigste indikator for fællesskabet mellem den moderne besættelse af identitet, gruppetilhørsforhold og køn. I en liberal og dermed kapitalistisk ideologi lægges der vægt på den enkeltes frihed og ret til at bestemme selv. Mens der i wokeismen lægges vægt på kollektivisering. Det vil sige at wokeismen ønsker ”repræsentation” i kvoter. Selvom det rent statistisk forholder sig således, at langt de fleste mennesker ikke tilhører nogle særlige grupper, men blot er mænd eller kvinder i heteroseksuelle parforhold (mand og kvinde), så kræver wokeisterne at deres foretrukne gruppeidentiteter er repræsenteret en til en. Det er især i film, tv-serier og mediernes tilbud, hvor wokeismen har spredt sig med krav om særlige privilegier til de identitetspolitiske grupper.

Ideen om at man som gruppe bliver snydt, er den klassiske ide fra marxismen. Her opbyggede Karl Marx et ideologisk tankeprojekt, hvor opdelingen af samfundet i klasser blev til et særstudie for generationer af akademikere. Det levede i bedste velgående helt op til afslutningen på den kolde krig. Efter at landene i østblokken blev befriet fra marxismens og kommunismens ideologi, blev marxisme synderligt upopulær. Men ikke desto mindre var der på de videregående læreanstalter fortsat mange, der arbejdede med kuriøse teorier om især lighedsbegreberne. Det er den arv, der for alvorlig slog igennem i 2014, og som i løbet af de sidste 6 år har spredt sig som en steppebrand i den vestlige verden.

I Danmark er wokeismen blevet meget populær i partierne Enhedslisten og SF, der sammen med Socialdemokratiet og De Radikale har gennemført flere reformer, hvor der kan spores aftryk fra ideologien. Reformerne betegnes ofte som fremskridt for ligestillingen. Til tider kan det virke som et opgør med de klassiske familiemønstre. Overordnet set handler lovpakkerne sjældent om, at give nogle grupper samme rettigheder som andre, altså at gå mod undertrykkelse, men derimod om støtte til aktiviteter, hvor wokeismen er i centrum. Det ses tydeligst i det aktuelle medieforlig, hvor partierne har indført en kønsselvangivelse. Her skal modtagere af mediestøtte angive hvor mange medarbejdere der er af hvilket køn, og samtidig stilles der krav til ”diversitet” og ”mangfoldighed”. Disse ord er kernebegreber i den wokeistiske ideologi. Ideologien antager, at der har fundet en undertrykkelse af bestemte grupper sted, og den skal man bekæmpe. Det drejer sig om mange forskellige grupper, hvor man hovedsageligt identificere disse på baggrund af deres køn, seksualitet eller hudfarve.

Den samme udvikling er set ud over hele den vestlige verden. De sociale medier har fungeret som en katalysator for wokeismen, hvor aktivisterne har været yderst effektive til at fremme deres budskaber. Især ved at angribe i flok overfor det man kalder ”den hvide mands privilegium”. Altså at hvide mennesker, hovedsageligt mænd, generelt har en masse privilegier, samtidig med at de forskellige grupper, man identificerer sig med, bliver undertrykt af dem. Under overfladen til denne påstand, ligger der også et opgør mod liberalismen. Det er den klassiske påstand fra Karl Marx. Hans ideologi er også rodfæstet ved teorien om, at der finder en undertrykkelse sted, der styres af en bestemt gruppe mennesker. Ved at frigøre mennesker fra denne undertrykkelse kan man nå frem til et utopia, hvor der er balance og harmoni mellem mennesker.

Dette fantastiske samfund blev afspejlet i den sovjetiske kommunisme. I propagandafilmen ”The Human Face of Russia” fra 1984 kan man se et glimrende eksempel på denne identitetspolitiske virkelighed. Udover at man i filmen, der er produceret af kommunisterne, hele tiden fremhæver livets rette gang på jord som den lykkelige sovjetborger har, fremhæves mennesker generelt med baggrund i deres jobmæssige baggrund og tilhørsforhold: Man tilhører en bestemt gruppe. Nogle grupper er mere værdifulde end andre. Og den værdi kommer ikke mindst fra en tidligere undertrykkelse. Generelt er det sådan, at dem der har det hårdeste fysiske arbejde, er mere værd og får mere i løn end andre. Ideologien skulle afspejle den kommunistiske og marxistiske påstand om, at arbejderne under kapitalismen var undertrykte. Mens de naturligvis var befriede under det kommunistiske styre og i den kommunistiske stat.