Havnesagen i Fredericia har trukket store overskrifter siden det kom frem i AVISEN, at ADPs daværende ledelse havde brugt ekstraordinære store summer på egne interesser. Gruppeformand i Venstre, Pernelle Jensen har svært ved at sige om noget skulle være håndteret anderledes, men ønsker en ny ejerstrategi. 

Venstre er repræsenteret i havnens bestyrelses med byrådsmedlem, Christian Jørgensen, men det betyder ikke, at Venstre var orienteret om de konkrete forhold på havnen. Det fortæller Pernelle Jensen, der dog også mener, at byrådet skulle have haft den indsigt. 

Pernelle Jensen. Foto: Thomas Max – avisen.nu

– I august blev medlemmer af Venstres gruppe bekendt med oplysningerne om overforbrug af havnens midler. De oplysninger handlede vi på, fordi vi som kommune er ejere af selskabet. Vi er tilfredse med den redegørelse, vi har fået fra advokatfirmaet, Horten. Den peger på, at de alvorlige ting, der er foregået, blev håndteret af ADP. Selskabets bestyrelse har reageret ud fra den juridiske rådgivning, de modtog i forbindelse med uregelmæssighederne. De reagerede samtidig hurtigt. Det er det, vi forholder os til, siger Pernelle Jensen, der dog finder det utilfredsstillende, at de som ejere og byrådsmedlemmer ikke blevet orienteret. 

– Det er ikke godt nok, at vi ikke blev orienteret. Det er utilfredsstillende. Man kunne have undgået meget, hvis vi var blevet orienteret om, hvad der skete i 2019, men nu er det sådan, at det er ADPs bestyrelse, der styrede forløbet i 2019, så det er svært for os at sige på bagkant, hvad de skulle have gjort bedre. Der er også mange ting, vi simpelthen ikke ved. Redegørelsen fortæller, at der er sket alvorlige ting, men de er håndteret, så er det svært bagefter at sige som byrådsmedlem, at man ville have gjort noget anderledes, mener hun.

Blev I orienteret af jeres bestyrelsesmedlem i ADP? 

– Vi havde en snak i Venstres gruppe, indenfor de regler og love der er. Der er dog tavshedspligt i flere spørgsmål, så det er begrænset, hvad vores repræsentant i havnebestyrelsen kunne sige videre til os, svarer Jensen.

Er du tilfreds med de arbejdsforhold, som Horten skulle arbejde under, hvor de også til trods for, at I er ejere skulle underskrive erklæringer, der gjorde, at I ikke kunne få al viden? 

– Jeg synes, at det peger på, at vi har brug for at tale om vores ejerforhold i kommunen generelt. Jeg er med på, at noget kan være hemmeligholdt, og der kan være en ide i det, men jeg kan ikke gøre mig klog på den konkrete sag, imidlertid synes jeg, at vi skal have en dybere indsigt i, hvad der foregår i selskabet løbende, og det kalder nu på en bedre ejerstrategi. Den konkrete situation viser, at det er nødvendigt med en ny struktur, måske ikke bare i ADP, men i alle de selskaber, som kommunen ejer på baggrund af den erfaring, vi har gjort os her, fortæller gruppeformanden og slår fast, at Venstre handlede, da man blev opmærksomme på havneselskabets overforbrug. 

– Vi har tidligere været i dialog med ADP på et byrådsmøde i forbindelse med aktindsigtsdrøftelsen, her stillede vi også en række spørgsmål til ADP, men på daværende tidspunkt var vi ikke opmærksomme på de uregelmæssigheder, der nu er dokumenteret, men da vi blev opmærksomme på dem, så handlede vi, slutter gruppeformand for Venstre, Pernelle Jensen.

Skriv en kommentar