Valgets undertoner - mellem linjerne ligger valget for den enkelte borger

Denne samfundsanalyse blev offentliggjort i ugerne op til Folketingsvalget den 24. marts 2026 og er her optrykt uændret som baggrund for trilogien om valgaftenen.

I den seneste samfundsanalyse skrev jeg om »Hvordan genskaber vi en meningsfuld verden anno 2026?, Fra eksistentiel diagnose til konstruktiv handling«. Den var skrevet umiddelbart før Folketingsvalget blev udskrevet d. 26. februar, og udgivet d. 01. marts, få dage efter. Analysens måske vigtigste budskab fra Viktor E. Frankl og Karl E. Weick, de to teoretikere, som jeg anvendte, var, at Frankl mente, at »genskabelsen af en meningsfuld verden begynder ikke med en stor plan. Den begynder med viljen til at handle, ansvaret for at forbinde og modet til at insistere på, at retning er mulig, selv når verden føles kaotisk«.

Valgets udskrivelse fik mig til at stoppe op og stille spørgsmålet: Hvordan kan vi som borgere bruge denne tese og dette teoretiske baggrundstæppe midt i en hektisk, kaotisk og uoverskuelig valgkamp?

To teorier, der mødes, og tilsammen peger fremad

For at forstå, hvad mening er, og hvordan vi skaber den, tager jeg fortsat afsæt i de to tidligere omtalte og anvendte tænkere, der sjældent sættes sammen, men som supplerer hinanden med næsten påfaldende præcision: den østrigske psykiater Viktor Frankl og den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weick.

Viktor Frankl overlevede Auschwitz og Dachau og vendte derfra tilbage med en erkendelse, der er mere aktuel end nogensinde: At det ikke er omstændighederne, der bestemmer et menneskes indre frihed, men de valg, vi træffer i mødet med omstændighederne.

»Mennesket har alt fra sig taget, alt undtagen én ting: den sidste af de menneskelige friheder, friheden til at vælge sin holdning under enhver omstændighed, friheden til at vælge sin egen vej.«

Frankl beskriver tre veje til mening: At skabe noget af værdi, at opleve noget eller nogen af dybde, og, den sværeste, at vælge sin holdning i mødet med lidelse og begrænsning. Det er ikke en passiv eller nostalgisk filosofi. Det er en radikal påmindelse om, at mening ikke er noget, vi finder, men noget, vi aktivt skaber og bærer ansvar for.

Karl E. Weick tilfører en anden og komplementerende dimension. Hans begreb sensemaking, meningsskabelse, beskriver den proces, hvorigennem mennesker og organisationer fortolker og reagerer på en kompleks og tvetydig virkelighed.

Frankl giver os det individuelle meningsansvar. Weick viser os, at mening altid skabes i et socialt rum. Tilsammen udgør de et stærkt fundament for det, vi kan kalde meningsfulde liv i en meningsfyldt verden.

Modellen: Mening i Bevægelse

På baggrund af disse to teorier og mine egne ledelseserfaringer foreslår jeg en model med tre sammenvævede elementer, en model, jeg kalder Mening i Bevægelse.

M, Mennesket er udgangspunktet. Det enkelte menneske bærer et unikt potentiale og et reelt ansvar for at fortolke og handle. Vi kan ikke altid vælge, hvad der sker med os, men vi kan altid vælge, hvad vi gør med det, der sker.

F, Fællesskabet er det rum, hvori mening tager form. De fælles fortællinger, vi bærer og vedligeholder i fællesskabet, hvad enten det er familien, arbejdspladsen eller lokalsamfundet, afgør, om vi oplever livet som sammenhængende eller fragmenteret.

H, Handlingen binder de to første elementer sammen. Mening opstår ikke altid før handling, men ofte igennem den.

Spørgsmål til politikerne, og til os selv som borgere

Vi er i disse uger vidne til et dansk Folketingsvalg, og de politiske partier konkurrerer om vores stemmer med programmer, løfter og dagsordener. Men som borgere har vi ret til, og ansvar for, at stille et grundlæggende spørgsmål, der sjældent stilles højt nok i en valgkamp:

»Hvilken fortælling om Danmark tilbyder I, og hvad er jeres svar på det voksende behov for mening, sammenhæng og fællesskab i vores samfund?«

Det er ikke et spørgsmål om økonomi, enkeltsager eller velfærdsbudgetter alene. Det er først og fremmest et spørgsmål om, hvilken vision for det menneskelige liv, det danske samfund skal bære og blive bære- og væredygtige af.

Weick minder os om, at de fælles fortællinger, et samfund bærer, former den virkelighed, vi lever i. Frankl minder os om, at ansvaret for mening ikke kan delegeres til politikerne, det begynder hos os selv. Men politikerne kan enten understøtte eller undergrave de betingelser, der gør meningsfulde liv mulige.

Lad os som borgere kræve svar. Og lad os stille spørgsmålene ikke blot til kandidaterne, men også til os selv. Og gør det sidste først.

»Når du først ved, hvor du selv står og vil hen, og når du ved, hvad der giver mening for dig selv og dine nærmeste, så ved du også, hvor krydset skal sættes.«