Sygdom, bagageforsinkelser og afbestillinger har præget sommerferien for danskerne. Det viser skadetal fra Gouda Rejseforsikring.

Juni og juli måned er lig med sommerferie for langt størstedelen af danskerne, og det betyder timevis af solbadning og oplevelser verden over. Men det er desværre ikke alle, der går problemfrit gennem den længe ventede sommerferie.

Hvert år rammes danskere desværre også af problemer på sommerferien, og sommeren 2022 var ingen undtagelse. Kigger man på det samlede antal skadeanmeldelser hos Gouda Rejseforsikring, som er en del af Gjensidige, er der en klar vinder af den ærgerlige konkurrence.

Det viser sig nemlig, at hver anden kunde, der anmeldte en skade i juni og juli, måtte have hjælp til behandling hos læge eller på sygehus, samt andre relaterede ydelser som fx hjemtransport. Hver fjerde skade omhandlede afbestilling af ferier, mens lidt mere end én ud af ti skader var relateret til bagageforsinkelser.

– Der har denne sommer været utroligt meget fokus på bagageproblemer i en række lufthavne verden over, men det har faktisk ikke udmøntet sig i så mange skadeanmeldelser, som man kunne have frygtet. Det er forhåbentligt et tegn på, at flyselskaberne, der har ansvaret for folks bagage, har handlet hurtigt og effektivt, i en situation som selvfølgelig helst aldrig må ske, siger Louise Hertzum Andersen, der er chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring.

Det er dog Gouda Rejseforsikrings forventning, at der vil være et større antal efteranmeldelser vedrørende bagageforsinkelse end tidligere år, i de tilfælde hvor flyselskaberne fx ikke kan hjælpe med hele udgiften til erstatningskøb.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Minimal coronapåvirkning på sommerferien

Mens der har været et enormt pres på de internationale lufthavne, har et andet tilbagevendende problem, nemlig corona-pandemien, ikke vist sig at skabe synderligt mange problemer for de danske rejsende.

Tal fra Gouda Rejseforsikring viser nemlig, at blot 5% af den samlede mængde af skadeanmeldelser under rejseforsikringen i juni og juli relaterede sig til corona, og det er en positiv nyhed for de rejsende.

– Det er uden tvivl dejligt at se, at folk har kunne holde sommerferie næsten upåvirket af corona. Der er selvfølgelig stadig steder i verden, hvor restriktioner og testkrav er en del af rejsen, men overordnet set må vi sige, at det er en meget lille andel af vores skadeanmeldelser, der relaterer sig til corona i øjeblikket siger Louise Hertzum Andersen.

Om tallene:

Al data baserer sig på skadeanmeldelser for Gouda Rejseforsikring for juni og juli måned. Gouda Rejseforsikring er en del af Gjensidige.

[bsa_pro_ad_space id=6]