Det så ud til at være en dag, der bare skulle overstås for klassementsrytterne inden enkeltstarten i morgen. Der var lagt op til en sprinteretape, men ganske kort før mål stjal Jonas Vingegaards holdkammerat, Christoph Laporte, rampelyset og tog sejren for næsen af dem alle sammen.

Dagens etape bød på 188 kilometer i det franske. Med en lille stigning undervejs var der lagt op til, at sprinterne kunne få den massespurt, som de har ventet så længe på. Dette års Tour de France har ikke været sprintervenligt, tværtimod. Den seneste regulære massespurgt foregik i Nyborg på anden etape.

Der var dansk og endda fredericiansk markering på etapen. Mikkel Honoré fra Quick-Step Alphavinyl kørte med i et udbrud, der på papiret så meget stærkt ud. Men det skulle ikke blive til den succes, som man ellers kunne have håbet. Der var for store interesser i feltet i en massespurt, så de blev med små skridt halet ind, blandt andet af danske Andreas Kron, der kørte sig selv helt flad i fronten af feltet.

Med et par kilometer tilbage kørte et kontra-udbrud, der med et stort navn i Steuyven, kunne have taget etapesejren. Ganske kort før mål blev de dog også hentet, men der var kaos i feltet. Forsøget på at indhente de tre ude foran betød, at flere hold simpelthen tabte deres sprintere. Det udnyttede Jonas Vingegaards holdkammerat, Christoph Laporte, og angreb fra det helt rigtige sted og på det helt rigtige tidspunkt.

Der har stået Jumbo-Visma på meget i dette års Tour de France. Vingegaard har sikret sig den prikkede trøje, han er snublende tæt på den gule – og holdkammeraten Van Aert har vundet den grønne trøje.