Millioner af mennesker er lige nu på ferie rundt omkring i Europa. Samtidig registrerer klimaforskere og meteorologer den varmeste måned, der er målt i historien. Og så er millioner af ukrainere flygtet fra krigen i deres hjemland. Der er ingen udsigt til, at de kommer hurtigt hjem. Rusland ser ud til at ville bruge gasforsyningerne som et politisk våben. Europæerne haster frem med alternative energiforsyninger, fordi man naivt har ladet sig fange ind af, at købe fra Rusland under Putins lange periode som diktator. Energipriserne eksploderer. Måske opstår der forsyningsproblemer senere på året i nogle europæiske lande. Priserne er skudt i vejret på fødevarer, og inflationen er rekordhøj. Og så er vi på andet år af coronakrisen, der måske vender tilbage i et eller andet omfang. Regningen for denne periode er heller ikke blevet betalt endnu. Nedlukninger, øget gæld i virksomhederne, forsyningsproblemer og en global økonomisk krise under opsejling.

Alle disse dårlige nyheder peger i en retning: Der er grobund for markante forandringer i det politiske billede, udover hele den vestlige verden. Historien har gang på gang demonstreret, at uro og økonomiske kriser skaber betydelige, politiske forandringer i demokratierne. Hitler kom til magten under en svær periode i Tyskland, mens depressionen i 1930’erne bed sig fast allevegne. Også i Danmark var arbejdsløsheden særdeles stor i perioden. Folkeforbundet, der efter første verdenskrig skulle skabe samarbejde og fred i verden, kollapsede. Imens kørte fascistiske regimer tanks i stilling. Japan, Tyskland og Italien styrede verden mod endnu en storkrig. 1930’erne var krisernes årti, og historikere har brugt store ressourcer på at analysere perioden, for at blive klogere på, hvad der kunne udløse en så voldsom verdenskrig.

Den mest indlysende forklaring, overordnet set, er kriseøkonomien i 1930’erne. Det at befolkningerne manglende de nødvendige midler for at klare hverdagen. Allerede i 1920’erne gennemtvang Frankrig drakoniske krigsskadeerstatninger af tyskerne. Det drænede den tyske økonomi. Samtidig var inflationen i Tyskland helt ude af kontrol. Købekraften blev hurtigt udhulet, selv efter at lønmodtagerne havde tilkæmpet sig små lønstigninger. Sådan gik det år efter år. Folk var fattige. Der var ingen løsninger fra eliten. USA vendte efter første verdenskrig tilbage til isolationismen. Dermed vendte man også ryggen til Europa. Amerikanerne havde rigeligt at se til med at klare deres egne økonomiske problemer, hvor de glade 1920’ere var blevet afløst af et kolossalt børskrak i 1929. Eftervirkningerne varede langt ind i 1930’erne, hvor præsident Roosevelt endelig fik knækket koden ved at lave en ”New Deal”-politik, der igangsatte massive investeringer i den offentlige infrastruktur. Det betød arbejdspladser og fornyet vækst.

Men i Europa var der kun elendighed. Dagligt bekymrede man sig om nazisternes trusler mod den europæiske fred. England og Frankrig forsøgte desperat at skabe en fredsløsning med Hitler, men det var forgæves. Den nazistiske ideologi havde ingen interesse i venskaber. Kun erobring. Hitler kopierede nogle af grundelementerne i den amerikanske strategi for at løse arbejdsløshedsproblemet, og igangsatte massive investeringer i infrastruktur. Det hjalp på den daglige økonomi i befolkningen, men nu levede man i et diktatur.

I Rusland slås befolkningen lige nu mod konsekvenserne af den russiske invasion af Ukraine. Mange vestlige virksomheder har trukket sig ud af Rusland. Samtidig er nationen ramt af sanktioner. Men udfordringerne er endnu ikke større end at situationen er lig med status quo. Samtidig er Rusland et gigantisk land. Det drejer sig om knap 1/6 af jordens overflade, hvor solen praktisk talt ikke går ned i imperiet. Derfor er det også naivt at forvente, at russerne lægger sig fladt ned, fordi der ikke kommer varer fra vesten. Den russiske befolkning har praktisk talt ingen demokratiske traditioner. I det meste af historien har man levet under den ene eller den anden diktator. For den menige russer er der med andre ord ikke den store forskel på en Zar, en generalsekretær for kommunistpartier eller præsident Putin.

Den vestlige presse spekulerer gevaldigt over, hvornår russerne reagerer. Skal man tro på historien, sker det nok aldrig. Man har levet i uhørt fattigdom, både under Zaren og i store perioder under Sovjetunionen. Det blev bedre i 1960’erne, hvor kommunistpartiet forsøgte at leve op til nogle af deres egne floskler om folkets ve og vel, hvilket betød investeringer i nybyggeri og forsyningssikkerhed på fødevarer. 1960’erne og 1970’erne blev på mange måder Sovjetunionens mest progressive, når det gælder de interne levevilkår i paradiset. Men længe holdt det ikke. Forbruget på den kolde krig og krigsmateriel var for voldsom.

Krigen i Ukraine har startet en ny krisetid i verden. Måske har forudsætningerne været tilstede i forvejen og ulmet, indtil den rette gnist satte gang i eksplosionen. Uanset hvad, så vender politikerne hjem fra sommerferie, og når de gør det, vil de økonomiske udfordringer være betydelige. Der er grænser for, hvor længe man kan poste statslige midler ind i økonomien. Specielt hvis Tyskland bliver ramt af en økonomisk krise. Netop dette, har den tyske regering i forrige uge advaret om, kan være på vej. Også i Tyskland er det de stigende fødevarepriser, energipriserne og en potentiel energikrise, der er katalysator for bekymringerne.

Danmark kan næppe undslå sig en mulig økonomisk krise. Med mindre EU formår at løfte opgaven og sætte ind med finanspolitiske tiltag. Allerede nu er økonomien hos de europæiske lønmodtagere ramt, og det vil sætte skub i kravene om lønstigninger. Det bliver derfor spændende at se, hvad der kommer på bordet af forslag efter sommerferien. Da Danmark også skal igennem et folketingsvalg, hvor temaet lige nu er sat til at handle om Mette Frederiksens Mink-skandale, bliver der næppe arbejdsro i det politiske maskinrum. Situationen i verden er alvorlig, og det vil kræve meget at rette op på denne. Derfor er det naivt, hvis man under valgkampen slår om sig med gyldne løfter. De sidste mange valgkampe har handlet om mere flæsk på bordet. Altså hvorledes fordelingspolitikken skal tilrettelægges. Men efter to års corona-krise, en ny energikrise og en forsyningskrise på verdensplan, så er tiden løbet ud for dem, der gerne vil bruge andre folks penge.

I den sidste ende er det virksomhederne, og dermed arbejdspladserne, der er på spil nu.