Den danske detailkæmpe thansen gør klar til indtog i Sverige. Målet er 30 butikker i Sverige efter fem år.

Danmarks førende detailkæde indenfor autoudstyr, reservedele, cykler, camping og fritid er langt fremme i planerne om lancering i Sverige. Butikkerne, der drives under navnet ”thansen”, er ejet af selskabet T. Hansen Gruppen A/S. Kæden består af 85 butikker i Danmark.

I 2017 gik thansen ind i på det norske marked. I dag driver de succesfuldt 40 butikker i Norge og har planer om yderligere ekspansion og butikker her. Nu er tiden kommet til lancering på det svenske marked.

CEO T. Hansen Gruppen, Bent Jensen. Foto: PR
CEO T. Hansen Gruppen, Bent Jensen. Foto: PR

– Vi ser det som et naturligt skridt at udvide vores marked til at inkludere Sverige. Sverige er vores nabo og brodernation, og der er rigtigt mange lighedspunkter mellem os. Markedet er stort, og vi ser et kæmpe potentiale for vores type forretning, siger T. Hansen Gruppens indehaver og CEO Bent Jensen.

Ifølge koncernkædechef, Alija Konjaric, er tidspunktet for ekspansion til Sverige helt rigtigt.

– Vi har fået mange gode erfaringer fra vores ekspansion i Norge. Og vi mener, at der er store muligheder for netop vores koncept. Vi fører et både bredt og dybt sortiment til bil, cykel, mc, camping, marine m.m. Vi ser ikke, at der er en 1 til 1 sammenlignelig konkurrent i Sverige, og forventer derfor, at vi hurtigt kan udfylde et hul i markedet og være relevante for vores svenske kunder, siger koncernkædechefen.

Til at forestå ekspansionen har thansen udnævnt Kim Clausen til kædechef for Sverige. Kim Clausen glæder sig enormt til udfordringen og arbejdet med at etablere thansen som aktiv aktør på det svenske detailmarked.

– Vi har lagt en plan, og har taget de første spadestik. De første lokationer er på plads og kontrakterne er underskrevet. Vores første butik bliver i Väla. Åbningsdagen forventes at blive på Black Friday, siger han.

Kim Clausen forventer at nå op på 30 thansen butikker de første 5 år.

– Vi leder naturligvis efter de helt rigtige lokationer og med de rette naboer omkring os. Lykkes det, så skal vi nok nå de 30 butikker på 5 år. Ja, måske overhaler vi både Danmark og Norge på sigt.