Flere af landets sygeplejersker har i halvanden måneds tid strejket, og det ser heller ikke ud til, at strekjen ophører i den nærmeste tid.

Sygeplejerskerne er utilfredse med den lønstigning, de var stillet i udsigt for de kommende år. Derudover er der et stort ønske fra sygeplejerskerne om at sløjfe tjenestemandsreformen fra 1969, da det ifølge dem er en reform, som er skyld i et lønefterslæb.

Det kan mærkes i hele Danmark, at konflikten strammer til, da der har været over 63.000 aflyste aktiviteter siden strejkens begyndelse den 19. juni.

I øjeblikket strejker omkring 5000 sygeplejersker, hvilket svarer til, at omkring hver tiende sygeplejerske er i strejke.

Det er alvorlige tal, lyder det fra DSR-formanden, Grete Christensen:

– Over 63.000 aflysninger. Det er altså rigtig mange danskere, som har fået udskudt en operation, undersøgelse eller andet på sygehusene over de seneste knap to måneder. Vi har længe kunne se, at situationen er alvorlig, og at den kalder på en løsning. Spørgsmålet er om arbejdsgivere og politikere også kan se det? Foreløbig har vi ikke hørt andet, end at der ikke er nogen penge at forhandle om.

Dansk Sygeplejeråd ønsker politisk indgriben, men det er ikke alle partier, der har været synlige i debatten. Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, ønsker politiske svar, da de har nøglen til at løse konflikten.

Regeringspartiet, Socialdemokratiet, har endnu ikke ønsket at stille op til interview, da de ikke vil blande sig i konflikten. Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), har givet udtryk for, at ’’af respekt for principperne i den danske model, så udtaler regeringen sig ikke om verserende overenskomstforhandlinger’’

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti er uenige i den holdning, da de har udtalt, at det er politikerne, som skal finde de nødvendige lønkroner, som sygeplejerskerne ønsker.

Samtidig ønsker DF at sætte lønstigningerne hos de klassiske mandefag i bero i en årrække, mens lønefterslæbet i kvindefagene udlignes. Det er ikke en holdning, som Enhedslisten deler, da de ikke mener, at nye løsningsforslag skal gå ud over andre faggrupper.

Vigtigst af alt ønsker både DSR og patientforeninger, at der straks findes løsninger, da konflikten risikerer at få alvorlige og langsigtede konsekvenser for mennesker med kroniske sygdomme.

At strejken rammer bredt og mange, selvom den landede midt i sommerperioden, bekræftes af en ny opinionsmåling, som Megafon har lavet for DSR i perioden den 5. til 6. august.

I den svarer seks procent af danskerne, at de selv har fået aflyst hjemmebesøg, aftale, samtale, behandling eller operation på grund af sygeplejerskernes strejke.

Skriv en kommentar