I et samarbejde med Danfoss og Sønderborg Varme vil Sygehus Sønderjylland i Sønderborg erstatte deres gaskedler med to topmoderne varmepumper og samtidig tjene på det.

De tre store gaskedler, som i dag fylder det meste af den tekniske bygning i Sønderborg, leverer lige nu både varme til det 100.000 kvadratmeter store sygehus i Sønderborg og køling af dele af sygehuset.

Det kommende projekt vil sikre en energi-effektiv løsning til køling af sygehuset og samtidig være hjørnestenen til på sigt at gøre energiforsyningen til hele Sygehus Sønderjylland, Sønderborg netto-nuludledende.

Ud over at producere direkte køling til sygehusets tekniske installationer, skannere, ambulatorier og sengestuer indebærer projektet også, at overskudsvarmen skal bruges til opvarmning af sygehuset.

Ambitiøse regionale mål sætter barren højt

Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark skal på mødet 7. juni forholde sig til, om de vil indstille til regionsrådet, at der afsættes en anlægsbevilling på 25 mio. kr. til projektet.

Udvalgsformand Karsten Uno Petersen (S) siger:

– I Region Syddanmarks klimastrategi har vi fastlagt et ambitiøst mål om at reducere vores energiforbrug med 20 pct. i 2030 og reducere udledningen af klimagasser fra el og varme med 40 pct. i samme periode –alt sammen henimod at regionen på sigt får sin varme og elektricitet dækket af vedvarende energi. Projektet mellem Sygehus Sønderjylland i Sønderborg, Danfoss og Sønderborg Varme, hvor overskudsvarme udnyttes som energikilde, yder et vigtigt bidrag til denne målsætning og på en ny og spændende måde i form af sektorsamarbejdsmodellen, som jeg håber og tror på, er en model, der i fremtiden vil kunne udbredes til andre dele af regionen.

Administrerende sygehusdirektør på Sygehus Sønderjylland Peter Fosgrau siger:

– Det er med stor fornøjelse, at vi nu siger farvel til det fossile gas på sygehuset i Sønderborg og byder velkommen til den grønne omstilling. Vi er en stor organisation, og vi er glade for at kunne give vores bidrag til den vigtige omstilling.

Sygehus Sønderjylland går forrest i den grønne omstilling

Med projektets dimensionering vil sygehuset fremover kunne være selvforsynende med køling og varme baseret på grøn el og i perioder faktisk også kunne levere overskudsvarme, som Sønderborg Varme køber.

Direktør hos Sønderborg Varme Erik Wolff siger:

– Projektet hos Sygehus Sønderjylland i Sønderborg passer perfekt ind i vores strategi omkring et integreret energisystem og udnyttelse af overskudsvarme, så vi er glade for, at vi kan være med til at realisere projektet, som også vil kunne tjene som eksempel for andre virksomheder med overskudsvarme.

Fordelene for Sygehus Sønderjylland, Sønderborg er en langsigtet og omkostningseffektiv energiløsning, der understøtter en bæredygtig udvikling og hjælper sygehuset til at bruge energien fuldt ud.

Projektet er et partnerskab med Danfoss og Sønderborg Varme og bliver samtidig også et læringsprojekt for sektor-integration, dvs. samarbejde om genbrug af overskudsvarme fra et moderne køleanlæg. Sygehus Sønderjyllands administrerende direktør Peter Fosgrau kan sagtens se, at andre sygehuse kan have glæde af de sønderjyske erfaringer:

– Vi forventer at få rigtig mange gode erfaringer, som også vil kunne bruges på sygehuset i Aabenraa, på andre sygehuse i regionen og i hele landet.

Præsenteres på international konference

Danfoss bidrager til projektet med 2 stk. højteknologiske varmepumper. Sønderborg Varme bidrager ved at købe den overskudsvarme, som sygehuset ikke selv udnytter, og ved at sikre forsyningssikkerheden og levere varme udefra, hvis der er brug for mere, end sygehuset selv kan producere.

Projektet bliver præsenteret på Det Internationale Energiagenturs konference 8. og 9. juni i Sønderborg.

Efter planen skal projektet stå endelig færdigt i foråret 2024.