Hun kom til Danmark fra Afghanistan i 2016, og har siden arbejdet på at lære dansk og blive en aktiv del af det danske samfund. Nu stiller hun op for SF til kommunalvalget den 16. november, fordi hun gerne vil være med til at skabe resultater i det danske samfund, men også fordi hun vil vise kvinder med en anden etnisk baggrund end dansk, at de skal turde stille sig frem.

– I Afghanistan var jeg aktiv i kvindebevægelsen. Jeg har også taget en god uddannelse. Den gælder ikke her i Danmark, så jeg har taget det arbejde, jeg kunne få. Det er ikke altid nemt for os kvinder at finde en plads i det danske samfund, og der er også meget stigmatisering, fortæller Amina Mustaghim Jawed.

Men på trods af udfordringerne mener hun, at der er muligheder for de fleste. En del kommer til Danmark med traumatiske oplevelser i bagagen. De kan have PTSD, angst eller andre problemer. Ofte er der også store kulturelle forskelle, hvor det danske ikke nødvendigvis er det letteste, man kan lære eller tage til sig. Alligevel mener Amina, at man har en chance.

– Jeg kender Fredericia som en kærlig by. Menneskene i Fredericia har et stort hjerte. Netop den venlighed som befolkningen i byen har vist mig, har fået mig til at stille op til byrådet. Det gav mig modet til at turde, siger Amina.

Hun har aldrig følt sig som flygtning i Danmark. Tværtimod har hun oplevet, at folk har taget godt imod hende og givet hende varme. Det vil hun gerne takke fredericianerne for. Udover at være en del af SF’s politiske hold i Fredericia, så er hendes mærkesager fokuseret omkring de kvinder, hun kan motivere til at komme med i det danske samfund:

At integrere sig er ikke en let ting, og det kan have sine egne konsekvenser. Men jeg ønsker at kvinder, især indvandrerkvinder, kan blive endnu mere aktive i uddannelse, på arbejdsmarkedet og indenfor politisk deltagelse. Så jeg stiller op til kommunalvalget for at motivere kvinder til at komme i gang og blive mere aktive.

At leve i eksil og så få politiske rettigheder, betragter Amina som en gave. Hun føler at det er meget håbefuldt, at hun forsat har politiske muligheder og kan være med til at påvirke samfundet.

For en kvindesags-aktivist kan det være enormt svært at tro på, når man ikke kan vende tilbage til sit hjemland, slår hun fast og fortæller, at hun tror på at minder, er et liv:

– Det er min fars hus og forældrenes grav. Duften af blomster i regnvejr i min mormors have. De bøger man elsker. Det første kærlighedsbrev, man fik. Det eksamensbevis, du er stolt af. Alle gode venner. Alle gode kollegaer. Alle de mål, som du kæmpede hårdt for. Alle de billeder du tog, som minder dig om der, hvor du var. Men når man må flygte fra sit hjem, kan man ikke tage det med.

Hendes hjemland har fyldt meget i overskrifterne i 2021. Der er ikke så meget hun kan sige om det. Men hun kan mærke det. I Danmark er hun tryg. Her, har man taget godt imod hende, føler hun. Hun spejder ind i sine erindringer, fra kampen mod korruption til de venner hun mistede i kampen for ligestilling og kvinders rettigheder.

Alle de ting har hun båret med sig. Men hun havde modet i Afghanistan. Og det mod har hun taget med sig til Danmark. For også her er der noget at kæmpe for. Det vil hun gerne fortælle vidt og bredt, så indvandrerkvinderne i Fredericia kan se, at der er en vej. I byrådet vil hun arbejde på at skabe de bedste rammer, så flere kan blive aktive, hvis hun bliver valgt. Allerede nu bruger hun sin stemme i SF, hvor hun deltager aktivt i politiske aktiviteter og diskussioner.

Men det vigtigste for Amina er, at man prøver at gøre en forskel. At man tør.

Skriv en kommentar