De kan findes i puslepuden, i regnjakken og i lænestolen: Problematiske kemikalier der kan være allergi- og kræftfremkaldende, hormonforstyrrende og svære at nedbryde i naturen.

Som EU-reglerne er i dag er problematiske kemikalier tilladte i visse forbrugerprodukter, så længe de ikke udgør en risiko for os forbrugere, men miljøminister Lea Wermelin vil kæmpe for, at denne type kemikalier bliver forbudte i så vid udstrækning som muligt.

Lea Wermelin lægger i de politiske forhandlinger op til, at man med den nye kemiindsats bruger kræfter på at gøre EU’s kemikaliestrategi til nye fælles EU-regler, så kemikalier, der kan ændre arveanlæg, kan gøre det svært at få børn, kan være kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende eller skade naturen, automatisk bliver forbudte.

– Der skal ikke være skadelige kemikalier i de ting, som vi omgiver os med og bruger flere gange om dagen. Det skal være trygt at være forbruger i almindelighed og være gravid eller barn i særdeleshed. Danmark har førertrøjen på internationalt på kemiområdet, og EU’s nye kemikaliestrategi har mange ambitiøse, danske aftryk. Så jeg håber, at Folketingets partier vil være med til, at den kommende kemiindsats bruger kræfter på at arbejde for, at EU-strategien bliver til virkelighed, siger miljøminister Lea Wermelin.

Som en del af de nye EU-regler på kemiområdet arbejder Lea Wermelin for et EU-forbud mod fluorstoffer kendt som PFAS. Derudover er det forslaget, at pengene også bruges til forbrugerinformation, forskning og kontrol med kemikalier.

Insektbekæmpere skal uddannes
For første gang skal der forhandles en aftale på biocidområdet som en del af forhandlingerne. Biocider er kemiske produkter, der bruges til at bekæmpe uønskede organismer og de findes mange steder i vores dagligdag. Fx er håndsprit, træbeskyttelse og produkter mod skadedyr alle biocider.

Miljøminister, Lea Wermelin, går til forhandlingerne med et forslag om en såkaldt autorisationsordning for professionelle insektbekæmpere – ligesom der findes for for eksempel rottebekæmpere.

”Når man lukker en insektbekæmper ind i sit private hjem eller sin have for at sprøjte med biocider, så har man brug for at vide, at vedkommende har fuldstændig styr på, hvad han eller hun laver. Biocider er nødvendige, hvis man fx skal have has på myrer, væggelus eller hvepse, men de skal anvendes med omhu, så de ikke skader vores helbred eller vores natur. Derfor mener jeg, det er oplagt, at vi sikrer, at insektbekæmpere er ordentligt klædt på til opgaven,og det har også været et ønske fra branchen selv, siger Lea Wermelin.

Miljøministeren har afholdt workshop med interessenter og ordførere og i dag løber sættemødet af stablen. Herefter følger de politiske forhandlinger.

Skriv en kommentar