Politisk leder af Frie Grønne, Sikandar Siddique, vil ikke tilslutte sig det danske bidrag med våben til Ukraine. Han tror ikke på, at det kommer til at gøre en forskel for krigens udfald. I stedet ønsker han humanitær bistand og en diplomatisk løsning.

– Frie Grønne kan ikke støtte, at DK sender våben til Ukraine og bevæbner civile uden militær træning. Flere våben skaber ikke mere fred. Tværtimod. Vi skal sætte alt vi har ind på humanitær hjælp – forsyninger, mad, medicinsk udstyr osv. – og på at sikre de, der flygter, skriver Sikandar Siddique på sin Twitter-profil.

Dette opslag møder stor modstand fra politikere, tidligere politikere og andre meningsdannere på Twitter. Løsgænger i Folketinget, Simon Emil Ammitzbøll-Bille er blandt kritikerne. Han mener, at Frie Grønne helt misser pointerne i denne krig.

– I misser – som med jeres nej til at hjælpe Estland, Letland, Litauen og Polen med militær hjælp – en chance for at stå på den rigtige side af historien. Hvordan argumenter I for at lade et folk forsvarsløst over for et kæmpe hær med moderne våben og tjetjenske soldater?, lyder det spørgende fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

– Jeg forstår godt trangen til at sende våben, men selvom ukrainerne får flere våben, slipper Rusland ikke grebet. Det bliver kun mere blodigt, når vi bevæbner civile ukrainere, der skal kæmpe mod det professionelle russiske militær. Vi er nødt til at søge en diplomatisk løsning, svarer Sikandar Siddique.

Der bliver i Twitter-sporet spurgt indgående til hvordan Siddique ellers ser situationen løst. Han forklarer, at den diplomatiske vej er den eneste rigtige, fordi enhver militær eskalering af konflikten kun betyder en optrapning fra russisk side og dermed flere tabte menneskeliv.

Ved en af de mange demonstrationer foran den russiske ambassade i København har særligt ét skilt vist sig at gå viralt.

– Hvis Rusland stopper med at skyde, stopper krigen. Hvis Ukraine stopper med at kæmpe, så stopper Ukraine som nation, lyder det på skiltet.

Men ej heller denne påstand anerkender Sikandar Siddique.

– De løsninger Putin tidligere har søgt, har ikke været at overtage Ukraine, så han må kunne presses ud af Ukraine igen. Hvis ukrainerne bevæbner sig og kæmper mod den professionelle russiske hær, er der så et Ukraine tilbage?, lyder det fra Sikandar Siddique.