Peder Tind er i dag formand for Kultur- og Idrætsudvalget ved Fredericia Kommune, men i perioden januar 2018 til januar 2022 var han formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, og satte dengang fokus på Jobcentret, beskæftigelsesområdet og indsatsen på syge-/dagpengeområdet. Der blev evalueret og ryddet op i projekter og tiltag – indsatser der kan ses effekt af i dag, og det ligger stadig Peder Tind stærkt på sinde, hvilke resultater Jobcentret og han har skabt. Men kan vi mærke effekten af de tiltag Peder Tind igangsatte?

Da Peder Tind overtog formandsposten for Social- og Beskæftigelsesudvalget i 2018, var der, med Tinds ord, massive udfordringer og plads til forbedring. Det var derfor vigtigt for ham, for det første at danne sig et et overblik over, hvad Jobcentret var for en størrelse, og hvad var det for en drift, de havde, hvilke medarbejdere, m.v. Og for det andet var han fortaler for at sætte en klar retning for Jobcentrets indsatser, at vi kommer ind til kerneopgaverne, og at det vi gør i Jobcentret, er det det vi ved virker. Samtidig kiggede han også på, hvad der virkede i andre kommuner. Det var vigtigt for ham at forholde sig til de undersøgelser, der var lavet, og den viden man havde. For det tredje lagde han vægt på virksomhedsrettede indsatser; han ville optimere kontakten til erhvervslivet og til virksomhederne.

Der blev igangsat og foretaget otte store analyser bygget på borgerinterviews, på virksomhedsinterviews, og på mennesker som har oplevelser – virkelige oplevelser – om hvordan det er at være i dette her system.

I analysen af Jobcentret, fandt man, at der var for mange indsatser som ikke havde en reel effekt. Disse indsatser blev lukket ned, og pengene herfra blev ført over på ansættelse af flere virksomhedskonsulenter, så man dermed havde en tættere kontakt til virksomhederne.

Peder Tind tror på dialog – jo mere vi taler sammen, jo mere vi forstår hinanden, jo større en chance har vi også for at lykkes, og for at give borgeren det rette tilbud, og for at give virksomheden det rette tilbud. Vi har investeret ret mange penge i hele virksomhedsservicedelen, og det har vi gjort fordi vi ved, at det virker, der er evidens for at det virker.

Og han pointerer, at Jobcentret ikke skal sidde og vente på at en virksomhed ringer, men at de skal være offensive og ud og møde virksomhederne på deres banehalvdel. Jobcentret skal høre, hvad er det virksomhederne har brug for.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Ud fra de otte analyser kom der rigtig mange anbefalinger til, hvad Jobcentret skulle gøre af små og store forandringer. Der blev iværksat meget, og det blev besluttet, at Jobcentret løbende ville evaluere, for at kunne følge de igangsatte processer. Derfor modtager borgere med tilknytning til Jobcentret jævnligt spørgeskemaer.

– Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i de rigtige mennesker og ikke bare et sagsnummer. Så derfor evaluerer vi løbende med brugerinterviews og det er jeg glad for, fordi det betyder, at vi hele tiden forsøger at have fingeren på pulsen, siger han.

Økonomi har, før som nu, også en afgørende faktor for at kunne forbedre Jobcentret. Peder Tind havde, i de fire år han havde ansvaret, stort fokus på og kæmpede for, at der i budgettet blev afsat flere penge til området og til Jobcentret. Han kunne se, at der var behov for at styrke økonomien, og at der var behov for, at man fik flere hænder til at løbe med opgaverne.

– Jeg glæder mig over, at vi fik afsat midler til at kunne skrue op for de her indsatser, i den tid jeg havde ansvaret, fordi at det synes jeg var afgørende for, at vi kunne få endnu flere kommunale dygtige medarbejdere til at komme tættere på borgerne og hjælpe dem med det de har brug for. Det er et ressource-spørgsmål, lyder det fra Peder Tind.

Jobcentret har også betydning for byens udvikling. Et tydeligt eksempel er at Korskærparken kom af ghettolisten efter at Jobcentret med en decentral indsats flyttede nogle af deres medarbejder ud i Korskærparken. Tind fortæller, at de havde et helt klart fokus på, at en forebyggende indsats er at være tættere på borgeren, der hvor borgeren er – altså ude, i dette tilfælde, i Korskærparken. Det var muligt at man var tæt på, og håndholdt kunne følge borgeren i en mere intens proces, særligt hvis der måske var en særlig udfordring, og den forebyggende indsats der – det har virket!

Peder Tind: Arkivfoto: AVISEN

Peder Tind havde en vision om at lave et jobcenter der er menneskeligt og i øjenhøjde med borgeren, og at man skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers situation. Udfordringen er, at vi har en lovgivning som er relativt kassebestemt, og som Tind siger, så er hver enkelt borger unik og har den unikhed, at du er som du er, og du har de evner, som du har. Derfor kan det nogle gange godt være udfordrende at få matchet mennesker med de kasser lovgivningen giver.

Fra regeringens side har man over tid forsøgt at afbureaukratisere nogle af de ting forenklingsreformen. Man vil bl.a. give fagforeningerne nogle flere kompetencer og noget mere frihed til at kunne handle.

– Så jeg synes ikke, det er fordi, man ikke har gjort noget, men der er en lovgivning, den lovgivning kan jo godt konflikte med den enkeltes udfordringer.

– Jeg synes, vi skal stræbe efter at blive mere menneskelige og tage mere udgangspunkt i det enkelte menneske, og det er jo også derfor vi havde meget fokus på at vores jobcentermedarbejdere ikke skulle løbe hurtigere og have med flere borgere at gøre; fordi så vil borgeren jo ikke opleve at det var menneskeligt, så ville man jo bare opleve, at ens sagsbehandler fik endnu mere travlt og skulle gøre endnu mere.

– Jeg synes ikke altid systemet er menneskeligt – bestemt ikke! Og jeg synes helt sikkert, at der er behov for, at vi hele tiden bliver skarpere på, hvordan kan vi gøre systemet mere menneskeligt, hvordan kan vi møde borgeren i øjenhøjde, slår Tind fast.

Da Peder Tind startede med at have ansvaret for området for 4-5 år siden, lå Fredericia ikke særlig godt statistisk set; vi var på ghettolisten, vi lå noget over landsgennemsnittet i forhold til ledighed, vi havde nogle anmærkninger som helt klart skulle forholdes – alle de ting sammenholdt med, at vi generelt i Fredericia, historisk set, altid har haft relativt mange på offentlig forsørgelse og det har været en stor opgave at løse og en langvarig proces som endnu ikke er slut. Om vi nogensinde kommer i mål, det er svært at sige. Peder Tind havde det udgangspunkt, at alle forandringerne var med det udgangspunkt, at gøre Jobcentret mere menneskeligt og tage endnu mere udgangspunkt i borgeren. Tind udtaler, dér tror jeg, vi er kommet et skridt i den rigtige retning, og fortsætter:

– Så er jeg faktisk rigtig stolt over, vi er kommet så langt. Det betyder ikke at borgere ikke stadigvæk oplever, at der kan være bump eller udfordringer, og dem skal vi hele tiden være opmærksom på. Er vi i mål? – Nej! – det er vi ikke, men jeg tror, vi er på vej i den rigtige retning. Det oplever jeg selv. Det er værd at pointere, at der er synlige resultater:

– Vi er ikke længere på ghettolisten, vi er på landsgennemsnittet af ledigheden, vi ligger på top 10 af de kommuner, der har gjort det bedst, siger venstrepolitikeren.

Disse forbedringer er ifølge Tind, resultatet af en meget dygtig ledelse i Jobcentret og at hele teamet gør det rigtigt godt, og har stået en meget stor forandring igennem. Han er dybt imponeret over de medarbejdere, der har arbejdet med omstillingen af hele Jobcentret, og han har en stor tillid til medarbejderne, også i dag.

Fremtidens Jobcenter

Partiet Venstre fremlagde for nyligt en idé om at nedlægge jobcentrene.

Hvordan ser du på mulighederne for jobcentrenes udvikling i fremtiden?

– Jeg tror helt sikkert, at jobcentrerne vil være noget, man diskuterer i den kommende valgkamp, og jeg tror også, det er noget, vi kommer til løbende og hele tide. Vi kan ikke bare fjerne jobcentret og så tro, at vi har løst problematikkerne. Vi skal jo have noget at stille i stedet for, og der synes jeg, der måske mangler et svar på, hvad der skal stilles i stedet for. Jeg tror noget af det, der er vigtigt, at vi som samfund bliver gode til, det er, at vi hele tiden bliver gode til at have fokus på uddannelser, efteruddannelser og opkvalificering, siger Tind.

Det er en ny idé blandt flere, for beskæftigelsesområdet er foranderligt, kompliceret og lovgivningsmæssigt tungt. Det bliver spændende at høre, hvilke diskussioner, der kommer frem under valgkampen og hvad fremtiden bringer, men for nuværende er Peder Tind stolt over Fredericias jobcenter og han har fuldt ud tillid til, at medarbejderne gør deres bedste med de forudsætninger, der er.

[bsa_pro_ad_space id=6]