Distriktsskoleleder Stefan Kelstrup fra Kirstinebjerg Skolen i Fredericia ser skolens satsning på performance som et attraktivt åndehul for eleverne

Fredericia Kommune har et DAU-projekt, der handler om at få lavet en attraktiv udskoling.

– Det handler om at lave en skoledag, der appellerer mere til børnene end måske noget af det mere klassiske og vanlige skolearbejde. I vores distrikt har det været at finde nogle åndehuller, der skaber motivation og glæde ved at gå i skole. I dag er der to ting, man ikke skal til afgangseksamen i, i 9 klasse. Det ene er lektiecafe og det andet er frikvarter, siger Stefan Kelstrup.

Stefan Kelstrup. Foto: AVISEN – Andreas Dyhrberg Andreassen

Musicalsatsning i samarbejde med Fredericia Musicalteater

For distriktsskolelederen betyder det også noget, at eleverne arbejder med andet end det fagfaglige, når de er i skole.

– Måske var det meget rart, at dagen var fyldt med noget andet og mere end bare det fag-faglige. Vi har en stolt tradition omkring musical, der går mange år tilbage, som starter allerede på mellemtrinnet. Det har vi valgt at bygge videre på i forbindelse med omorganiseringen af udskolingen, hvor den tidligere var bygget op på tre profiler, har vi i stedet for almindelige stamklasser som man kender det; en 7.A, 7.B og så videre, nu har man så nogle profiltimer, som man kender det fra dengang, man selv havde valgfag i skolen. Et af de fag er performance, som vi udbyder i samarbejde med Fredericia Musicalteater, fortæller Stefan Kelstrup.

– Der er 40 elever, der har valgt den vej, heriblandt mange gengangere fra vores musicals på mellemtrinnet, som nu går ind i projektet med sparring fra Fredericia Musicalteater. Det fører til opførelsen af en musical i foråret, der får et professionelt look og udtryk. Det ser vi frem, uddyber han.

Åndehullerne giver eleverne værdi

Det betyder noget for elevernes trivsel, skoletid og livet efter skolen, når de får mulighed for at fordybe sig i emner, der er ekstra interesseret i.

– I dagligdagen kan må få lov til at være sammen og optaget af noget, der virkelig interesserer dem. Samtidig har eleverne selv været med til at vælge, hvilke profilpakker vi skulle have, hvor vi har alt fra udeliv, vandsport, e-sport og altså performance. Det er en bred pakke af tilbud, som eleverne har fortalt, at de kunne tænke sig, lyder det Stefan Kelstrup.

Fællesskaberne på tværs af årgange giver stærkt sammenhold

Når eleverne blandes på tværs af klasser og årgange opstår nye relationer.

– Det med at have fællesskaber på tværs af klasser og årgange, fordi man interesserer sig for musicals og performance, det skaber et andet sammenhold mellem eleverne på tværs af klasser og årgange. Der er ingen tvivl om, at matematik og dansk er gode og vigtige fag, men det er sjældent, at jeg har hørt eleverne sige, at de går i skole for matematikkens skyld. Det er tit de gode relationer, der betyder noget, mener Kelstrup.

– På tværs af byen er der god undervisning i dansk og matematik, så hvorfor skulle man vælge Kirstinebjerg Skolen i forhold til de andre – det skal man naturligvis, hvis vores pakker betyder noget for eleven, tilføjer han.

Giver det noget andet til eleverne fagligt også?

– Jeg har en formodning om det – lidt frisk sagt, så er afgangseksamen i 9.klasse en performance, dermed ikke sagt, at det er skuespil, men det med, at man øver sig på og i, hvad man skal kunne, derfra kunne levere i meget lille og stramt vindue, hvor man er på, og det skal sidde i skabet. Der er mange af de ting, vi arbejder med, der styrker deres kompetencer. Det er ikke sikkert, at de bliver bedre til at analysere et dukkehjem eller integralregning, men de bliver mere kompetente, og det tror jeg på er mindst lige så vigtigt, når man tænker på, hvad der venter dem efter folkeskolen, siger Stefan Kelstrup.

Tilbuddet er også en del af Fredericias dna, hvis man spørger skolelederen om de afledte effekter og lærernes udsagn om projektet.

– Det er en del af fredericianernes selvforståelse, at vi har teater og musical. Det er en del af byens identitet, og vi vil gerne være medfortællende på denne historie, så det stopper ikke med vores musical i foråret. Jeg ser også tydeligt, at vores lærere brænder for projektet. De brænder for at brænde sammen med børnene. De synes, at det er spændende at lave samskabelse med mange af de lokale kræfter i musicalbranchen, fortæller Kelstrup slutteligt.

Kirstinebjerg Skolen i Fredericia har indgået en samarbejdsaftale med Fredericia Musicalteater, der stiller nogle rammer til rådighed, men også sørger for, at det bliver som en ordinær og spændende premiere, hvor der er alt, hvad man er vant til, når man går i teatret i Fredericia.

Skriv en kommentar