Flere læsere har kontaktet AVISEN og gjort opmærksom på, at der er pågående måger i Kanalbyen i Fredericia. Det er særligt centreret omkring området ved Havnegrillen. Svaret på, hvorfor det sker netop nu, er enkelt.

Mågerne er et tilbagevendende problem hver sommer, hvor de er aggressive i bybilledet. De begynder at bygge reder i februar og marts, så de er klar til at yngle i løbet af april. Typisk er ungerne store nok til at forlade reden i juni og juli, men det er dog ikke alle måger, der er flyvefærdige til den tid.

Det er særligt i byområdet, at danskere oplever, at de er pågående. De skriger til hinanden og specielt fra det sene forår og helt frem til sensommeren larmer de voldsomt, da det er i den periode, at der er unger i reden. De kan gå til angreb på alt, hvad de opfatter som en trussel mod deres reder, æg og unger, og det er derfor, at man i Kanalbyen oplever de aggressive måger. 

Typisk er det stormmåger og sølvmåger, der flytter til byen. Af de to arter er det i de fleste tilfælde sølvmåger, der skaber flest problemer, og gene for mennesker, da de larmer og er aggressive. Derimod er stormmågen som udgangspunkt fredelig og ikke til gene for mennesker.

Man kan komme mågerne i forkøbet ved at fjerne alle ansatser til mågerederne, men det er ikke bare lige til at undgå mågerne. Særligt i gamle havneområder kan der følge en støjende nabo med, når der bygges nyt, og det er det man oplever i Kanalbyen. Der har udsigten en pris, da områderne nær havet er mågernes naturlige levested, og det er derfor, at man i denne tid oplever aggressive måger i området.

Om sølvmågen (fra absolut-skadedyr.dk)

Sølvmågen er en anden meget almindelig ynglefugl i Danmark. Det er den mest almindelige af de store måger og slår sig ofte ned i beboelsesområder. Sølvmågen er lys, hvid og gråblå med sorte vingespidser. Den har et kraftigt gult næb med en rød plet. Om vinteren har hovedet mørke streger.

Sølvmågen er altædende, og den spiser alt fra fisk, smådyr, plantedele, andre fugle, affald og ådsler. Det anslås, at der er mellem 55.000-60.000 ynglepar i Danmark. 

Derudover får vi i Danmark ofte besøg af sølvmåger fra vores nabolande. De kan overvintre i kystnære områder eller blot være på kortere besøg.

Om stormmågen (fra absolut-skadedyr.dk)

Stormmågen minder om sølvmågen af udseende, men den er mindre og har et mere mildt ansigtsudtryk på grund af en mere rund hovedform. Stormmågen har desuden et gulgrønt næb og gulgrønne ben. 

Efter en tiltagende bestandsstørrelse i første halvdel af 1900-tallet, faldt bestanden efterfølgende til et lavpunkt i 1980’erne, hvor der i 1988 kun var omkring 29.000 par tilbage. Siden da har bestanden af stormmåger stabiliseret sig på et lidt højere niveau.