Karina Lorentzen Dehnhardt, der er valgt til Folketinget for Kolding, Vejle og Fredericia, er blevet udnævnt som ny gruppeformand for SF. Her skal hun sikre, at alle i gruppen har det godt – men hun er ikke bekymret for det politiske, for corona har givet stor erfaring på kort tid.

Det var en stille fredag på Christiansborg. Et sted i Finansministeriet var en række politikere samlet om forhandlingerne til Danmark kan mere, men ellers var der stille. Karina Lorentzen Dehnhardt er i fuld gang med at skifte kontor, så hendes gamle kontor er ryddet og pakket ned i flyttekasser – men hun er endnu ikke rykket ind i det nye kontor.

– Jeg er lidt hjemløs, lyder det med et grin fra Karina Lorentzen Dehnhardt.

Kontorflytningen kommer som følge af hendes nylige udnævnelse til gruppeformand – og med den titel følger også et nyt kontor. Men Karina Lorentzen Dehnhardt glæder sig til igen at indtage rollen som gruppeformand.

– Der er mere arbejde, selvfølgelig. Men en gruppeformand er først og fremmest den, der sørger for at gruppen hænger sammen, at vi tager stilling i tide og sørger for at folk i det hele taget er i god trivsel. Vi kan ikke sammenlignes direkte med en arbejdsplads, men på arbejdspladser er der også plads til, at folk der går og tumler får hjælp. På den måde er der meget at sammenligne med. Der er markante forskelle, men også mange ligheder, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Mange opgaver – og gode fifs

Der er mange opgaver at give sig til som medlem af Folketinget, det er ikke ligefrem, fordi de fiser husleje af. Derfor er en vigtig opgave for en erfaren politiker – og gruppeformand også, at dele ud af sine fifs.

– Det er et væsentligt opmærksomhedspunkt, at vi har flere opgaver end vi kan løse. I et lille parti har man mange ordførerskaber. Jeg har seks udvalg. Vi skal prioritere benhårdt. Der er det klart, at vi skal være opmærksomme på at vi også giver nogle de genveje, der skal til, så de mindre erfarne ikke bukker under, forklarer Karina Lorentzen Dehnhardt og fortsætter:

– Jeg kan tydeligt huske, da jeg var nyvalgt – og jeg sad i Europa-udvalget. Der var ingen, der havde fortalt mig, at man kunne få en kommenteret dagsordener. Så jeg hentede seks bæreposer med bilag og startede med at læse dem fra toppen. Det første var spiritusmærkning i Polen – noget der er langt væk fra os. Jeg troede, jeg var et fjols og at jeg slet ikke var klog nok. Så fandt jeg ud af, at der var et redskab, der kunne hjælpe mig. Det handler om at finde redskaberne.

Corona har gjort alt unormalt

Der har ikke været mange normale beslutningsprocesser og forhandlinger i denne folketingsperiode. Men dermed ikke sagt, at der ikke er lavet politik. Snarere tværtimod. Alle forhandlinger og processer har været intense og mange.

– Der er ingen tvivl om, at det har været en utrolig mærkelig valgperiode at være politiker i. Mange af de nyvalgte har næsten ikke oplevet andet end corona. Der har skullet laves hjælpepakker, men det er svært at få opmærksom på det man laver, fordi corona, med rette, har fyldt alle dagsordener. Det er meget usædvanligt, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

– Jeg har to oplevelser med det. Den ene er, at jeg har sets med stor ærefrygt på noget af lovgivningen. Blandt andet sad jeg med, da vi lavede epidemiloven. Jeg synes, det var et kæmpe ansvar for de værktøjer vi på tre dage, skulle sætte i søen, forklarer Karina Lorentzen Dehnhardt og fortsætter:

– Den ene ting er altså, at det har været spændende at være med, men det har også været med en stor ærefrygt. Den anden ting har været frustrationen over at synes, man har så mange ting, man gerne vil forbedre og lave om. Det er rigtig svært i en pandemi at lave den slags arbejde, for det er first things first.

Corona til trods er der lavet politik

Selvom der har været meget fokus på corona – et fokus Karina Lorentzen Dehnhardt er helt indforstået med – så har der været en masse politikudvikling og politiske aftaler alligevel.

– Der var et forslag om regulering om sociale medier, jeg fremsatte et forslag om stalking, det har vi vedtaget. Jeg fremsatte forslag om identitetstyveri. Elevløn til fængselsbetjente, mindre strafcelle, indsats for børn af indsatte. Jeg har egentlig en perlerække af forslag, så på den måde føler jeg, når jeg kigger tilbage, at der er sket gode ting. På det helt overordnede plan har vi fået tilført velfærd penge, vi har stoppet nedskæringer fra den tidligere borgerligere regering. Der er sket mange gode ting, men jeg tror måske mentalt, at corona har fyldt meget og mange af tiltagene er ikke kommet til deres ret.

Til trods for mange politiske aftryk har det ikke været en selvfølge, at det har været let at komme ud med den information, selvom man måske synes den er meget vigtig. Men det må ikke tage fokus fra de gode aftryk, som Karina Lorentzen Dehnhardt mener der er sat på de politiske aftaler.

– Nu er vi heldigvis så lille et parti, at alle ordfører har haft muligheder for at have aftryk på vigtige ting. Jeg er faktisk imponeret over, hvor meget de er gået til makronerne. Hele vejen rundt kan vi fremvise gode SF resultater, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det har været en svær opgave at være ny i Folketinget oveni corona, men Karina Lorentzen Dehnhardt tror på, at det har givet hurtigere hår på brystet end ved en helt normal situation.

– De har bare ikke været politikere i et normalt Folketing, men alle de parlamentariske redskaber er krøbet ind under huden. Det har bare fyldt meget med corona på alle områder. Men hver eneste gang er en ordfører, uanset om man er ny eller gammel, gået ind med et SF værdisæt. Eksempelvis at passe på de sårbare. Så derfor tror jeg også, at man har fået hår på brystet hurtigt, for i en normal situation ville der ikke være så mange forhandlinger. Så jeg tror faktisk det har været hardcore, fortæller Karina Lorentzen Dehnhardt.