Den tidligere FC Fredericia-spiller Agon Mucolli skifter til OB efter et ophold i norsk fodbold.

Agon Muçolli er 23 år, og før han skiftede til Kristiansund BK i den norske Eliteserien, spillede han i FC Fredericia og Vejle Boldklub. Det er således en spiller med stor erfaring fra dansk fodbold, som nu skifter til OB.

– Med Agon i OB øger vi vores kompetencer én mod én situationer. Han konkurrerer til 7’er og 11’er-positionen, men kan også byde sig til på 10’er positionen. Han er en tempofyldt spiller, som er en dygtig dribler, og som også er god til at kombinere med sine holdkammerater og sætte dem op til målchancer, siger fodbolddirektør i OB, Björn Wesström.  

Agon Muçolli fik sit gennembrud i Vejle Boldklub, hvor han også har spillet i sine ungdomsår. I februar 2019 skiftede han til FC Fredericia, inden han rykkede til Kristianssund BK januar sidste år. Udover det har han også gjort sig til på både de danske og albanske ungdomslandshold fra U16 til U21.  

Og Agon selv ser frem til at blive en af striberne:

–  Jeg er virkelig glad, og personligt er det en rigtig god mulighed for mig. Jeg føler, at OB er en stor klub, hvor der er meget interesse omkring klubben, specielt her på Fyn, siger Agon Muçolli.

– Jeg tror, at jeg kan bringe noget X-Factor, og så forhåbentlig også en masse assists og mål.

I OB har Agon Muçolli underskrevet en kontrakt, der løber frem til den 30. juni 2026, og kommer til at optræde i en stribet trøje med nummer 26 på ryggen.