Middelfart Boldklub rykkede i sidste sæson ned i 3. division, men i den nye sæson har de vundet to ud af to kampe og tilmed i sikker stil.

Middelfart kæmpede en brag kamp for at undgå nedrykning til landets fjerdebedste fodboldrække, men trods et ihærdigt forsøg lykkedes det ikke. I stedet har Middelfart kæmpet med at sammensætte et slagkraftigt hold i bestræbelserne på at vende retur til 2. division.

Allerede i træningskampene kunne man se, at tegningen var til, at Middelfart var på et godt niveau, da de blandt andet slog Aarhus Fremad fra 2. division og bankede 3. divisions-konkurrenterne fra Holstebro. I den første kamp i 3. division mødte Middelfart FA 2000, der ligesom Middelfart, rykkede ned. Det blev til en sikker sejr på 4-0.

Fredag blev triumfen mod FA 2000 fulgt op i et fynsk lokalopgør mod Næsby. En af de spillere, der særligt har gjort det godt for Middelfart i starten af sæsonen, er Unwana William Akpan, og han startede målscoringen efter 12 minutter, og det blev fulgt op af et mål af Peter Kristensen, der kom på måltavlen seks minutter senere.

Kort før pausen scorede nytilkomne Malthe Boesen til 3-0, og da Peter Kristensen kort tid inde i anden halvleg fik bolden i netmaskerne til 4-0, var der ingen tvivl om kampens udfald. Der blev ikke scoret yderligere i opgøret, og dermed er Middelfart kommet fra start på bedste vis i den nye sæson.

[bsa_pro_ad_space id=6]