1. august får Børn- og Ungeforvaltningen i Middelfart Kommune ny leder af PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Det er 37-årige Michelle Malmborg Wind, som tiltræder stillingen.

Middelfart Kommunes Børn- og Ungeforvaltning har fået ny PPR-leder, som er Michelle Malmborg Wind. Hun er uddannet psykolog, og kommer fra en stilling som teamleder i PPR i Ikast-Brande Kommune.

Michelle kommer med en stor faglighed inden for PPR-området, og derudover er hun ved at tage en Master i offentlig ledelse.

– Middelfart PPR står et rigtig spændende sted med sammenlægningen af læringskonsulenterne og PPR samt en ny organisering under skoleområdet. Med den overordnede vision og den helt nye rapport omkring inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk støtte i hånden ser jeg frem til at være med til at samle og sætte retning for et tværfagligt styrket PPR, siger Michelle Malmborg Wind og fortsætter:

– I tæt samarbejde med skoler og dagtilbud står vi overfor en vigtig opgave med at skabe og understøtte inkluderende læringsmiljøer og stærke børnefællesskaber for alle børn og unge i Middelfart Kommune.

– Jeg glæder mig meget til at tage fat på opgaven sammen med dygtige og engagerede medarbejdere. I en tid hvor der tales om øget mistrivsel hos børn og unge, er det vigtigt, at vi gør os umage og formår at tilpasse vores indsatser, så vi gør en forskel for de børn og unge, vi kommer i kontakt med, tilføjer hun.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Middelfart Kommunes skolechef, Grete Berggren, ser frem til samarbejdet med den nye PPR-leder.

– Jeg glæder mig til samarbejdet med Michelle og ser frem til at få Michelles kompetencer i spil som leder af PPR, siger skolechef Grete Berggren.

Privat er Michelle gift, bor i Vejle og har tre børn.

[bsa_pro_ad_space id=6]