Borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd, ser tilbage på det forgangne år, der bød på corona, men også et år, hvor omkring 10.000 var samlet til klimamøde i Middelfart Kommune.

Der har været meget at se til i 2021. Der har været restriktioner, som man har skullet forholde sig til, og så har der været et kommunalvalg, og i den seneste tid er der igen kommet restriktioner, der har skullet reageres på fra kommunalside.

– Når man ser tilbage på året, så ser man det her mundbind. Det er på den måde vi begyndte, og det er på den måde vi afslutter året. Det har fyldt meget, også kommunalt med nedlukninger af skoler og hjemmeundervisning, nødpasninger og på ældreområdet. Det har ikke fyldt det hele, der har heldigvis været andre ting, indleder Johannes Lundsfryd.

Nedlukningen af samfundet mener Middelfart-borgmesteren har været en øjenåbner for samfundet, der har valgt at sætte pris på ting, som man tidligere har taget for givet.

– Vi havde glemt, hvad vi satte pris på. Sådan er det i en krise. Vi troede, at vi kom på den anden side, og fik glæden ved at være til en koncert og høre superfed musik, eller glæden ved at stå på stadion og råbe et eller andet åndsvagt til fodboldspillerne, eller glæden bare ved at være sammen med andre mennesker. Sådan er livet, og det satte vi ikke pris på førhen, men det gør vi nu. Vi fik øjnene op for fællesskabet og blev bevidste om grundlæggende værdier i samfundet, siger Johannes Lundfryd.

Undervejs i nedlukninger fornemmer Lundsfryd, at der har været en blanding af følelser. Alt lige fra afmagt, utryghed, men også en omstillingsparathed.

– Jeg vil sige, at da vi havde første nedlukning var det en blanding af nervøsitet og hvad det er for noget, men også en pionerånd. Medarbejdere sagde, at de holdt sig væk fra deres egen familie juleaften for at have muligheden for at gå på vagt, og man tænkte man ikke skal smittes. Folk der gik ned i lokale butikker og støttede dem for, at de kunne overleve. Det har derfor været en blanding af bøvl, utryghed, men også med en masse gå-på-mod, gejst og innovationskraft. Det har budt på alt. Fra de højeste højder og i de dybeste dale, fortæller borgmesteren.

Højdepunkterne i 2021

Et højdepunkt i kalenderåret 2021 står klart for Johannes Lundsfryd. Han husker tilbage på klimafolkemødet med stor glæde.

– I september havde vi 8-10.000 til klimafolkemøde, og det var fantastisk at se og mærke. Vi talte sammen uden en skærm, og der var en dedikation og en folkelighed, og vi drøftede, hvordan vi skabte et bedre klima til fremtidige generationer. Derudover har vi arbejdet med vores egen klimadagsorden. I 2020 sluttede vi af med en stor klimaplan, hvor vi lagde en plan for at slippe af med 70 % af CO2’en i 2030 og 100 % i 2050. Vi arbejder med planen, og begynder at se de første elementer tager form. VI skal udfase olie og gasfyret i hele kommunen. Borgerne er med på det, og skal vide, hvornår og hvordan. Der er 7000 fyr, der står i private hjem, på en skole eller i en virksomhed. Jordvarme og solvarme skal ud i det åbne land, og i bysamfundene skal det være fjernvarme. Vi har eksempelvis et stort område i Strib, hvor gassen skal udfases, og på rekordtid er det lykkedes at samle opbakning fra 1.300 husstande i Strib, der er med på den, siger Johannes Lundsfryd.

Det har ikke kun været et år i klimaets tegn. Johannes Lundsfryd var i 2021 med Ældre- og Socialminister Astrid Krag (A) på Fænøsund Plejehjem, hvor de skrev under på aftalen ”Fremtidens Ældreliv”. Det gør, at Middelfart Kommune kan nytænke ældreplejen uden at blive bremset af regler og paragraffer.

– Vi er derfor fritaget for nationale regler indenfor bureaukrati og skal arbejde med det i de næste tre år. Det kan lyde nemt, men som med klima tager det tid at komme ned i det. Vi har valgt en tilgang med dialog med vores 7-800 medarbejdere på ældreområdet, så det tager tid, men der kommer konkrete handlinger. Fx med en rollator, badestol eller lignende, har vi sagt, at man kan møde op mellem klokken 08:00 – 15:00 og gå hjem med det igen. I gamle dage var det sådan, at en skulle på besøg i hjemmet, og alt var bureaukratisk. Nu møder man op og kører hjem. I Strib er der kommet en demensrute. De får nu besøg af de medarbejdere, der ved mest om demens. Det er banalt, men der er kommet en anledning nu. Det er det dejlige med frihed, at vi kan gøre hvad vi vil, forklarer Johannes Lundsfryd.

Erhvervsmæssigt går det også godt i Middelfart. På Dansk Industis årlige måling blev de nummer 24 ud af landets 98 kommuner målt på erhvervsvenlighed.

– Det føles rart, og det er den særlige Middelfart DNA med et tæt samarbejde mellem borgere. Foreninger, virksomheder og kommunen. Tager man målingen i dansk arbejdsgiverforening, hvor vi blev kåret til den bedste kommune i forhold til beskæftigelse, er det et udtryk for, at mange virksomheder åbner døren og vil man have afprøvet kompetencer, så kan man hos dem, og jobcenteret skaber åbninger. Vi har, hvis man tager tal, forventninger til, at har man en type virksomhed, så skal man have et antal borgere i beskæftigelse. Vi har 140 mere i beskæftigelse end vi burde, og det er udtryk for, at mange er gode til at åbne døren. Det er rart at være i den situation. Mange virksomheder taler om mangel på hænder, og på et normalt år skabes der 700 – 1100 arbejdspladser i en kommune som Middelfart, så der skal nogle hænder til, fortæller Lundsfryd.

Vil fordoble antal besøgende til klimamøde

Kalenderåret siger nu 2022, og for året, der netop er skudt i gang, har Johannes Lundsfryd flere ting, som er sat i søen og som han ser frem til.

– Jeg glæder mig til at byde velkommen til mine kollegaer i byrådet. Ti af dem starter som nye, så det er en stor dag for dem, og det bliver godt med nye kræfter og nye ideer, som vi får ombord, men det bliver også vigtigt at holde fast i gamle dagsordener også. Vi skal samarbejde på kryds og tværs, og det er lidt en kunst efter valgkampen, hvor man har markeret forskellene. Kigger man på selve dagsordenen skal vi fortsætte med det, at det er et rart sted at bo, og vi vil have Lillebælt til at være en naturnationalpark, så det skal vi samarbejde med borgerne og andre kommuner om. Vi har vækst og beskæftigelse, og skal på det punkt byde velkommen til flere virksomheder og sørge for, at der er plads til dem, der bor her. Vi har solgt 100.000 kvadratmeter erhvervsjord, og det satser jeg på vi gentager. Vi skal arbejde videre med bosætning. i 2021 bød vi velkommen til 500 flere borgere. 2500 flyttede til 2000 tog herfra, så det er en stor udskiftning. 500 er vild vækst og en af landets højeste. Jeg har en ambition om, at det skal fortsætte. På klimasporet bød vi velkommen til et sted mellem 8-10.000 til klimafolkemødet i 2021, og jeg vil gerne slå armene op og byde velkommen til 15.000 i 2022, siger Lundsfryd og fortsætter:

– Område for område skal vi byde velkommen til børnene, og jeg ved ikke om det er ekstra hjemmearbejde under corona, men der kommer virkelig mange, og dem skal vi have plads til. Det betyder, at der skal være ordentlig plads, men også hænder nok til dem, og det bliver på udfordringssiden en af de største. Både til børnene, men også fordi der kommer minimumsnomeringer. Vi vil også have flere SOSU-assistenter til at tage sig af flere ældre, så det er en stor opgave, der kan blive den største dagsorden. Leverer vi ikke på kernevelfærden, så kan alt andet være ligemeget.

2022 byder på flere højdepunkter, også kulturelt. Johannes Lundsfryd fremhæver blandt andet Rock Under Broens to dagsfestival og det amerikanske band, Aerosmith.

– Vi glæder os til at tage imod Aerosmith, og jeg håber og tror, at vi kan åbne samfundet op, når døgnet vender og flere lyse timer kommer, og forårsvarmen titter frem. Vi skal have en stor fest, der handler om at være sammen og som naboer. Vi skal være sammen socialt, om det er på Lillebæltværftet eller på Tvillingegården. Det handler om at være sammen som kommune. Så jeg håber, at vi kan dyrke fællesskabet og 2022 skal blive fællesskabets år, siger Johannes Lundfryd.

I Middelfart er der nu kommet en ny avis på gaden, og det hylder borgmesteren.

– Jeg tænker, at vi har brug for medier, der kan skabe en fælles offentlighed. Mange politikere taler varmt om sociale medier, og det skal vi også gøre, men det ender med at blive et ekkokammer, hvor vi kan høre på dem, der mener det samme som os selv, siger Lundsfryd.

Johannes Lundsfryd har tidligere talt om medieørkener, men med tilgangen af den nye ugeavis er det ikke på tale i Middelfart.

– Tager man en by som Randers, der er stor, findes der ikke en eneste journalist, der beskæftiger sig med lokalt stof. Det synes jeg er en katastrofe, og det er en katastrofe hvis der bliver ørkener i Danmark, også i Middelfart. Vi har brug for mere frodige landskaber. Der skal være noget, der har dybe rødder, men også noget, der vokser hurtigt og voldt, og der skal være noget helt oppe i de høje kroner, så man kan svinge sig rundt. Til et rigt landskab handler det om at have noget fælles. Vi skal have fællesplatforme med dygtige journalister, der er med til at sortere i det vi bliver mødt og bombarderet med, slutter Johannes Lundsfryd.

Skriv en kommentar