Tidligere statsminister, cykelentusiast og stifter af partiet Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, er inviteret af Tour de Frances løbsdirektør Christian Prudhomme til Paris for at overvære finalen på årets Tour de France søndag den 24. juli.

Lars Løkke Rasmussen ankommer til Paris søndag formiddag og vil være i løbsområdet fra kl. 14, hvor han vil stå til rådighed for interviews med den danske presse.

Danmarks tidligere statsminister har selv været dybt involveret i arbejdet med at få de første etaper i dette års Tour de France til Danmark. Som Lars Løkke Rasmussen selv skrev på sin LinkedIn-profil i forbindelse med dette års Tour de Frances tre første etaper i Danmark:

– Jeg husker den morgencykeltur i København med Emmanuel Macron og Christian Prudhomme i august 2018, hvor Emmanuel gav mig ‘den gule trøje’, da vi var retur på Amalienborg. En dansk tour-start var endnu ikke officiel, men lige der vidste jeg, at ‘den var hjemme’ og at det store arbejde, Joachim Andersen og Alex Pedersen igangsatte for nu 10 år siden, ville komme i mål.

Længe har forventningens glæde været den største, men i går blev den overgået af en helt fantastisk holdpræsentation og folkefest i Tivoli. Danmark, danskerne og Tivoli fra den bedste side! Og det var dejligt igen at hilse på Prudhomme, hvis voksende fascination af Danmark, hverdagscyklismen og de danske cykelrytteres toppræstationer gennem de seneste år har været udslagsgivende for, at vi nu får tre dagens cykelfest. Han var mere end tilfreds – og kaldte allerede Grand Départ Copenhagen Denmark for ‘the best ever’!

Tak til Joachim og Alex for at turde drømme stort – og til Prudhomme for at gøre drømmen til virkelighed. Merci beaucoup.