Håndbold fylder meget i Fredericia. Lecture.dk har inviteret landstræner for det danske herrelandshold i håndbold Nikolaj Jacobsen på besøg – og hos Trelde GI har man inviteret landstræner for det danske kvindehåndboldlandshold Jesper Jensen indenfor. Det startede som et vildt bud – og endte med et arrangement, som Trelde GI tror på, kan komme mange til gode, også selvom man ikke er håndboldinteresseret.

Jesper Jensen deler ud af sin brede erfaring som leder i håndboldverdenen. Både i rollen som anfører og spilstyrer på banen, men også efterfølgende som toptræner kræver det overblik og evnen til at få en masse individualister til at arbejde sammen mod et fælles mål. Det er nøjagtig de egenskaber, som Jesper tager med over i sine inspirerende foredrag om samarbejde, kommunikation og forskellige personligheder. Han er rent ud sagt en engageret foredragsholder, der kan nå alle målgrupper.

Oplev inspirationen fra landsholdets tidligere strateg Jesper Jensen, en mand som kan kombinere håndboldspillet, og det at skulle præstere under pres, med en strategisk viden og tilgang. Jesper Jensen er inspirerende og underholdende, både i håndboldhallen og i foredragssalen.

Jesper Jensen har spillet 17 år i den bedste danske håndboldrække. Det er blevet til over 100 landskampe, og han har deltaget ved både EM, VM og OL. Både på klub- og landsholdsplan har Jesper Jensen været en ledende figur, hvis største opgave har været at få holdet til at arbejde sammen i pressede situationer. I dag er han træner på højeste plan samtidig med, at han deler ud af sin viden og erfaring som ekspert på TV.

Trelde GI: Vi drømte stort

Helle Nielsen, formand for Trelde GI Håndbold, er meget glad for, at det er lykkedes for dem at få Jesper Jensen til Bøgeskovhallen. Han er for mange et kendt ansigt, og for håndboldkyndige er han meget mere end det. Hans CV taler for sig selv, men hans rolige væsen og kommunikative strategi har vundet mange håndboldhjerter. Helle Nielsen håber på, at mange får glæde af foredraget.

– Vi har inviteret ham på besøg, fordi TGI som forening er blevet 100 år. Alle afdelinger har haft muligheden for at lave et bidrag til fejringen af TGI, og der blev vi (håndboldafdelingen, red.) enige om, at forsøge at lave noget, der kunne komme alle til gavn. Vores kasserer drømte stort og tænkte, at vi skulle se, om vi kunne få fat i Jesper Jensen, forklarer Helle Nielsen, formand for Trelde GI Håndbold.

Når man drømmer stort, kan man også vinde stort – og det lykkedes for den lokale klub, at sikre sig et foredrag med Jesper Jensen.

– Det er først og fremmest et foredrag der handler om, at hvis man investerer lidt ekstra, så er det måske ikke i morgen effekterne kommer, men de kommer over tid. Det handler om at give den lidt ekstra – og det handler jo ikke kun om håndbold, forklarer Helle Nielsen.

For Trelde GI Håndbold handler det om at give medlemmerne en rigtig god oplevelse, så for dem handler det ikke om at tjene penge på arrangementet. Helle Nielsen fortæller, at alle er velkomne – tilhørsforhold til Trelde GI eller ej. De vil gerne give noget til lokalsamfundet og til alle interesserede. Det afspejler sig også i billetprisen, som de bevidst har holdt lav.

– Billet – som købes via Billetten.dk – koster kun 100 kroner. En af grundene til, at de gør det er, at vi faktisk gerne vil have, at så mange som muligt kan komme herind. Det handler ikke om at tjene penge, men om at lave aktivitet i klubben, lyder det afslutningsvist fra Helle Nielsen.

Billetter til arrangementet kan købes her.