Det Konservative Folkeparti er klar til at spare i toppen af forvaltningen. Kommunens top skal drives efter samme principper som skoler og plejehjem: Need to have, ikke nice to have. Partiet ønsker samtidig en kulturundersøgelse af forvaltningen, der kan blotlægge eventuelle problemer.

Der venter kommunalpolitikerne i Danmark en stor opgave den kommende måned, når årets budgetter skal lægges. Det er man klar over hos Det Konservative Folkeparti i Fredericia.

– Det er svært at sige, hvor vi står i forhold til det kommende budget, fordi service- og anlægsrammen ikke er meldt ud endnu, men vi har en forventning om, at vi skal ud at spare penge i det kommende budget, hvorfor vi ikke vil love gaveregn op til budgettet. For os er det vigtigt, at vi får balance i budgettet, at vi får ryddet op i kommunen, og får styr på de indre linjer. Det er faktisk det vigtigste, vi går til budgetforhandlingerne med. Vi skal have styr på Fredericia Kommune, så vi har mulighed for at få fundamentet på plads, hvorefter vi har noget at bygge videre på i de kommende år, indleder Tommy Rachlitz Nielsen og uddyber:

– Helt konkret vil Det Konservative Folkeparti stille forslag om, at vi får lavet en undersøgelse af kulturen i vores forvaltning. Det er vores klare fornemmelse, at en del medarbejdere synes, at det er mindre rart at gå på arbejde, at arbejdskulturen nogle steder ikke har det så godt. Vi oplever en medarbejderflugt, der understøtter det. Vi oplever et højt sygefravær, der også understøtter, at der er noget galt med kulturen i forvaltningen. Derfor vil vi have foretaget en undersøgelse, svarende til den, de har fået lavet i Nyborg; en kulturundersøgelse, der kan blotlægge, hvor der kan være problemer. Vi har en ledelse, der ikke har formået at rydde op efter alle de sager, der har været efter de foregående katastrofale år. Vi har brug for at tage fat her og nu. Vi har brug for en ledelse, der træder i karakter eller en fornyelse i ledelsen, siger Tommy Rachlitz Nielsen, der også vil fortsætte med at se på selve organisationen og det ansættelsesstop, man har vedtaget med ham i spidsen.

– Der er vedtaget et ansættelsesstop, men det er for nyansættelser. Forud for det er gået en lang periode, hvor man tilsyneladende har ansat forholdsvist uhæmmet, især i toppen af forvaltningen. Det har jeg bedt om at få undersøgt nu. Jeg har stillet nogle spørgsmål, udover at jeg har fået en organisationsplan, så har jeg haft nogle tillægsspørgsmål til denne, og det kigger vi ind i. Vi er nødt til at konstatere, at vi ikke har råd til de store udskejelser, det har vi heller ikke på driften eller i toppen af forvaltningen. Vi driver skoler og plejehjem efter princippet om need to have, ikke nice to have. Det skal vi også gøre i vores forvaltning, også helt oppe i toppen.

Folkeskolen skal være et godt valg

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Også byens folkeskoler skal have en hånd.

– Derudover har vi en række konkrete forslag, vi tager med ind i budgettet. Blandt andet skolerne, der halter efter i Fredericia. Vi skal have løftet niveauet på vores skoler. Det tidligere byråd har afsat millioner på anlæg, men de penge ved vi godt nu, at dem har vi ikke, så det bliver ikke den gaveregn, der blev lovet i budgettet sidste år, men det vigtigste for os er, at vi får løftet kvaliteten i skolerne. Folkeskolen skal være et fornuftigt valg at tage for forældrene. Det skal ikke være et fravalg, slår Rachlitz Nielsen fast.

Det Konservative Folkeparti vil også se på Fredericia Kommunes sagsbehandlingstider. Han er ikke tilfreds med de nuværende tilbagemeldinger.

– Vi har mange lange sagsbehandlingstider, både på byggesager og på visitation indenfor plejen. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt at byde vores borgere. Vores borgere skal ikke møde så lange sagsbehandlingstider, så vi skal arbejde på at nedbringe dem. Det koster også penge, og det må vi se på, hvordan vi finder og gør bedst muligt?

Hvor finder I de penge henne?

– Et af områderne er, at det ser ud til, at toppen af vores forvaltning, og her mener jeg langt oppe i forvaltningen, er vokset forholdsvist meget over de seneste år. Vi er, som sagt, nødt til at drive forvaltning, som vi driver vores institutioner og alt andet, så det må være efter need to have-princippet. Vi har også set på, at vi har en række samarbejdsaftaler på alle mulige områder, der tilsyneladende løber fortløbende, fornyes i en uendelighed, her skal vi se på, om der er noget, vi kan undvære af dette. Umiddelbart har vi fundet ind til flere millioner, alene på samarbejdsaftaler, som måske ikke er nødvendige, så det er penge, der er relativt nemme at gå til, slutter Nielsen.

Se indslaget med Tommy Rachlitz Nielsen her

[bsa_pro_ad_space id=6]