Analyse: Historielitteraturen er fuld af forskellige aktørers påstande fra den tid, de levede i. Vi kan læse Adolf Hitlers “Mein Kampf”, Josefs Stalins eller Maos taler eller avisartikler med alverdens propaganda og falske postulater. Der findes komplette oversigter over tilgængelige kilder fra masser af diktaturer og menneskefjendske stater. Selv Biblen indeholder beskrivelser, der i nogles øjne må være stødende eller chokerende. Ikke mindst omtalen af henrettelser ved stening. Der er kort sagt nok at vælge mellem, allevegne.
I den digitale tidsalder kan man også genfinde alle mulige tv-klip fra fortiden online, der på den ene eller anden måde indeholder formuleringer eller påstande, der for nogen vil være stødende. Der findes eksempelvis en helt video med sammenklip fra de ældre James Bond-film, hvor den hemmelige agent er temmelig voldsom overfor kvinder. Den samlede sum af vores civilisation er en gigantisk samling af voldelige, stødende, chokerende, fejlagtige, løgnagtige, svigefulde og horrible begivenheder.
Den nuværende tendens blandt mange politikere er, at man vil kunne bestemme, hvad folk kan se. Argumenterne er baseret på en demokratiforståelse, hvor man definerer rigtig tankegang. Men hvor man også samtidig vil forbyde en længere række af informationer, uden at man har en klar definition på hvilke. Det elementære grundprincip om at den enkelte statsborger selv kan og bør afgøre, hvad der er rigtig og forkert, tilsidesættes ud fra en diffus problematisering af debattens karakter. Man antager implicit at folk har bedst af, at andre afgør hvilke oplysninger der er acceptable. Begrundelsen er også, at der er meget larm og “had”. Men selv “had” kan man kun svært definere.
De manglende definitioner skyldes hovedsagligt naivitet. Det er i praksis umuligt at lovgive ned til mindste detalje om, hvilke ord, der må anvendes. Man kan lovgive om, som det er i dag, at man ikke må opfordre til vold. Eller forherlige terror. Dette er konkrete eksempler, hvor man efter grundige etiske overvejelser, har forsøgt at sætte nogle almenmenneskelige barrierer op, der også er en begrænsning af ytringsfriheden, de fleste finder rimelig.
Problemet opstår, når man vil forbyde politiske argumenter. Det skete uden Covid-19 pandemien, hvor debat, mellem linjerne, blev erklæret som værende statsfjendtlig adfærd. Pandemien er det mest tydelige eksempel på, hvilke konsekvenser der er for civilisationen, når man fuldstændig lammer den almene ytringsfrihed. Det gjorde man via censur på de sociale medier. Udtalelser der eksempelvis var skeptiske overfor sikkerheden i vacciner, rationalet bag at bære mundbind eller hvis man stillede spørgsmål til farligheden af Covid-19, blev forbudt. Det betød at mange forskere i praksis ikke kunne sige noget, og at endnu flere frivilligt afstod fra at gøre det, fordi de sociale konsekvenser var for høje. På den måde fungerede pandemien som en test af, hvor handlingslammet samfundet bliver, når censuren iværksættes ud fra en ovenfra kommende ide om, hvad der er rigtig og forkert.
Nogle vil sige, at så var der jo pressen. Men også pressen i den vestlige verden havde bare at være forsigtig med sine overskrifter, for de kom ikke gennem censuren på de sociale medier.
Under den aktuelle situation i Mellemøsten er internettet og de sociale medier spækket med påstande af enhver slags. Ofte krydret med videoer eller fotos. Man kan læse de mest tåbelige, fordummende, hadefulde, aggressive, uvidende, påståelige, flammende og stupide meninger og fortolkninger om, hvad der sker i Israel og Gaza. Står det til EU-kommisionen, så skal de fremover bestemme, hvilke af disse holdninger, offentligheden skal have adgang til. EU er i fuld gang med et storstilet forsøg på at få kontrol over de sociale medier, men deres hovedfokus er Twitter/X og Elon Musk. Begrundelsen for kravet om at fjerne indhold, er demokratiet og sikkerhed.
Udover det almen menneskelige i at man fjerner indhold af voldelig karakter, så er det dog et særligt problem. Havde det ikke været for Twitter/X, ville man sandsynligvis ikke kunnet danne sig et overblik over situationen. Mange medier er håbløst upålidelige. Selv BBC, der før i tiden var en rimelig kilde, er forsvundet fra ideen om en objektiv dækning. Samtidig er der et latent krav fra parter om, at det hele skal fortælles, som de selv mener, det hele nu ellers er. Man sparer i den forbindelse ikke på de anklagende ord. Man tager også store ord i brug, som folkemord eller etnisk udrensning. Men allerværst er at det hele skal gå stærkt, og der er hverken tid til undersøgelse eller refleksion.
I den sidste ende må man antage, at de fleste begavede mennesker foretrækker at tage stilling selv. At de ikke har lyst til at blive præsenteret for en virkelighed, hvor andre har sorteret i informationerne først. Det er en af internettets største fordele, at informationer er tilgængelige i rigt omfang og hurtigt. Men lige præcis dette er også udfordringen ved de moderne, digitale medier. Hastigheden.
Paradoksalt nok er der forbavsende mange misinformationer fra politikeres, regeringers, organisationers og embedsfolks profiler på de sociale medier. Hæren af spindoktorer er opslugt af at forme budskaber og narrativer. Bullshit-maskinen kører på fulde omdrejninger. Og det bedste forsvar mod denne propaganda er internettet og de sociale medier. Stod det til disse magthavere, ville vi kun se det, de selv fortæller dag ud og ind. Endeløse rækker af sympati-erklæringer, fremskridt og gyldne muligheder for alt og alle. Ingen skandaler, kun perfekt ledelse og politik, fra morgen til aften.
Det er en kæmpe udfordring at navigere i et moderne kommunikationssamfund. Ikke alle har de samme forudsætninger for at kunne gøre det. Og ja, der er mange, der nemt lader sig vildlede af demagoger. Men er det så fornuftigt at censurere?
Nej. Det er grundbetingelsen for demokratiet. At vi er tvunget til at høre på de mest utrolige tåbeligheder. Det er prisen for, at vi selv kan komme til orde. Enhver, der ønsker at ty til censur, er principielt modstander af et demokrati. Enhver, der insisterer på at have ret i alt, er principielt en idiot. Hvis der skal sættes grænser for ytringsfriheden, så skal det være nøje overvejet, og ud fra meget strenge og lovformelige metoder, hvor der er retsprøvelse hos domstolene. Det kan et demokrati ikke overlade til kommissærer i Bruxelles, og der bør også være grundig og folkelig inddragelse i regler herom. De sædvanlige parat forklaringer om “de onde tech-giganter” er ikke gode nok til en så stor opgave. Det er både dovent og dumt.
Det er en kerneopgave for demokratisk valgte politikere at stå fast på ytringsretten. Vi har paragraffer i straffeloven, der kaldes for freds- og æreskrænkelser. De har virket længe, og de bør også virke nu. Det er mere myndighedernes manglende indsats, der gør, at de ikke er prøvet nok i den digitale verden. De sociale medier skal som udgangspunkt fjerne indhold, der i følge lovgivning er ulovligt. Og myndighederne skal som udgangspunkt kun bede dem om at fjerne indhold, hvis der er en juridisk afgørelse. Altså en dom. Sådan ville det også være “i den virkelige verden”. Den nuværende situation bærer præg af, at der sidder nogle kontorfolk rundt omkring, der gerne vil have fjernet alle de synspunkter, de ikke kan lide. Det holder ikke. Politikerne har været alt for hurtige til at gennemføre bestemmelser på EU-niveau, og det bør derfor være et stort emne under den kommende valgkamp til EU-parlamentet.
