Byens Bilpleje.com skifter hænder fra kapitalfonden Procuritas til de tidligere ejere, som hele tiden har været aktive i ledelsen. Det meddeler virksomheden i en pressemeddelelse. Årsagen er, at kapitalfonden ønsker at fokusere på andre investeringer, grundet den uforudsigelige markedssituation i bilbranchen.

På grund af den aktuelle uro og uforudsigelighed i bilbranchen har den svenske kapitalfond Procuritas indgået en salgsaftale med de tidligere ejere af Byens Bilpleje.com, som nu overtager majoriteten af selskabet igen.

Køberne er Dennis Odgaard og Morten Kollerup Nielsen, som siden salget til Procuritas i 2018, har været væsentlige aktionærer og stået bag driften af Byens Bilpleje.com. Kapitalfonden sælger hele deres andel til de tidligere hovedaktionærer.

– Vi har været meget glade for samarbejdet omkring Byens Bilpleje.com, men den uforudsigelige markedssituation i bilbranchen rokker ved tidshorisonten i investeringen. Og det er årsagen til, at vi gerne vil fokusere på andre investeringer i vores portefølje, siger Mattias Feiff, der er ansvarlig Partner i Procuritas.

– På grund af de ekstraordinære omstændigheder med covid 19 og den ukrainske krig, har det været nødvendigt at konsolidere forretningen, og vi har lukket flere afdelinger for at tilpasse os de nuværende markedsforhold. Strategien for Byens Bilpleje.com forbliver uændret, vores mål er dog at udvide konceptet til at blive markedsleder i Norden, primært gennem organisk vækst og levering af førsteklasses service til vores eksisterende og fremtidige nye kunder, siger Dennis Odgaard, CEO i Byens Bilpleje.com. og fortsætter:

– Vi har været meget glade for samarbejdet med Procuritas. Partnerskabet har været godt og Procuritas har været en meget kompetent og professionel partner i vores rejse for at udvide forretningen i løbet af de seneste år.

Krise i bilindustrien påvirker forretning

– Krisen i bilindustrien påvirker vores forretning. Samtidig oplever vi markant stigende omkostninger til energi og transport. Men vi er også i en særlig situation, som forhåbentlig vil ændre sig. Vi er lykkedes med at tilpasse os den nye situation og fortsætter med at have en sund forretning, og så snart situationen normaliseres, har vi en meget stærk position i markedet til at fortsætte vores vækst, siger Morten Kollerup Nielsen.

𝐎𝐦 𝐁𝐲𝐞𝐧𝐬 𝐁𝐢𝐥𝐩𝐥𝐞𝐣𝐞.𝐜𝐨𝐦 𝐤𝐨𝐧𝐜𝐞𝐫𝐧𝐞𝐧


• Landsdækkende bilplejekæde med speciale i kosmetisk klargøring, autolakering, undervognsbehandling samt smart repair løsninger.
• 55 afdelinger i Danmark.
• 8 afdelinger i Sverige.
• 430 medarbejdere i alt.
• Forventet omsætning i 2022 – 280 mio. DKK