Jan Schoubo har slået dørene op til et mekanisk matematik museum, der er åbnet på Taulov Bygade 3.

Jan Schoubo har regnet den ud. I år 2022 er det nemlig 400-året for den første beskrivelse af en regnestok, konstrueret af den engelske teolog og matematiker William Oughtred, og det er 50-året for introduktionen af HP-35 Electronic Slide Rule Calculator. Det bør fejres, mener Jan Schoubo, der fredag den 19. august iklædte sig endnu en kasket som museumsdirektør. 

Det er verdens første museum af sin art, og samlingen består af 700 genstande fra 20 forskellige lande. Over halvdelen af samlingen er udstillet. Foruden regnestokke omfatter samlingen også addiatorer, arithmometre og andre regne- og tælle-maskiner samt planimetre, og det er ikke nogen ny idé, som Jan Schoubo er kommet på.

– Mekanisk matematik museum er ikke nogen ny idé, det er i hvert fald ti år siden, jeg første gang gik og tumlede lidt med idéen. Det var en af mine venner, jeg kan desværre ikke huske hvem, der så min samling af regnestokke, og sagde ’Gud, den sku’ du da tage at udstille’. Og den idé, den har sådan ligget og luret lidt i baghovedet på mig, og da jeg så skulle flytte for… ja, jeg blev skilt for syv år siden, og da jeg så i den anledning fandt ud af, at jeg hellere må finde et andet sted at bo, så kiggede jeg lidt efter et hus, hvor jeg kunne have det, frem for at leje et lokale et eller andet sted nede i byen, og så tage frem og tilbage for at indrette det, det holder ikke. Men når det er lige ved siden af, man bare lige kan gå ind ad døren, så får man gjort noget. Og nu håber jeg, I kan se, jeg har brugt en hel del tid her, siden jeg flyttede her til, på at indrette museet, siger Schoubo.

Til åbningen var der prominent besøg i form af borgmester Steen Wrist (tv), direktør for Museerne i Fredericia Karsten Merrald Sørensen og 2. viceborgmester Susanne Eilersen. Foto: AVISEN

Åbningstiden er sat til at være søndag i tidsrummet 10:00 – 14:00, og ellers efter aftale, og planen er ikke, at det skal være en fast beskæftigelse for Jan Schoubo.

– Det er jo kun et hobbymuseum, jeg har jo ingen ambitioner om at udkonkurrere Legoland lige med det samme, og det er for nørder, det vil jeg også godt indrømme. Der vil nok være en vis tendens til at publikum har en vis alder, ellers ved de simpelthen ikke hvad en regnestok er, så det håber jeg på, at der i hvert fald er nogen der vil komme og besøge bare en gang imellem, siger den passionerede nye museumsejer og fortsætter:

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

– Den første regnestok jeg fik i hænderne, det var den jeg fik udleveret i gymnasiet i sin tid, det var i 1972. Da vi så var færdige med gymnasiet tre år senere, så fik vi at vide, at den behøvede vi ikke at aflevere, det var i 1975, og da skulle de nye elever have lommeregnere i stedet for. Så jeg kan sådan set ret nøjagtigt sætte dato på, hvornår regnestokkene gik af mode i hvert fald i Danmark. Så havde min far en lille reklame-regnestok liggende i sin skrivebordsskuffe, den kendte jeg fra gammel tid. Og så i øvrigt, fordi på det tidspunkt da troede jeg altså stadigvæk, at jeg skulle aflevere min gymnasie-regnestok, til min 18-års fødselsdag havde jeg så ønsket mig en rigtig dyr model af mine forældre, og den fik jeg – en rigtig dyr sag. Og da jeg så troppede op på universitetet, rigtig klar til at studere sammen med mine nye studiekammerater, så var jeg jo håbløs til grin, for de havde jo lommeregnere alle sammen. Så jeg måtte jo ned i Akademisk Boghandel og købte en HP dernede.

En del mennesker var mødt fremtil åbningen. Foto: AVISEN

At det lige skulle blive i Taulov, at Jan Schoubo slog sig ned og fandt et hus efter sin skilsmisse, har han bestemt ikke fortrudt.

– Jeg kendte intet til byen overhovedet, det var pga. huset jeg flyttede hertil. Den gamle dyrlægebolig og den gamle dyrlægeklinik som jeg kunne bruge. Men jeg har jo været så heldig at rende i med nogle fantastiske mennesker her i byen. Det har været virkelig rart, det er jo altid en gambling, når man flytter et fremmed sted hen, om man får gode naboer, og det må man sige, at det har jeg fået, forklarer Jan Schoubo.

[bsa_pro_ad_space id=6]