Analyse: Danmark var i det 20. århundrede i en epoke med arbejderbevægelsens absolutte indflydelse på samfundets udvikling, politik og fremdrift. Ikke mindst den socialdemokratiske bevægelse definerede denne tid i samspil med fagbevægelsen, så man på mange tidspunkter ikke kunne se forskel på de to magtbastioner. Men Anders Fogh Rasmussens systemskifte i 2001 markerede danskerne ikke blot begyndelsen på et nyt århundrede, men også et fravalg af den klassiske arbejder- og klassepolitik.

På vej mod et nyt og spændende Folketingsvalg med mange flere partier at stemme på, er det politiske felt splittet. Blokpolitikken som den har fungeret i 20 år, ser ud til at være ved vejs ende. Mette Frederiksen kan meget vel blive den sidste statsminister, der endnu kan sole sig i det røde og det blå slutspil. For blokkene er blevet til særegne grupperinger, splittet til atomer. Ganske vist er der større synergi mellem Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten, end der er mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og resten af rød blok. Men her hører ligheden op. Der er ikke længere en fælles ide eller et fælles politisk projekt. I stedet for er der mærkesager, som hver enkelt rødt parti (minus Det Radikale Venstre, der ikke kan tælles med som et sikkert, rødt parti), arbejder målrettet for at få gennemført. Det er kludetæppe-politikkens tidsalder.

Bedre ser det ikke ud i blå blok. Utallige løsgængere fra forladte partier vandrer rundt i Folketinget. Den tidligere formand for Venstre og statsminister, Lars Løkke Rasmussen, arbejder for et bredt samarbejde, ikke den traditionelle blokpolitik, som han retorisk har taget et opgør med i forrige valgkamp. Deraf også navnet på hans nye parti, Moderaterne. Ideen er at man bør samarbejde hen over midten, fremfor at bygge på de yderste fløje. Det vil også sige, at et fast samarbejde med partier som Enhedslisten, SF eller Dansk Folkeparti ifølge denne dagsorden ikke er på landkortet.

Det har heller ikke manglet på wokeisme hos hverken Enhedslisten eller SF. Ser man på de forlig, der er indgået i rød blok i denne valgperiode, så har begge partier sat et kæmpe aftryk på mange symbolpolitiske indgreb, der er direkte inspireret af Marxismen. Det er lighed for enhver pris, selv på bekostning af fortjeneste eller evner. Feminismen, wokeismen og en generel smag af venstrefløjsidealisme har stødt socialdemokraterne langt væk fra midten. Man har bevaret regeringsmagten, men ikke den brede og folkelige dialog. Selvom sloganet er “sammen” (med hvem er en anden sag). Kendsgerningen er, at “blå Bjarne” måske finder på at forlade skuden på grund af disse særegne, marxistiske ideer. Hvordan den værste for dette vælgersegment er den kroniske tilførsel af mere magt til staten og mindre til borgerne.

Stort set i alle lejre kan der spores en manglende interesse for grundlæggende, demokratiske værdier. Det er begreber som retssikkerhed, censur, særlove, lukkethed og tendentiøs magtpolitik, der viser, hvor længe siden det er, man kæmpede for demokratiet i Danmark. Mange politikere lever i den virkelighed, at de dagligt navigerer i en konkurrence om den mest populære dagsorden og ikke principper de selv tror på. Det vidner de mange partihop om. Men også villigheden til at vedtage love med indgreb der ikke nyder bred anerkendelse i samfundet. Senest ønsker regeringen atter at indskrænke offentlighedsloven. På overfladen sker det med det argument, at man ønsker at beskytte offentligt ansatte mod et påstået ‘stigende antal’ borgere, der ‘chikanerer’ disse mennesker. Aktindsigten skal fjernes eller begrænses for borgere der, af de offentligt ansatte selv, skønnes til at ville chikanere dem. Selvom man i dag uden problemer anmelder borgerne til politiet, der desuden faktisk kører sager mod borgere for chikane, ønsker man at gennemtrumfe en revision, der vil gøre det umuligt for borgere at finde ud af, hvem der behandler deres sager. Der er tilsyneladende ingen af politikerne bag ved lovforslaget, der kan så alvoren i den udvikling. Argumenterne er tynde, påstandene om ‘i de seneste år er der flere’ offentligt ansatte der chikaneres, er ikke dokumenterede, og uanset hvad så forklarer man ikke, hvorfor det ikke er nok at bede politiet om at håndtere det fåtal af mennesker, der chikanerer offentlige medarbejdere.

Det er mere nærliggende at antage, at det handler om at skjule magtens reelle ansigt. Nemlig at også i det offentlige kan et uheldigt persongalleri misbruge og mishandle. Den manglende sans for demokratiets grundelementer er tydelig, og den er historieløs. Begrænsninger i adgangen til aktindsigt er begyndelsen til despoti, tyranni og diktatur. For her forventes borgerne at skulle acceptere indgreb eller foranstaltninger uden mulighed for at forsvare sig selv. Eller vide hvem der anklager, dømmer og udfører.

Bevisbyrden er også ved at skifte. Man går i retning af, at de påståede skyldige skal bevise deres uskyld, især indenfor den offentlige forvaltning. Det giver et indtryk af en ‘hård kurs’ mod snyltere, misbrugere eller øvrige uønskede elementer. Men i realiteten er det en udemokratisk og retssikkerhedsmæssig faldgrube for de svageste borgere. I nogle tilfælde også for de stærkere borgere. Forvaltningerne kommer til at lide af magtfuldkommenhed. Tonen og dialog mellem samfundets grupper forværres. Det er en skyttegravskrig. På den ene side de offentligt ansatte der hævder deres ret til at have ret og magt. På den anden side borgerne der kræver en plads i samfundet og at de mange penge man bruger på den store stat, også bruges fornuftigt.

Socialdemokratiet er om nogen blevet ‘statspartiet’. En ud af fire danskere sætter kryds ved partiet. De mange offentlige ansatte er blandt partiets trofaste baser. For er en stemme på Socialdemokratiet lig med flere bevillinger, flere tilskud, flere fagområder, flere eksperter, flere offentlige organer og flere revisioner af offentlighedsloven? Her er den liberale grundtanke stødt på grund. De borgerlige formår ikke at samle danskerne om et selvstændigt samfund med frie muligheder og mindre stat. Udfordringen med at ønske sig mindre stat er, at det i praksis er politisk umuligt at finde flertal for at skære ned på den offentlige forvaltning, samt at hver en afkrog af statsapparatet er dækket ind med lobbyisme via interesseorganisationer, fagforeninger og KL. Man skal forstå, at intet kan undværes, intet kan prioriteres.

Under Lars Løkke Rasmussens ledelse, da han fortsat var formand for Venstre og statsminister, kuldsejlede den borgerlig regering konstant på de store forskelle mellem regeringspartierne. Der var langt fra ultraliberalisterne til de konservative. Mette Frederiksen gik i 2019 til valg på ‘fællesskabet’, ‘sammen’ og ‘vi’. Det er denne særdeles brede definition, de fleste nok gennemskuer. Allerede i 2020 kunne statsministeren via corona krisen vælte sig i fællesskabets ve og vel, helt ned til barnepigestatens ypperste drøm, nemlig regulationen af de danske hjem. Hvem må ses med hvem, hvor man må ses, hvor mange man må ses, hvor man må gå hen, hvem børnene må lege med, hvad man må se i tv og så videre, og så videre. Danmark har aldrig set en mere formynderisk epoke end denne. Vi skal tilbage til kongemagten for at se den slags. Alligevel var de borgerlige partier passive. Optaget af egne opgør og rænkespil. Selv nu:

Dansk Folkeparti er perle eksemplet på hvor stort omfanget af personlige opgør er, der overtrumfer den fælles politiske dagsorden i et parti. Stærkt efterfulgt af formandsopgøret i Venstre. Tommelfingerreglen er, at hvis man taber et demokratisk valg i ens parti, så stifter man et nyt parti og opfinder politikken bagefter. Den nyeste politiske finte er at komme efter politiske modstandere med juridiske sager. Landet slides op i mystiske sager, og nogle bliver tilmed mere populære af dem. Inger Støjberg kan praktisk talt gå på vandet, efter at hun blev dømt ved rigsretten, fik en fængselsdom og blev smidt ud af Folketinget. Det viser hvor skrøbelig en proces, der er tale om. Man kan tale om, at der er en voldsom inflation i antallet af skandaler. Dermed betyder den enkelte skandale også mindre og mindre.

Den visdom har statsminister Mette Frederiksen luret. Hun hverken undskyldte eller på anden vis tog ansvar for, at hendes regering havde handlet uden lovhjemmel i Mink-sagen. Så mere ‘sammen’ var der altså ikke tale om, for her gik hun behændigt udenom at stå sammen med embedsfolkene om ansvaret. De kan få konsekvenserne, mens hun selv går til valg. Muligvis med det resultat at hun belønnes for at flygte fra sit ansvar som leder og får en ny periode som statsminister. Betydningen af retsprincipper og retsgarantier mindskes, som det ses. Den hærdede befolkning vænner sig til tanken om, at politikerne er ansvarsløse. I stedet for kan man stemme efter pengepungen.

Det politiske bagland er yderst skrøbeligt. Der er meget lidt interesse for at deltage i arbejdet hos de politiske partier. De fleste partier kæmper for at hverve medlemmer. Samtidig er de folkevalgte blevet professionelle politikere. Det er et job for dem. Kun få hverves fra samfundslivet i almindelighed. Mange af politikerne er derimod skolet på universiteterne eller i ungdomsbevægelserne, hvor de har valgt en politisk karriere på linje med andre fag. Spørgsmålet er, om det er hjerteblod for dem, når de stiller op, eller om det er et job som alle andre. Typer som Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen eller Poul Hartling findes ikke længere i dansk politik. Den principfaste og overbeviste politiker, der vil satte egne handlinger bag egne ord, og som fortsat holder sig til grundbegreber som ærlighed, redelighed og respekt for retsstaten.

Friheden til at vælge selv er en af de vigtigste ting ved det danske demokrati. Men den frihed er historisk blevet sat over styr ved indførelsen af det store teknokratiske styre, den professionelle stat, hvor alle grene er essentielle og uundværlige. I stedet for den personlige frihed lovgiver politikerne som aldrig før om stort og småt. Det er ganske enkelt alt for nemt at få vedtaget en lov i Danmark. Samtidig er det umuligt at efterprøve om en lov strider mod fundamentale principper i demokratiet eller retsstaten. Eksempelvis særloven til gavn for Ukrainere. Særlove er et meget uheldigt fundament at bygge demokratisk tillid op på. Fordi det skelner mellem bestemte grupper, der principielt og ifølge menneskeretten burde være lige gode. Hvem kan vide, hvornår man selv ender i den forkerte gruppe, i et sådant samfund? Det vil flertallet jo kunne afgøre.

Lighed for loven, det er den oprindelige vare. I den nye light udgave af demokratiet er det blevet til lighed for dem, vi kan lide. Selvom begrebet lighed også misbruges voldsomt, fordi lighed ikke er en eviggyldig målestok. Forskel kan også være godt og have betydning. Det er på grund af forskellene, at mennesker kan udrette mere i fællesskab. Ikke fordi man påtvinges fiktive ligheder.

Alle disse mange særinteresser skal forenes, når der er Folketingsvalg. Blokpolitikken, der mere eller mindre blev opfundet af medierne i deres ihærdige forsøg på at fremstille Danmark som et amerikansk præsidentvalg, hvor man meget unuanceret insisterede på hvilke emner politikerne måtte debattere i valgmøderne på TV, får svære kår de kommende måneder. Der er kun ‘Mette’. De øvrige partiledere må kaste sig ind i kampen for deres egen relevans, og det er både på den røde og den blå side. Med så mange partier der rasler rundt i bunden af skalaen, er det svært at se en samlet politisk fremtid, hvor disse kan enes. Man kan naturligvis smide det vanlige og billigste kort på bordet i en politisk analyse: “Alt kan ske”. Ja, amen. Men der er også meget, der ikke kan ske. Eller sker.

Mette Frederiksen har ganske vist mistet serveretten. Men hendes stærkeste kort er de øvrige partiers svaghed. På trods af at den socialdemokratiske bevægelse er stendød, så har hun overtaget brandet og roserne, og det er fuld fart frem uden at se sig tilbage. Det vidner energien med Barbara Bertelsen i den grad om. De socialdemokratiske paroler er i den forstand belejlige slogans, der passer til lejligheden. Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og selv Moderaterne vil gøre klogt i at knække koden til, hvordan der kan hives stemmer fra Mette-lejren, frem for at spilde tid på at slås om de samme krummer i blå blok.