Med et brag blev Enhedslistens initiativsretssag vedrørende rådighedsbeløb stemt ned i Fredericia Byråd. Med én stemme for og 20 imod var der ikke meget at rafle om. Blandt partierne, der stemte imod, kom bemærkninger med på vejen som, at forslaget klinger hult og at det var uanstændigt at komme med et sådan et forslag.

I forslaget, som Enhedslisten har sendt ind, står der blandt andet:

– Inflation og øvrige prisstigninger presser flere og flere familier ud i fattigdom. Mange familier der i forvejen var presset økonomisk, kommer nu i mere og mere akutte og desperate økonomiske situationer, i takt med, at priserne stiger på alt fra fødevarer, el og varme til husleje.

– Rådighedsbeløbet dækker udgifter til f.eks. mad og andre dagligvarer, tøj, hygiejneprodukter, børns fritidsaktiviteter, transport og medicinudgifter.

I den nuværende situation, er udgifterne til de faste udgifter (eksempelvis varme og el) steget. Mange står også over for større huslejestigninger fra januar. Dertil kommer, at netop de udgifter som rådighedsbeløbet skal dække, er udsat for markante prisstigninger – særligt på fødevarer.

– Da det vejledende rådighedsbeløb ikke er blevet justeret i takt med, at priserne på det rådighedsbeløbet skal dække er steget, betyder det, at man reelt skal være fattigere/leve for mindre nu end tidligere, før man kan få hjælp fra kommunen, idet man har råd til mindre, for det samme rådighedsbeløb.

Enhedslisten foreslog derfor, at det vejledende rådighedsbeløb hæves så det afspejler den nuværende inflation, og med ikrafttræden fra årsskiftet. Dertil kom forslag om, at forvaltningen udarbejder et nyt vejledende beløb, som afspejler den nuværende situation, og at de relevante udvalg orienteres om det nye vejledende beløb.

– Det er et meget sympatisk forslag, men det er en postgang for sent. Så skal forvaltningen arbejde henover julen. Det er ikke poppet op fra igår til i dag. Det er lidt uanstændigt at give forvaltningen sådan en opgave. Det er ikke med Venstres stemmer det her sker. Vi taler retvisende budgetter. Det kunne være bragt ind i budgetforhandlingerne, og er lidt misbrug af initiativsretssagen, sagde Venstres Peder Tind.

Dansk Folkepartis Susanne Eilersen synes også, at handlingen vil være god, men hun kan ikke se en finansering bag forslaget.

– Jeg kan fortælle, at vi er flere, der har et stort hjerte, men jeg er enig med Peder. Det klinger hult. Det er et andet sted end her i byrådet. DF har i hele valgkampen kørt med, at vi ville indkalde statsministeren til en samtale om hjælpepakker, da man kan have svært ved at betale ting. Vi ved, at vi kører lige til servicerammen i vores budget. Vi venter på en midlertidig finanslov, der ikke kommer med ekstra penge, og skal vi bruge ekstra penge her, så skal vi åbne budget 2023 igen. Nu sidder jeg med Cecilie i udvalg, hvor vi har svært ved at få pengene til at række. Der står altid nej fra Enhedslisten, hvis det er svært i sådanne situationer i udvalgene. Det er nemt at sige nej til besparelser, men ja til at bruge penge, sagde Eilersen og blev efterfulgt af Connie Maybrith Jørgensen fra SF:

– Vi har også sympati for forslaget, da børnefattigdom er et stort problem. Jeg tror ikke på det her vil kunne holde, men vi skal holde øje med, hvordan det udvikler sig. Jeg er lidt i tvivl om forslaget er realistisk, sagde SF’s byrådsmedlem.

Tommy Rachlitz Nielsen fra De Konservative var klar i mælet.

– Det er altid sympatisk at love penge, men man skal ikke kigge langt for at se, at det ikke har gang i byrådet. Der er ikke overblik over de økonomiske konsekvenser. Det er uanstændigt. Der er ingen finansering. Vi skal være realistiske og ordentlige, så et respektfuldt nej tak, fortalte han.

Heller ikke Karsten Byrgesen fra Nye Borgerlige kunne se en finansering bag forslaget.

– Jeg lytter mig til, at der ikke er opbakning. Flere har berørt økonomien. Hvem skal vi tage fra? Det vil være glædeligt at vide, hvem det er fra, forklarerede Byrgesen.

Cecilie Roed Schultz begyndte efterfølgende at efterlyse andre argumenter end, at forvaltningen skulle arbejde henover julen.

– Fem minutter senere og der er stadig ikke svar på, hvor pengene skal komme fra. Deri ligger der også kritik af, at vi ikke kan stemme for på noget vi ikke ved hvad koster, lød Peder Tinds svar.

En anden af Cecilie Roed Schultz pointer var, at den ikke skulle sendes ud i udvalget, som borgmester Steen Wrist lagde op til. Det var Tommy Rachlitz Nielsen enig i.

– Jeg har heller ikke brug for at sende den ud i udvalget. Vi kan træffe en beslutning nu. Det er det vi er ansat til. Priserne hopper og ned, så det giver mening at medarbejderne kigger på et øjebliksbillede. Guderne skal vide, at det kan være en ulempe vi kan træffe en beslutning om noget i dag, når det er ændret om to måneder, sagde Rachlitz.

Efterfølgende blev sagen sat til afstemning, og med stemmerne en mod 20 blev Enhedslistens forslag nedstemt.

Efter byrådsmødet har regeringen offentliggjort, at de giver udsatte 50 millioner kroner i ekstra jule- og vinterhjælp. Læs mere om det her: