FC Fredericia har indgået en tre-årig aftale med Brøndby-spilleren Jagvir Singh, der har spillet otte kampe for klubbens Superliga-hold.

FC Fredericia har henover sommeren mistet flere offensive spillere, men nu kommer der tilgang den anden vej. Efter særligt afgangene af Kristian Kirkegaard, Anders Holvad og Samson Iyede har FC Fredericia været tyndt besat på den offensive del, og det bliver der nu lavet om på.

21-årig Jagvir Singh har været inde omkring Brøndbys Superliga-hold siden vinteren 2021, men gennembruddet kom ikke, selvom han havde flere korte indhop, hvor han viste store driblefærdigheder og hurtighed. Derfor drager han nu videre i karrieren.

– Vi er glade for at Jagvir har valgt at tage til Fredericia i de kommende år. I ham får vi styrket offensiven, og vi glæder os til at udvikle Jagvirs potentiale og tror på, at han allerede i den kommende sæson kan udvikle sig til en profil hos FC Fredericia, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

Jagvir Singh har tidligere i karrieren, foruden Brøndby, tørnet ud for Lyngby og HIK.