Regeringen har bedt Epidemikommissionen om at vurdere alle nuværende restriktioner. Deres anbefalinger er nu klar, skriver TV2. Alle restriktioner står til at udløbe d. 16. januar, men kommissionen anbefaler flere fortsatte nedlukninger af samfundet.

Når Folketingets partier senere onsdag mødes er det for at diskutere fortsatte nedlukninger af samfundet. Omikron-varianten har vist sig at være meget mindre farlig end frygtet – og derfor peger flere på en genåbning af samfundet. Epidemikommissionen er enig – til en vis grad. Der er flere muligheder for genåbning lyder det, ifølge TV2, i deres anbefalinger fra onsdag morgen.

Anbefalingerne lyder på, at højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet kan åbne igen. Alle har de, modsat eksempelvis efterskoler, været lukket fordi de hører under Kulturministeriet. Endvidere vil udendørs arrangementer med siddende tilskuere og billetter blive åbnet, ligesom også zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og tivolier kan åbne igen. Museer, kunsthaller og aktivitetscentre kan ligeledes åbne.

Udover disse kan biografer, spillesteder, teatre og steder hvor der holdes foredrag og konferencer atter åbne. Dog lyder anbefalingen på, at der her skal være en deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs

Nattelivet åbner ikke

Der er ikke udsigt til at lempe restriktionerne på nattelivet. Nattelivet, spillehaller, kasinoer, legeland og badeland samt forsamlingshuse og selskabslokaler anbefales fortsat lukket. Derudover anbefales det, at udskænkning af alkohol stopper kl. 22, ligesom der anbefales et generelt forbud mod salg af alkohol mellem 23 og 05.

Det er op til Folketingets partier at beslutte hvilke restriktioner der skal være gældende. Dette forventes gjort på et møde senere onsdag.

Skriv en kommentar