Bøvl, administrative byrder og rapportering til myndighederne er ifølge erhvervslivet en af de største barrierer for vækst. Nu får virksomhederne en håndsrækning til at gøre det lettere at drive deres forretning.

I fredagens reformaftale lægger regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne op til at lette virksomhedernes arbejde med bogføring og rapportering til myndighederne. Det skal ske ved hjælp af digitale værktøjer og automatisering. Lykkes det, er der hele 3 mia. kr. at hente i besparelser for virksomhederne, og den nyhed får en varm velkomst i DI Digital.

– Det er glædeligt, at der i den nye reformaftale er sat penge af til MinVirksomhed. At få infrastrukturen på plads til at myndighederne kan modtage indberetninger fra virksomhedernes bogføringssystemer er et afgørende skridt på vejen til at få gennemført digitaliseringspartnerskabets vision om automatisering af alle indberetninger, siger Rikke Hougaard Zeberg, branchedirektør DI Digital.

I reformaftalen hedder det bl.a., at SMV’er bruger meget arbejdstid på fakturahåndtering, bogføring og indberetninger til myndighederne. Derfor vil aftalepartierne gennemføre initiativer, der skal imødekomme første del af Digitaliseringspartnerskabets vision om løsningen ”MinVirksomhed”, som skal lette SMV’ers administration med datadrevne løsninger og give et mærkbart løft i SMV’ers digitalisering og automatisering.

– Bogholderiet i enhver virksomhed skal helst være en velsmurt maskine, som nemt, systematisk og med så lille ressourcetræk som muligt, klarer regningerne og indbetalingerne til myndighederne. Og de gode løsninger findes allerede derude, så det handler om at få sat turbo på i både myndigheder og virksomheder siger Rikke Hougaard Zeberg.

It-bogføringssystemerne findes i vid udstrækning allerede. Men der mangler et vigtigt led i begge ender – nemlig integration til myndighedernes systemer og udbredelse af e-fakturering og digital bogføring til en bredere gruppe af SMV’erne.

Tanken bag løsningen ”MinVirksomhed” fra Regeringens Digitaliseringspartnerskab er, at mest muligt kontakt mellem erhvervslivet og myndighederne skal kunne klares med et klik med en mus.

– Reformaftalen er en god start på at komme videre med ideen om ”MinVirksomhed”, og det er glædeligt, at aftalepartierne er enige i, at det er den vej, vi skal gå. Nu skal vi tage næste skridt, og vi har bl.a. store forventninger til at nem og enkel indberetning af ”grønne” data kan bidrage til den grønne omstilling, uden at det pålægger virksomhederne unødige byrder, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Med aftalen skal der komme styr på infrastrukturen og standardiseringen af virksomhedernes bogføringsdata. Det vil kræve et langt sejt træk, mener branchedirektøren. Men det vil lette hverdagen og frigøre ressourcer ude i de mange bogholderkontorer rundt om i landet, når det først er på plads.

– Jeg er glad for, at regeringen lægger op til et offentligt-privat samarbejde om at få udnyttet mulighederne i automatisk erhvervsrapportering. Det er vigtigt, at det sker på nogle præmisser, hvor SMV’erne kan være med, så vi ikke stiller rigide krav til, hvor digital du skal være i din virksomhed for at kunne indberette obligatoriske oplysninger til det offentlige. Omvendt skal vi være ambitiøse, for der er meget at spare – også for virksomhederne, siger Rikke Hougaard Zeberg.