Fredericia Kommune opnår en placering som nr. 38 i DI’s årlige undersøgelse af de danske kommuners erhvervsvenlighed. Det er et fald på 12 pladser i forhold til 2021, hvor kommunen blev nr. 26.

– Der er hård konkurrence mellem kommunerne om at tiltrække og fastholde virksomheder. Så en placering som nr. 38 er ikke en dårlig placering. Fredericia Kommune gør det virkeligt godt f.eks. i forhold til at sikre nye erhvervsgrunde, siger formand for DI Trekantområdet Carsten Kind, adm. direktør, Interacoustics A/S i Middelfart.

– Men vores undersøgelse viser også, at de lokale virksomheder gerne ser, at kommunen har mere fokus på f.eks. tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft. Virksomheder over hele landet mangler i disse år arbejdskraft, og det gør virksomhederne i Fredericia også, siger formanden.

I undersøgelsen bliver kommunerne målt på en række forskellige kategorier, som har stor betydning for de lokale virksomheder. Og netop i forhold til kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft får Fredericia en plads som nr. 47. Når virksomhederne bliver bedt om at bedømme samarbejdet mellem kommunens jobcenter og virksomhederne, så får Fredericia kun en plads som nr. 67 blandt landets kommuner.

Erhvervsuddannelser

Til gengæld er der tilfredshed blandt virksomhederne i forhold til Fredericia Kommunes indsats for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Her får Fredericia en flot 14. plads.

– Hvis virksomhederne fremover skal fortsætte den fremgang, som vi heldigvis har set i de senere år, så er det helt nødvendigt, at der bliver gjort noget for at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Her har kommunerne en meget vigtig rolle i forhold til at fortælle de unge mennesker, at der faktisk er utroligt mange muligheder, når man tager en erhvervsuddannelse. Så det er godt at se, at Fredericia Kommune klarer sig så godt på dette område, siger Carsten Kind.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Flot placering

Fredericias store indsats igennem mange år med at tiltrække nye virksomheder bliver også belønnet af virksomhederne. Kommunen bliver placeret på en flot 4. plads, når det gælder sikring af erhvervsgrunde med plads til udvikling.

Også i forhold til de digitale rammer for virksomhederne ligger Fredericia rigtigt flot med en 9. plads. Det handler bl.a. om bredbånds- og mobildækning, som virksomhederne altså er rigtigt godt tilfredse med.

– De digitale rammer bliver bare mere og mere vigtige for virksomhederne, så det er godt at se, at kommunen klarer sig så godt på dette område, siger Carsten Kind.

Brug for bedre dialog

Undersøgelsen viser også ret klart, at mange virksomheder i Fredericia godt kunne tænke sig en bedre dialog mellem kommunen og virksomhederne. Det samme gælder i forhold til kommunens formidling af information til virksomhederne. De lokale virksomheder placerer, i DI’s undersøgelse, Fredericia helt nede som nr. 60, når det gælder dialog og information.

Om undersøgelsen

 I Fredericia kommune har 84 virksomheder svaret på undersøgelsen. 

Besvarelserne repræsenterer minimum 3.930 private arbejdspladser i kommunen, hvilket svarer til 18 procent af den private beskæftigelse. 

[bsa_pro_ad_space id=6]