Krigen i Ukraine har vist sig at være en global drivkraft for fornyet interesse for landenes sikkerhedspolitiske interesser. I en stor del af menneskehedens historie har nationalitet, identitet og tilhørsforhold spillet en afgørende rolle for den historiske udvikling, herunder hvordan de forskellige nationaliteter og folkeslag har bekriget hinanden på kryds og tværs.

Man kan overordnet beskrive det 20. århundrede som nationalismens sidste århundrede. Hen over perioden var første verdenskrig, anden verdenskrig og den kolde krig dynamiske konflikter hvor den geopolitiske interesse var det vigtigste for de respektive parter. Opdelingen af jordkloden i landegrænser blev dog mere og mere sekundær, efterhånden som globaliseringen for alvor forandrede menneskets muligheder for at rejse, kommunikere og få indsigt i andre lande. Afslutningen på århundredet blev også internettets fødsel. Det var i 1990’erne, at et globalt kommunikationssystem bredte sig blandt helt almindelige mennesker. Computerteknologien revolutionerede vores levestil og de vilkår vi var underlagt.

Geopolitikken er rodfæstet i en opfattelse af et givent lands ret til bestemte arealer. Ofte med begrundelse i en historisk kontekst. At grænserne hen over århundreder har flyttet sig eller, at forandringerne har været massive, samt at mennesket som udgangspunkt rejser derhen, hvor det kan overleve, er en anden sag. Sovjetunionen er historiens største eksperiment, når det kommer til forsøget på at transformere, flytte og mobilisere befolkningsgrupper. Det skyldes hovedsageligt den kommunistiske grundideologi, der slår fast, at individet er sekundært: Tværtimod er det fællesskabet, der betyder noget.

I denne ideologi er det ikke noget problem, hvis man ofrer millioner af menneskeliv på en krig. Det er fællesskabets interesser, ikke den individuelles rettigheder eller behov, der er mest relevant. Alligevel spillede Sovjetunionen i et vist omfang på de nationale følelser. For det er nu engang nationaliteten, der hovedsageligt viser sig at være den mest effektive metode til at få engagementet højnet, hvilket man har brug for, når der skal accepteres elendigheder og ulykker. Men også i den kommunistiske blok var nationalismen et problem, som kommunisterne måtte forholde sig til. Polen, Ungarn eller Tjekkoslovakiet var ikke begejstrede for at være underlagt ordrer fra Moskva. Altså Rusland. Selvom man forsøgte at udviske betydningen af det nationale og få begejstring for det kommunistiske Utopia, så virkede det aldrig.

Blandt de fjender man i den nuværende sikkerhedspolitiske situation identificerer på den globale arena, er Rusland og Kina nu blevet placeret som de største trusler. Rusland er ikke længere et kommunistisk styre. Kina er et hemmeligt, kommunistisk styre. Og Kina er langt mere interessant end Rusland i denne sammenhæng. For den kinesiske virkelighed er en stadfæstelse af et Leninistisk system. Det betyder at det kommunistiske parti i Kina har fuld kontrol med alle centrale dele af det store lands ressourcer. Selv i de private virksomheder sidder der repræsentanter fra partiet, der kontrollerer om man følger styrets paroler og intentioner. I alle embedsfunktioner er partiet repræsenteret. Undervisningssystemet fungerer som en effektiv kontrolinstans, derved at man ikke kan få akademiske positioner af betydning, hvis man ikke er partiloyal. Hæren er ligeledes fuld af partikommisærer. Politiet. Dommerstanden. Kort sagt alt er under kontrol af en slags skyggemagt, hvor trådene går op til de kommunistiske topledere.

I Rusland er det anderledes. Her er det Putin og hans håndlangere, der via udsøgt korruption og brutal magtudøvelse, sikrer loyaliteten. Et system der er bygget op efter de bedste KGB-forskrifter, hvilket betyder manipulation, disinformation og efterretningsarbejde. Men den stærke partiorganisation mangler. Fælles for både Rusland og Kina er dog deres interesse i at sikre deres egen status som betydningsfulde magter på den internationale scene. Altså er der tale om nationalitet og geopolitiske interesser i omkringliggende lande. Kritikere af USA’s hegemoni argumenterer for, at det er præcis det samme, der driver USA på det amerikanske kontinent.

Et af de store spørgsmål historien har stillet er, hvorfor man ikke nedlagde NATO, da Østblokken lukkede og slukkede i 1990’erne. Den fjende man var sat i verden til at holde i skak var væk. Så hvad var formålet med at opretholde NATO? Debatten om et europæisk forsvarssamarbejde som erstatning til NATO blev debatteret. Det europæiske projekt havde antaget nye dimensioner med fælles valuta, overstatslige organer og mere indflydelse til EU. Altså projekter, der gik stik imod de nationale bølger, der havde skyllet ind over Europa i århundreder.

Kombinerer man den teknologiske udvikling af en ny sikkerhedspolitisk identitet med Sovjetunionens kollaps, rodløsheden i det internationale samarbejde, voksende regionale eller nationale konflikter, opstår der den tanke at få havde nogen ide om, hvor man skulle hen. USA stod tilbage som enehersker. Rusland tørstede efter at blive en del af vesten efter en epoke i det kommunistiske Utopia. Afslutningen på det 20. århundrede var en opbrudstid. Der var ikke længere nogle klare fjender. Selv den atomare trussel om en altødelæggende krig gik i glemmebogen i 1990’erne. Dele af atomfrygten dukkede først op igen den 11. september 2001, da terroren ramte amerikanerne på hjemmebane. Og på det tidspunkt som frygten for en ”dirty bomb”, altså en primitiv atombombe i terroristers hænder.

Vi skal frem til 24. februar 2022, før Rusland pludselig beskrives som en alvorlig trussel mod den internationale sikkerhed. Med Finland og Sveriges ønske om at blive medlemmer af NATO få måneder senere, fornemmer man, hvor stort et jordskred den russiske invasion af Ukraine har været for verdens sikkerhedspolitiske situation. Kina holder nøje øje med, hvordan vesten håndtere krisen. Man har været meget tilbageholdende. Men samtidig må det formodes af de kinesiske kommunister er ligeså overraskede som Vladimir Putin over den pludselige enighed blandt de vestlige lande. Alene det forhold, at Tyskland på trods af kritik tidligere fastholdte tætte, kommercielle bånd til Rusland og baserede store dele af sin energiforsyning på russiske leverancer, viser hvor stor afstand, der var engang. Men ikke længere.

Man kan tale om, at der i Europa har været et nationalt efterslæb. Mange europæere har aldrig accepteret det europæiske samarbejde fuldt ud. Man har gerne villet tage del i forbrugsfesten, men EU var helst noget man skulle have fra og ikke give til. Kongstanken om at se de øvrige europæere som brødre eller forbundsfæller var ikke nem at få ind i de mange landes stuer. Da Brexit var en realitet, kunne man ikke være i tvivl om dette. Efterslæbet handler om identitet og tilhørsforhold. Traditionelt er det kun en fælles fjende, der kan ændre på dette.

Det er denne fjende, man nu har fået.