I disse år udstråler det danske samfund tegn på en markant afmatning af velfærdssystemet, der er under massivt pres fra et hastigt voksende antal borgere, der har brug for statens hjælp.

Det er især indenfor pleje og sundhed, at de offentlige ansatte er ramt af en identitetskrise, hvis udgangspunkt er tårnhøje forventninger fra borgerne, som de har svært ved at leve op til.

Mange borgere har betalt trofast til velfærdssystemet gennem deres arbejdsliv, og når de begynder at få brug for at få noget igen, kan det være svært at forstå teknokratiets logik. Identitetskrisen handler i høj grad om at mange offentlige ansatte glemmer, hvem de arbejder for. Fagforeningerne har massivt oversolgt ideen om, at det først og fremmest er en arbejdsplads. Det er i snæver forstand korrekt, men i bred forstand ukorrekt. For de kerneopgaver der ansættes til, er opgaver med et stærkt behov for omsorg og menneskelighed.

Det er en menneskelighed, der ofte forsvinder, når trivselseksperter og økonomiske hensyn får for meget plads i beslutningerne på disse tunge områder. Økonomen vil regne sig frem til omkostningerne, mens trivselseksperterne vil finde alle de huller i osten, som de kan. Et sted midt imellem lander den virkelige verden der, hvor en borger med et plejebehov eller sygdom, skal finde en vej til at navigere i sindrige systemer, telefonkøer og upersonlige kontakter med offentlige ansatte. Det er især de ældre medborgere, der bliver sat bagerst i bussen.

For politikere er det altid sjovest, når der er penge at dele ud. De sidste syv år har været fede år, for økonomien har i samfundet haft det godt. Men det er lige så sikkert som amen i kirken, at der kommer syv magre år før eller siden. Sker det, så skal politikerne til at tage penge og velfærd fra borgerne, frem for at dele ud af goderne. Netop derfor er det afgørende at se på, hvordan vores velfærdssystem er indrettet i dag, og hvad vi eventuelt gør forkert.

I Fredericia og Middelfart har der i over 1½ år ikke været en lægevagt. I forvejen er byerne blevet underprioriteret af regionen, hvor eksperter og flertallet af politikere er overbevist om, at befolkningen hellere vil pendle til en ekspert, frem for at få en middelmådig behandling i deres hjemby. Men denne overbevisning har nogle helt fundamentale fejlslutninger. For det første har man sat gang i en udvikling, hvor eksperterne samler sig på supersygehuse, fordi stillinger og faciliteter placeres der. Der er ikke andre incitamenter til at være læge i andre byer, fordi man jo netop har lukket sygehusene. For det andet har man ikke prioriteret det enkelte menneskes livsvilkår ind i planlægningen, men i stedet for betragtet patienterne som enheder, der skal smides på et samlebånd.

Resultatet er at de lokale samfund mangler noget vigtigt, der i øvrigt fungerede fint, før man opfandt de store, centralistiske planer. Samtidig har man behandlet personalet elendigt, så den enkeltes glæde ved at udføre et job, hvor man både kan tjene sin løn og gøre gode gerninger, er blevet udhulet. Forholdene i sektoren er enormt opslidende for de ansatte, hvis man ser bort fra dem på ledelsesgangen og i de teknokratiske jobfunktioner. Altså det vi kalder for skrivebordsarbejdet.

Men det allerværste er, at man har glemt hvorfor, vi overhovedet har brug for et velfungerende sundhedsvæsen. Det har vi, fordi borgerne har brug for at de selv og deres pårørende, modtager den bedste behandling, man kan få. Og selvom politikerne i deres mange båltaler og med en hær af ansatte journalister konstant overfodrer offentligheden med succeshistorier om alle herlighederne, så ved patienterne og deres pårørende bedre. Hvis man giver gode karakterer til systemet, så sker det ofte på baggrund af personalet, der har ydet en god indsats.

Hvis vi allerede i de fede år har disse problemer, så bliver det ikke sjovt, hvis samfundsøkonomien kommer ind i en ny krisetid. Og for de mange årgange, der nu går på pension og får brug for en velfungerende plejesektor, venter der en alderdom med gummimad og påstande om at man er en byrde for samfundet. Tak for indsatsen, forresten.

Det holder naturligvis ikke. For alle behandlings- og plejekrævende borgere er der nød til at komme markante forandringer. Det starter med at regeringen, støttepartierne og oppositionen nytænker hele området og får ændret i lønforholdene for det personale, der løfter opgaverne. Samtidig bør man slå hårdt ned på teknokratiet, så der er kortere afstand mellem den enkelte medarbejder og muligheden for at blive hørt. De fleste der arbejder nede på gulvet, kan sagtens se problemerne. Men fagforeningerne blokere ofte for løsninger, fordi de er for sammenspiste med de kommunale interesser, hvor et snævert persongalleri sidder med alt for meget magt.

Heldigvis er der også noget nyt på vej, hvor eksempelvis Middelfart fra 2022 har fået lov til at gå sine egne veje på området. Nu kan man altså begynde at tænke anderledes end de traditionelle, planøkonomiske modeller tilsiger at man skal. Det bliver spændende at se, om man kan skabe nye initiativer, der kan forbedre pleje- og omsorg for den enkelte borgere, når disse absurde statslige lænker er forsvundet.

For de fleste uanset partifarve er enige om, at der er brug for en god omsorg til de svageste. De syge og ældre borgere er ikke en byrde. De fleste har nemlig brugt en stor del af deres liv på at arbejde for og betale til velfærdssamfundet, og derfor har de været en kæmpe gevindst for Danmark. Den respekt de fortjener skal kunne ses i hverdagen. Både i forhold til de muligheder ældre har for at komme ud, betale deres regninger og få noget spiseligt mad. Derfor er det nødvendigt, at man for alvor kommer i gang med at rydde op i pleje- og sundhedssektorerne, før en ny økonomisk krise rammer os.

Skriv en kommentar