De danske havne viser for andet år i streg rekordlave tal i importen af kul, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I det forgangne halvår importerede Danmark via havnene 39 procent mindre kul, end det var tilfældet i samme periode i 2020. Yderligere er importen af mineralske olieprodukter og råolie også faldet siden sidste år.

Importen af træ i første halvår af 2021 er derimod steget med 53,7 procent sammenlignet med 2020.

Også godsomsætningen i kategorien ”stykgods i øvrigt”, der blandt andet omfatter fragtning af vindmøller, er steget med 32,4 procent, ifølge Danmarks Statistiks SKIB72-datasæt. Det er Esbjerg Havn, der som Europas førende havn for udskibning af havvindmøller, står for størstedelen af denne kategori.

Ændringerne i de to ovenstående kategorier peger i retning af, at Danmarks energiforbrug fortsat bliver grønnere, lyder det fra brancheorganisationen Danske Havne.

Grøn omstilling

Direktør i brancheorganisationen danske Havne, der repræsenterer de danske erhvervshavne, Tine Kirk, siger:

– Udviklingen i de forskellige godstyper på havnene fortæller os, at Danmark er godt i gang med omstillingen væk fra fossile brændstoffer i retning af grønne brændsler, men der er stadig lang vej endnu. De danske erhvervshavne er knudepunkt for skib, lastbiler og jernbane. Når man sammenholder det med den store godsomsætning indenfor energiområdet – der både dækker over olie, kul og vindmøller, er det tydeligt, at de danske havne har en nøglerolle at spille i den grønne omstilling af transportsektoren. Når det kommer til nye grønne brændstoffer, også betegnet Power-to-X, er der ikke tvivl om, at de danske havne naturligt vil indgå i den værdikæde, enten som ramme om produktion eller levering af de nye grønne brændstoffer til både skibe og lastbiler. Hvad der skal til for at kunne indfri den ambition på de danske havne, har vi sammen med Dansk Energi udboret i vores fælles grønne havnestrategi for Power-to-X.

De danske havne tilbage på ret kurs

De danske havne er kommet sig efter et kedeligt 2020, der var plaget af Corona-pandemien. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at de danske havne sågar omsætter mere gods end tiden før Corona-pandemien. Med en stigning i godsomsætning på 3,3 procent for dette halvår og en krydstogtsindustri, der er ved at genåbne, tror direktøren for Danske Havne, Tine Kirk, at vi går en god tid i møde:

– De danske havne er tilbage på ret kurs. Havnesektorenhar samlet set ikke været lige så hårdt ramt af covid-19 som andre erhverv, men det er stadigvæk positivt at se, hvordan de fleste havne viser fremgang så kort tid efter en international pandemi. Nu gælder det om at komme videre og sikre havnene de bedste omstændigheder for at vokse. Dog forventer jeg stadig, at der går en rum tid før passagertransporten er normaliseret, særligt færge – og krydstogtsegmentet er stadig hårdt ramt. Og her kommer vi til at se en indsvingsperiode, før der igen rejses som før Corona, forudser Tine Kirk.

Skriv en kommentar