Budgetforhandlingerne er på vej ind i den afgørende fase, og hos Det Konservative Folkeparti arbejder vi hårdt for at skabe mere råderum. Det være sig i forhold til såvel borgere og virksomheder, som i kommunens økonomi.

Vi har nu fået bekræftet at Fredericia Kommune får statsstøtte til at fjerne dækningsafgiften. Det betyder, som vi tidligere har fortalt, at hvis vi fjerner dækningsafgift for 32 millioner om året i 4 år, altså i alt 128 millioner, koster det os kun 64 millioner. Og det vel og mærke penge som vi alligevel har liggende i kassen og ikke må bruge. Dermed koster det på ingen måde penge til hverken velfærd eller anlæg. Nu har Det Konservative Folkeparti så fundet endnu en god grund til at fjerne dækningsafgiften og til at det bliver endnu billigere end først forventet. Kommunen ejer nemlig selv en lang række bygninger, hvoraf der betales dækningsafgift. Når dækningsafgiften fjernes sparer vi det beløb oven i den kompensation, vi får fra staten. Det koster os altså mindre end først antaget at fjerne en skat, som stiller os dårligere i konkurrencen med vores nabokommuner når virksomheder skal vælge, hvor de vil etablere sig. Vi har derfor bedt forvaltningen om en oversigt over, hvor meget Fredericia Kommune selv betaler i dækningsafgift, så vi kan tage den besparelse med i budgettet.

Det Konservative Folkeparti ville også gerne søge staten om kompensation til sænkning af kommuneskatten så borgerne kunne få lov til at beholde flere af deres egne penge, nogen som mange familier kunne få brug for i de tider, vi er på vej ind i. Det var der desværre ingen opbakning til i Økonomi og Erhvervsudvalget, end ikke blandt de andre partier, som hævder at være borgerlige. Det giver derfor ikke så meget mening at kæmpe for en sænkelse af personskatten i kommunen.

Vi går derfor benhårdt efter, at vi bruger nogle af de penge, der ligger i vores hårdt pumpede kommunekasse, og som vi vel og mærke ikke må bruge, til at lave ekstraordinære afdrag på nogle af de mange lån, kommunen har. Der er over tid optaget mange lån til anlæg, ligesom vi har en større feriepengeforpligtelse, som forrentes ret hårdt. Ekstra afdrag og indfrielse af lån vil betyde færre udgifter til renter og afdrag i fremtiden, altså frigørelse af likvide midler. Vi har derfor bedt forvaltningen om en oversigt over alle kommunens lån, lånetype og rentesats, så vi kan indfri de dyreste lån først.

Det er en god økonomisk politik at pengene har det bedst i borgernes egne lommer. Kommunen skal ikke have en overfyldt kassebeholdning og slet ikke i en tid, hvor pengene er særlig tiltrængt i borgernes lommer. Vi har et minimumskrav til en kassebeholdning på 150 millioner, men i øjeblikket nærmer den sig kraftigt en halv milliard. Det giver ganske enkelt ikke mening i disse tider.

Det Konservative Folkeparti arbejder for at Fredericia Kommune får et stærkere fundament at bygge videre på og det først trin på den stige er en sund økonomi.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]
[bsa_pro_ad_space id=6]