Corona udfordrede manges arbejdsliv sidste år. Det betød væsentlig mindre transport til og fra arbejde, og Skattestyrelsen registrerede et markant samlet fald i kørselsfradrag i 2020. Også i Syddanmark.


Coronapandemien har haft mærkbare følger for danskernes liv og økonomi, og hverdagen så anderledes ud i 2020 for de fleste danskere. Mange blev hjemsendt fra deres arbejde, fik lønkompensation eller mistede jobbet. Pandemien fik derfor også stor betydning for skattebetalingen for borgerne i Syddanmark, viser tal fra Skattestyrelsen.

Særligt befordringsfradraget, også kaldet kørselsfradraget, blev påvirket af de ændrede forhold. Feltet for kørselsfradrag, som ca. 1,2 mio. danskere benytter hvert år, var således det mest ændrede felt på forskudsopgørelsen i 2020, hvor der blev lavet mere end 800.000 ændringer. Det er knap 119.000 flere ændringer i feltet end i 2019, svarende til en stigning på 18 procent.

– Siden 2010 har det samlede årlige kørselsfradrag været støt stigende. Men fra 2019 til 2020 faldt det samlede kørselsfradrag fra knap 20 mia. kr. til knap 17 mia. kr., som en direkte konsekvens af pandemiens påvirkning af danskernes dagligdag. I Syddanmark har vi registreret et fald på 12 procent fra 2019 til 2020, hvilket svarer til ca. 514 mio. kr., forklarer underdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen og oplyser, at faldet svarer til, at det gennemsnitlige kørselsfradrag i Syddanmark faldt med ca. 1.800 kr. per pendler – fra ca. 17.700 kr. til ca. 15.900 kr. Tilsvarende tal for 2021 bliver først opgjort efter årets afslutning.

Opmærksomhed omkring kørselsfradraget
En borger er berettiget til kørselsfradrag, hvis hun har mere end 12 kilometer til arbejde. Skattestyrelsen opfordrer derfor borgerne i Syddanmark, som igen pendler til og fra arbejde, til at være opmærksomme på at få tjekket kørselsfradraget i den kommende forskudsopgørelse for 2022

– I takt med at flere og flere danskere igen pendler til og fra arbejde eller måske har fået nyt job eller skiftet arbejde, opfordrer vi til, at man giver feltet for kørselsfradrag opmærksomhed i den kommende forskudsopgørelse, siger Jan Møller Mikkelsen.

Faldet på cirka 3 mia. kr., som svarer til et fald på 15 procent, betyder, at kørselsfradraget i 2020 lå på det laveste niveau siden 2012. Skattestyrelsens tal viser også, at der er færre skatteborgere, der gjorde brug af kørselsfradraget i 2020 end året før. Således benyttede ca. 1.157.000 borgere kørselsfradraget i 2019. I 2020 var det kun ca. 1.117.000 borgere.

I Syddanmark benyttede ca. 245.000 borgere sig af befordringsfradraget i 2019 mod ca. 240.000 borgere i 2020. Fordelt på kommuner var faldet af befordringsfradrag målt i procenter størst i Odense, hvor det samlede fald er på ca.15 procent – svarende til ca. 87 mio. kr. Herefter følger Vejle (14 procent svarende til ca. 67,5 mio. kr.) og Vejen (14 procent svarende til ca. 30 mio. kr.).

Forskudsopgørelsen åbner den 18. november 2021. Her får borgerne mulighed for at tilgå og tilrette deres forskudsopgørelse for 2022. Vil man være sikker på at betale den korrekte skat allerede fra starten af året, anbefaler Skattestyrelsen, at man retter sin forskudsopgørelse senest 10. januar 2022, hvis man er bagudlønnet.

Skriv en kommentar