Mere omsætning men fald på bundlinjen for CJ A/S, der ender på knap 14 millioner kroner i overskud. Alligevel tilfredsstillende resultat i en omskiftelig tid for branchen.

Toplinjen blev forøget med 35 mio. kroner hos Fredericia-entreprenøren CJ A/S til en omsætning på knap 424 mio. kroner, mens der på bunden blev 14 mio. kroner tilbage mod 19 mio. året forinden.

– Vi er tilfredse, selvom vi ikke opfyldte vores ambitiøse budget. Men det har været en turbulent tid med Corona og prismæssig uforudsigelighed på råvarerne, ligesom vi har investeret i en styrkelse af vores organisation for at kunne honorere fremtidens krav omkring bæredygtighed og den professionalisme et sådant fokus kræver – og derfor er vi tilfredse med årsresultatet, siger CJ’s nye administrerende direktør Jonathan Smetana, der for første gang tegner et årsregnskab som virksomhedens øverste ansvarlige. Han afløste medgrundlægger Hans Jørgen Ebbesen tidligere på året, da de to byttede roller i et længe planlagt generationsskifte.

– Vi er involveret i gode faste aftale og nye spændende projekter, hvor vi kommer til at profitere af de investeringer, vi har lavet de seneste år. Vi har det lange lys på, i det vi foretager os med en tålmodig ejerkreds bestående af fem nøglemedarbejdere. Vi følger vores definerede strategi, men er selvfølgelig meget opmærksomme på den aktuelle branchesituation, hvor der er tydelige udfordringer, siger Jonathan Smetana om CJ’s strategiske fundering og udgangspunkt.

– 2021/22-regnskabet bliver nok med en tilsvarende toplinje som i seneste regnskabsår plus/minus, mens bundlinjen kommer til at afhænge en del af prisudviklingen på råvarer. Vores meget transparente samarbejdsmodeller gør, at vores bundlinje aldrig kommer til at løfte sig markant over niveauet for de seneste 2 år, men til gengæld gør vores rimelig konservative tilgang til tingene, at vi heller ikke kommer til at falde rigtig hårdt på næsen, siger Jonathan Smetana med henvisning til firmaets værdigrundlag, og at en professionel bestyrelse med tre eksterne sikrer, at man ikke fristes af de mere risikobetonede udviklingsprojekter, men drives af den langfristede tilgang.

CJ A/S beskæftiger nu 170 medarbejdere og har kontorer i Fredericia – hovedkontoret og arnestedet for virksomheden – i Langeskov på Fyn og i Horsens samt fast operation på raffinaderiet i Kalundborg. Entreprenøren har fire forretningsben, som agerer autonomt i hverdagen med hver deres fokus: bolig og erhverv, anlægsarbejde, industriservice samt tankanlæg. Sidstnævnte er et særligt speciale for CJ A/S, hvor man bruges over hele landet, mens de andre områder har primær fokus i en radius på op til 100 km fra de tre kontorer i henholdsvis Fredericia, Langeskov og Horsens.