Venstremanden og fredericianeren Christian Jørgensen er netop fyldt 60 år, eller 6.0 som han mener, det bør hedde i et digitalt medie. Når han ser tilbage på de 60 år, så er det et rigt liv med fokus på sport, samfundsforhold, politik og kærlighed.

At blive 60 år er et rundt og stort tal. Det ved Christian Jørgensen godt, men han slår også fast, at de kommende 10-15 år, skal være sjove og fulde af oplevelser.

– Det var da godt nok at blive 60 år, alternativet er værre. Jeg har det godt, jeg er en glad dreng, men det er da et skarpt hjørne at runde 60 år, siger Christian Jørgensen.

I 1962 kom han til verden i Fredericia, og det var et liv indenfor ligusterhækkens tryghed, at verden udfoldede sig for ham og hans søskende.

– Jeg er født og opvokset i Sanddal. Mine forældre havde et lille parcelhus, der lå lige overfor, det der dengang hed børnehjemmet Erritsø Hus. På hjørnet lå der en fodboldbane. Jeg tror helt fra barndommen af, at jeg lærte at omgåes alle mulige forskellige mennesker, for det var ligusteridyl i parcelhusområdet og en masse forskellige børn på børnehjemmet. Der var fodboldkampe på Erritsø Hus’ fodboldbane hver eneste dag. Der var glaskuglekast på vejen, der var kronegemme og alle de ting. Det var en god og spændende barndom anno 60erne og 70erne, som jeg tror er relativ klassisk for mange, fortæller han.

I gymnasiet blev den politiske glød for alvor tændt, men det var ikke “de røde”, der inspirerede venstremanden.

– Efter folkeskolen kommer jeg på Fredericia Gymnasium, hvor jeg faktisk har Arlette (Arlette Andersen, der i slutningen af Anden Verdenskrig var interneret i Auschwitz. red. ) som fransklærer. Jeg vælger at blive fransksproglig student, og jeg havde faktisk hendes mand, Ole, som dansklærer og klasselærer. Jeg var en flittig og engageret elev. Jeg kunne godt lide miljøet. I frikvartererne sad vi ved bordene og diskuterede blandt andet politik og samfundsforhold. Det flød med aviser som Information, Berlingske Tidende og selv socialdemokraterne havde jo råd til en avis dengang med Aktuelt, der også lå der. Det var også et miljø, der lidt nærede den liberale åre i mig, hvor man godt kunne blive lidt provokeret af et prøvevalg på gymnasiet, hvor der var rigtig mange til venstre, og så fyldte konservativ ungdom rigtig meget. Det var en sjov og spændende tid, men også en tid, hvor interessen for politik og samfundsforhold blev næret i 1979-1982.

Kærligheden fandt han også i Erritsø, da han mødte sin Lone. De har i dag været sammen i 40 år.

– Lone arbejdede, af alle steder, i Sparekassen Sydjyllands legendariske afdeling på Butikstorvet, hvor Kurt Hansen var bestyrer. Jeg var kunde i butikken, og havde fået øje på hende. Det var også dengang, hvor der var et legendarisk diskotek, der hed Knudsborg, hvor vi også lærte hinanden lidt bedre at kende, og så må vi sige, at så har vi holdt sammen siden dengang, konstaterer Jørgensen og tilføjer:

– Vi blev kærester, da vi var først i 20erne, og vi giftede os i 1989, hvor vi er godt oppe i tyverne. Vi får de her tre børn, hvor vi joker lidt med, at vi fik den første, da vi var 30 og den sidste, da vi har 40, og det passer nok med, at når vi bliver folkepensionister, så flytter den sidste hjemmefra, for ham har vi boende hjemme endnu.

Uden for hjemmet var det sporten, der fangede Christian Jørgensen, der spillede fodbold, fra han var helt lille.

– I ungdomsårene fyldte sporten meget. Ungdomsfodbold i Erritsø, hvor jeg gik vildt op i det. Jeg havde mange gode trænere. Jeg kan blandt huske, Michael Tøffners far, Bjarne Tøffner, som var lærer på Døveskolen. Han var en rigtig god træner. Jeg fik mange kammerater og venskaber med folk i de år, som jeg kender den dag i dag. Jeg havde ikke de evner som min bror, der endte som professionel fodboldspiller igennem en ti-årig periode, men jeg gik op i det, og jeg interesserede mig også for fodbold ud over det at spille selv. Jeg blev Arsenal-fan i 1972, da Charlie George, ham med det lange hår, scorede sejrsmålet mod Liverpool FC i FA-Cup-finalen. Jeg er ikke sådan en, der skifter favorithold i tide og utide. Jeg holder med dem den dag i dag, husker han.

Fodboldlivet stoppede ikke. Senere blev han træner i Erritsø, her havde man store ambitioner, og de blev indfriet.

– Jeg blev fodboldtræner senere – det var også den klassiske vej ind. Da vores søn Markus var færdig med det klassiske forældre-barn-fodbold-koncept som fem-årig, stod vi forældre og kiggede på hinanden, og trænertjansen tog jeg så. Du ved, hvordan jeg er som konkurrencemenneske om det så i politik, erhvervsliv eller sport, så jeg gik op i det. Sammen med en god kreds af forældre og spillere, gik der otte år med mig som træner, hvor der også var en større kreds af hjælpetrænere. Vi lavede en målsætning om, at vi skulle i mesterrækken og spille mod de store klubber. Det lykkedes også. Som U13-hold kom vi mesterrækken, og spillede mod FC Fredericia, men også mod Vejle, Kolding, Hedensted og hvad de hed alle sammen. Jeg vil dog sige, at jeg har lært at dæmpe mit temperament lidt mere, end jeg havde i de år på sidelinjen, men der kan jeg huske, at vores tidligere borgmester, Jacob Bjerregaard, der også kunne finde på at drille mig lidt, sagde: “Der går en lige linje fra engagement til temperament, så det har jeg trøstet mig lidt ved, når nogle har drillet mig. Det var gode år i Erritsø. Vi kunne samle 70 spillere, forældre og søskende til fællesspisning hos Jane og Johnny i det gamle faldefærdige klubhus i Erritsø, hvor vi sad ude på fliserne. Det var også den sociale tid. Det var en god tid, siger Christian Jørgensen.

Det politiske engagement pressede sig på, at da Koldings nuværende borgmester, Knud Erik Langhoff, pressede på med politiske drillerier og kommentarer, tog Christian Jørgensen en beslutning.

– Interessen for politik har været der altid fra elevrådet i folkeskolen, diskussionerne i gymnasiet og passiv medlem af Venstre i rigtig mange år, og jeg har også altid været en, der havde mere end lige mit job. I rigtig mange år var jeg medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem først i Midtbank og senere i svenske Handelsbanken, hvor jeg havde det ved siden af mit bankarbejde. Så kom alle årene med fodboldtræner, der slugte meget tid. Jeg var på det tidspunkt før valget, hvor jeg kom ind i november 2013, i Jyske Bank Kolding, hvor jeg blandt arbejdede sammen med den nuværende konservative borgmester i Kolding, Knud Erik Langhoff, der var landsbrugsrådgiver. Jeg var erhvervsrådgiver, fortæller Christian, der også husker, han fik lyst til at stille op.

– Knud og jeg drillede hinanden lidt. Thomas Banke var borgmester i Fredericia. Knud sagde: “Hver gang jeres borgmester kommer ind, så vælter frakkeskøderne efter ham, og han kommer altid i sidste øjeblik”, og jeg sagde den anden vej: “Det er sgu da klart, at sådan en gammel konservativ som dig, siger det. Det eneste I har er hattedamerne i Tivoli, så I dør ud sammen med Gammel Dansk”, sådan kunne vi gå og drille hinanden. Knud Erik var en meget dedikeret politiker, som dengang var menigt medlem af Kolding Byråd. Han fik sparket til mig, og det satte nogle tanker i gang. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle nå det; at være aktiv i politik i dette liv, jeg var 51 år, så skulle det være nu. Jeg clearede det med Lone, og jeg tog en snak med Christian Jungmark i Spar Nord, hvor jeg var begyndt at arbejde dengang, jeg skulle opstilles, om han kunne se en kombination af en byrådspolitiker og en erhvervsrådgiver. Jeg stak også fingeren i jorden hos nogle af de gamle venstrefolk, som jeg kendte; Jens Aage Ravn og Thorsen fra Erritsø. Jeg stillede op i 2013 og blev valgt. Jeg har været glad for at være med i de otte år, jeg har været med. Jeg har lært rigtig meget, fortæller han.

Det blev foreløbig til to perioder som folkevalgt, det var marginalerne, der glippede, da Christian Jørgensen ikke blev valgt i 2021, men det otte-årig arbejde i Fredericia Byråd, som han har været en del af, er han stolt af.

– Man kan sige meget om de to perioder, og mange har sagt, hvad der er foregået i Fredericia de sidste otte år, men hvis du spørger om, hvad jeg har været med til at sætte et præg på, så vil jeg pege på, at jeg har kæmpet for at gøre en forskel for kulturen og idrætten, for FC Fredericia, for FHK og for breddeidrætten. Jeg har også lagt kræfter i Fredericia Teater, da det var nede at vende, sammen med Susanne Eilersen, Bjørg Gamst, og Jacob Bjerregaard, hvor vi tog til København og udførte et lobbyarbejde. Jeg blev valgt ind til bestyrelsen i teatret og kæmpede for at få det op at stå igen. Jeg var også en af dem, sammen med vores daværende borgmester, Jacob, der pressede hårdt på, at vi skulle udnytte det vindue, der var åbent med et frisat anlægsloft under corona. Det var nok ikke alle, der synes, at det var en god ide, nok heller ikke alle i dag. Men det var vi nogen, der kæmpede for, at det skulle vi gøre, og jeg tror, at der er mange, der er rigtig glade for det i dag, både indenfor idræt, kultur og skoler, hvor nogle ting, der ellers havde lagt i skuffen endnu, er lykkedes. Det er nogle af de lidt større ting, jeg kan nævne mange andre. Vi har også haft et Demokrati- og Borgerudvalg. Vi har også haft en dygtig, sagt med en løftet pegefinger til nogen, borgervejleder, der har været borgernes ombudsmand, som jeg har været med til at ansætte. Ja, jeg kunne nævne mange ting, men jeg lægger vægten der, lyder det fra Christian Jørgensen.

Politikere kan være med i mange år – og i USA har de en præsident i 80’erne, og Christian Jørgensen afviser da heller ikke, at han vil stille op igen, men svaret vil han vente med til, vi er tættere på det næste valg.

– Det ærlige svar til om jeg stiller op, er, og det er ikke for at være krukket, men jeg kan sige det på den måde, at jeg er ikke færdig med at interessere mig for politik og samfundsforhold. Det bliver ved hele livet, og i næste uge drager vi fire generationer af sted til Folkemødet på Bornholm. Lone og jeg har lejet et sommerhus til 10 personer. Jeg glæder mig faktisk til at komme derover, og ikke selv skulle stå på ølkassen for at drive tingene, som jeg skulle, da jeg selv var formand for Demokrati- og Borgerudvalget, og vi var derovre et par gange. Jeg har interessen for politik, men om jeg har lysten til at stille og forsøge at blive valgt, det er jo noget, vælgerne bestemmer, igen om tre år, det ved jeg ikke i dag. Det vil jeg kunne svare på, når jeg kommer tættere på. Det kan godt være, at når man er blevet 60, så bliver man mere reflekterende på, hvad man vil bruge sin tid på de næste 10-15 år. Det kunne godt være, at det bliver nogle sjovere år end dem, der ligger fra 75-90 år, siger politikeren, der også har føjet en ny titel til cv’et: Bedsteforælder.

– Det er megafedt og dejligt at få et barnebarn. Jeg havde lige fornøjelsen af at være sammen med Samuel i går aftes. Det er jo en lille klippert på 5 kilo ved fødslen, så det tror jeg nok er stort, og mon ikke der kom en lille fodboldspiller og samfundsborger, som jeg glæder mig til at være sammen med sammen med resten af familien, slutter Christian Jørgensen.