Københavns Byret har den 16. december 2022 afsagt dom i en sag med påstand om hjemtagelse af tre danske børn med deres tredjelandsmødre fra Roj-lejren i Syrien.

Tre mindreårige danske børn, A, B og C, opholder sig i Roj-lejren i Syrien sammen med deres mødre. Mødrene, der har henholdsvis marokkansk og somalisk statsborgerskab, er administrativt frataget deres danske statsborgerskab, fordi de ved at tilslutte sig Islamisk Stat har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for Danmarks interesser.

Børnene er tilbudt hjemtagelse til Danmark på betingelse af, at deres mødre samtykker i, at børnene hjemtages uden dem.

To dommere har fundet, at påstanden og hovedanbringendet om, at der er truffet en forvaltningsafgørelse med et ulovligt vilkår om adskillelse af mødre og børn, ikke kan føre til det ønskede resultat, da Udenrigsministeriet ikke på noget tidspunkt har tilbudt at repatriere mødrene. Disse dommere har i lyset af dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 14. september 2022 i EMD 24384/19 og 44234/20, H.F. m.fl. mod Frankrig, bemærket, at der alene består en forpligtelse til at evakuere egne statsborgere, hvis staten ved at nægte nogen handlinger efterlader sine statsborgere i de facto eksil. En sådan forpligtelse skal fortolkes indskrænkende, og vurderingen af, om der består en positiv forpligtelse, er begrænset til at angå, om der foreligger en effektiv beskyttelse mod vilkårlighed. Efter sagens oplysninger må det lægges til grund, at myndighederne har ydet en efter omstændighederne omfattende bistand til børnene. Udenrigsministeriets dispositioner har endvidere været forbundet med processuelle garantier, der efter forholdene må anses for at være tilstrækkelige, og hvor A, B og C har været repræsenteret af advokat, ligesom der er adgang til domstolsprøvelse. På den baggrund har A, B og C heller ikke efter menneskerettighedskonventionens protokol nr. 4, artikel 3, stk. 2, krav på repatriering sammen med deres mødre.

En dommer har fundet, at tilbuddet om at hjemtage de danske børn uden deres tredjelandsmødre var en regeringsbeslutning, som efter alt foreliggende blev truffet på grund af mødrenes manglende statsborgerskab og ikke på grundlag af en individuel og konkret vurdering af børnenes rettigheder efter Menneskerettighedskonventionen, FN’s Børnekonvention eller EU-retten. Tilbuddet og senere begrundelser for dette hvilede på en forudsætning om, at der ikke var pligt til bistå danske statsborgere med indrejse til Danmark. Efterfølgende er det ved EMD 24384/19 og 44234/20, H.F. m.fl. mod Frankrig, fastslået, at der på grund af de helt ekstraordinære forhold i de nordøstlige lejre i Syrien kan være en positiv forpligtelse til at bistå danske statsborgere med indrejse til Danmark, og at afslag skal begrundes, så de kan prøves. Når det drejer sig om små børn på i dag 5, 3 og 6 år, hvis far er enten død eller fængslet i Syrien, har denne dommer fundet, at et afslag på bistand til børnenes tredjelandsmødres indrejse må sidestilles hermed. Denne dommer har derfor stemt for, at sagen som det mindre i det mere skal hjemvises til Udenrigsministeriet med henblik på konkret og individuel genbehandling.

Dommens præmisser kan læses her.