Det må være indiskutabelt, at Danmarks statsminister er den øverst ansvarlige, for den måde Danmark ledes på. Ligeledes må det være indiskutabelt, at statsministeriet, herunder statsministeriets embedsansatte, er de øverste ansvarlige for den danske forvaltning. Alligevel bliver det gradbøjet og diskuteret, som om der er noget at diskutere. Om det er et “politisk ansvar”. Om det er en “personalesag”. Begge argumenter er lige løjerlige, tåbelige og usaglige.

Hvis man påberåber sig det øverste ansvar, skal man også tage det. Abespillet mellem politikere og topembedsmænd i den danske regering er uværdigt, udemokratisk og udenfor retssamfundets værdighed.

Minksagen er en klar skillelinje mellem fortidens dyder, embedsførelse og ansvarlighed – og den moderne manipulation, løgn og fortielse. Det er en skelsættende tid for det danske demokrati. De hjemsendte embedsfolk er med rette hjemsendt, fordi de har medvirket til at udføre indgreb mod borgerne uden lovhjemmel. Det burde være implicit og fastsat ved lov, at politikere, herunder en statsminister, også skal tages fra bestillingen i sådan et tilfælde.

Men sådan er det ikke.

Lighed for loven er et af de mest betydningsfulde begreber i en retsstat. Det betyder, at man eksempelvis skal straffes på samme måde, for den samme forseelse. Det ville ikke være rimeligt, hvis en fik 1 års fængsel for at køre uden kørekort, mens en anden fik 1 måned. Der er i strafudmålingen indbygget en mulighed for, at dommerne kan tage stilling til individuelle forhold og nuancer. Men udgangspunktet er lighed for loven. Ingen må være hævet over loven. Paradoksal nok er vores kongelige dog hævet over loven, men det er en anden diskussion. For alle andre mennesker gælder det samme princip, og det er vigtigt. Det handler nemlig om respekt for loven og troen på retssystemet. Det handler også om, at man har den nødvendige opbakning til den demokratiske stat, så vi ikke ender i anarki med selvtægt og vilkårlighed.

Derfor kræver vi, at der er en lov, hvis man vil udføre et embede, samt at denne lov overholdes. Det er det, som Minksagen handler om.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Et andet vigtigt begreb for retsstaten er uagtsomhed. Det betyder, at man ikke kan påberåbe sig uvidenhed, manglende koncentration, træthed, uopmærksomhed eller andre lignende undskyldninger for bestemte forseelser. Havde man ikke dette begreb, kunne man køre 200 kilometer i timen med den undskyldning, at man glemte at se på fartmåleren. Kort sagt har vi i lovgivningen fastsat regler for, hvornår man skal være agtsom. Eksempelvis når man kører en bil. Er man det ikke, bliver man straffet.

Undskyldningen fra statsminister Mette Frederiksen og hendes berygtede departementschef Barbara Bertelsen er, at man var uopmærksom. Hvis det er korrekt, har man ikke desto mindre været uagtsomme. Man kan med andre ord ikke påberåbe sig uvidenhed eller travlhed. Det er fortsat nok til, at man har et ansvar. Det har Mette Frederiksen og det har hendes embedsfolk. Ingen af dem kan påstå andet. Det ville nemlig være det modsatte af lighed for loven. Hvis en politiker medvirker til ulovligheder, også uagtsomt, skal de kunne straffes på lige fod med embedsfolkene. Sagen afslører en fundamental mangel i grundloven, ikke mindst i det allerstørste problem:

Man skal ikke kunne undersøge sig selv.

Politikere må ikke have kontrol over, hvordan de bliver undersøgt. Det må embedsfolk heller ikke. Minksagen er en katastrofe for retsstaten, den nuværende grundlov og den demokratiske proces. Selv et Folketingsvalg kan ikke viske denne kendsgerning væk. Der er truffet politiske beslutninger, der skåner regeringen og regeringens topembedsfolk. Det er det mest tydelige eksempel, vi nogensinde har set, på den enorme kløft der er mellem den almene befolkning og det politiske felt.

Selvsagt vil sagen overgå til historiebøgerne og historikerne. Sandsynligheden er her, at dommen over Mette Frederiksen vil være hård. Ikke mindst fordi hun ikke har haft den værdighed at tage sit eget ansvar til sig. Det pressemøde hun holdt efter Minkkommissionens rapport blev offentliggjort, vil gå over i historiebøgerne. Det er det, hun vil blive husket for. På den korte bane vil Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten bevare magten i et traditionelt, blokpolitisk spil. Men på den lange bane har man holdt hånden over en statsminister, der frasagde sig sit ansvar – som burde være indiskutabelt – og i stedet for klistrede sig til magten, mens embedsfolkene blev skubbet foran hende.

Men det allerværste er, hvad det næste kan blive. Er vi nået dertil, at man kan træffe beslutninger om indgreb mod borgerne, uden at Folketinget har stemt om det? Hvad bliver det næste indgreb, der ikke er lovhjemmel til? Hvor kommer det fra? Og hvem vil overhovedet forsvare de demokratiske idealer og grundprincipper, som Danmark er opbygget på.

Forløbet er decideret antidemokratisk. For retskafne mennesker er det svært at begribe. Folk fra alle politiske ståsteder er bekymrede. Ganske vist forsvarer de mest indædte partisoldater handlingerne med uagtsomhed. Men det kan dybest set kun være fordi, de ikke har sat sig ind i, hvorfor man ikke kan være uagtsom, når man er statsminister i et demokratisk land. Det handler ikke om et politisk “spil”. Det handler om alt, hvad vores samfund er bygget op omkring.

De spilleregler, vi alle skal følge, hvis vi skal kunne leve sammen i fred.

Den antidemokratiske linje der er lagt af Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen, bør der tages afstand fra. Det mindste man kunne have forventet var, at de havde forladt deres poster og taget deres ansvar. Det kunne være sket, hvis statsministeren havde trådt tilbage, udskrevet et valg og undskyldt.

Det, vi nu er vidner til, er en ny epoke i demokratiets kamp for overlevelse, midt i en bølge af lukkethed og nedlukning, fremført af den socialdemokratiske ledelse.

[bsa_pro_ad_space id=6]