Det we svært for borgmester Steen Wrist, hvis han har et mål om at lande et enstemmigt budgetforlig i Fredericia Byråd. Vilkårne med et skrabet budget i et valgår er svært – og dertil kommer en stor intern splittelse med hele tre borgmesterkandidater i den borgerlige blok. Men selvom det er svært, så betyder det ikke, at Wrist ikke selv sidder med kortene på hånden.

Det er en borgmesters lod at sidde med kortene. Det er borgmesteren der samler partierne til forhandlinger. Han kan gøre det parti for parti, flere ad gangen – og ja til tider også politiker for politiker. Drøftelserne kan være formelle, uformelle og åbne. Til enhver tid er det kun borgmesteren der ved hvilke kort der er i spil. 

Man kan lidt sætte en borgmesters rolle op som i kultfilmen Zappa. ”Du vil jo gerne være med i hulen, ikk’ Mulle?”. Opbakning til budgettet giver også indflydelse, det giver ejerskab og det giver en mulighed for at fortælle vælgerne, at man har været med til at tage ansvar.

Er der ikke taktik i ikke at være med i budgettet? Jo, i den grad. Der er mange symboler man kan sende ved ikke at være en del af forliget. Man viser, at man ikke ønsker at følge den politiske linje lagt af borgmesteren, man viser tydeligt, at man vil noget andet med byen. Det er signaler der kan være meget positive i et valgår, hvor det handler om for partierne at skille sig ud. Hvor det handler om at differentiere sig fra borgmesteren – især i en by der med blot fire års undtagelse har været socialdemokratisk altid.

Hvad vil det betyde, hvis Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke går med i et budget? Umiddelbart vil det betyde, at det er op til Socialdemokratiet og Enhedslisten at sætte retningen for Fredericia i fremtiden. Det vil sende et klart signal om en borgerlig blok der vil noget andet. Men samtidig er der én ting, som de bør gøre sig klart. Kan man tage ansvar for byen og for borgmesterposten hvis ikke man er klar til at indgå i et forlig? Melder man sig ud af forhandlingerne for enhver pris?

Der er også en helt anden pointe, som er værd at bemærke. I syv år i træk har samtlige 21 byrådsmedlemmer sat deres underskrift på et budgetforlig. De seneste tre år er ingen undtagelse, alle siddende byrådsmedlemmer har bakket op om linjen indtil nu. Det har måske ikke været så svært, for økonomien har haft det godt. Mulighederne har været store. Byen har været i en fantastisk fremgang.

Hvilket signal sender man, hvis man stikker halen mellem benene når det bliver svært? Er man klar til at lægge hånden på kogepladen og tage ansvar i stedet for at klatre op i et ideologisk træ? Der er ikke de samme midler i kassen som tidligere. Der er ikke mulighed for at give de store gaver, som man tidligere har set. Dertil kommer, at der i forvejen er et besparelseskrav på alle områder, som man i de seneste mange budgetforlig politisk har dækket. Men alt sammen koster – og ønsker man at fjerne den besparelse igen og dermed opretholde niveauet, ja så koster det fra et andet område.

Så hvor der i en valgkamp kan være klare signaler i at tage afstand til den socialdemokratiske linje, så er der andre signaler der også skal tages i betragtning. Der kan være fordele ved at gå med i hulen – for det er ikke altid bedst at være med i hulen, men der er også ulemper ved at stå uden for.

Skriv en kommentar