Samtlige af Folketingets partier er enige om en ny fireårig kemiaftale, hvor man blandt andet sætter ind mod allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer. Derudover er der indgået en aftale om en ny biocidindsats. Der afsættes i alt 304,1 mio. kr.

Kemikalier er overalt i vores dagligdag, fordi de findes i alt omkring os. I det nyindkøbte sengetøj, i pakkekalenderen til vores børn og i rengøringsmidlet, som vi holder hjemmet rent med.
Og selv om kemikalier er nødvendige, kan nogle af dem være skadelige for vores sundhed og for vores miljø. Derfor er Regeringen og alle Folketingets partier enige om en ny kemiaftale, som også omfatter kemi i fødevarer, og en biocidaftale. I alt afsættes der 304,1 mio. kr. over de næste fire år. I de kommende år skal hele kemikalielovgivningen i EU fornyes som led i EU’s nye Kemikaliestrategi. Aftalen sikrer, at der er kræfter til at kæmpe for at få danske mærkesager igennem.

Aftaleparterne er enige om at arbejde hen imod et giftfrit miljø, hvor kemikalier produceres og anvendes på en måde, der beskytter miljøet, biodiversiteten og de nuværende og kommende generationer mod skadelige kemikalier.

Op mod 1,2 mio. danskere lider af hudallergi på grund af kemikalier. Det er dyrt for samfundet generelt, men har især personlige omkostninger for den enkelte allergiker. Derfor bliver der i aftalen afsat 26 mio. kr. til netop at bekæmpe allergifremkaldende stoffer og håndteringen af dem.

Aftalen prioriterer også forskning og regulering af hormonforstyrrende stoffer, som kan betyde dårlig sædkvalitet, kræft, for tidlig pubertet hos piger og påvirkning af hjernens udvikling. I alt afsættes der 36 mio. kr. til at bekæmpe hormonforstyrrende stoffer.

Aftalen sætter også penge af til at klæde forbrugerne bedre på, så de kan undgå at lægge produkter med farlig kemi i indkøbskurven. Blandt andet styrkes Forbrugerrådet TÆNK Kemi med 18,4 mio. kr. Forbrugerrådet TÆNK Kemi indsamler viden om og tester kemikalier i forbrugerprodukter og formidler den viden til forbrugerne bl.a. gennem databasen ”Kemiluppen.”

– Det skal være trygt at være forbruger, og man skal kunne stole på, at de ting, man putter i indkøbskurven og bruger i sin hverdag, ikke skader ens helbred eller ens børns sundhed. Jeg er rigtig glad for, at alle partier er enige om, at der skal være styr på kemien for vores sundhed og for miljøet, og at vi er enige om at bruge mange kræfter på, at de danske mærkesager også bliver til fælles EU krav fx forbud mod tusindvis af PFAS-fluorstoffer. Derudover er jeg glad for, at vi også er blevet enige om en indsats på biocidområdet, der indtil nu ikke har haft samme fokus, men som handler om alt lige fra håndsprit til træbeskyttelsesmidler og algemidler, siger miljøminister Lea Wermelin.

Der er samtidigt indgået en politisk aftale om en indsats på biocidområdet. Biocider er kemiske produkter, der bruges til at bekæmpe uønskede organismer, som findes mange steder i vores dagligdag. Fx er håndsprit, træbeskyttelse og produkter mod skadedyr alle biocider. Partierne er blandt andet blevet enige om en såkaldt autorisationsordning for professionelle insektbekæmpere

Aftalepartierne udtaler:

Jacob Jensen, miljøordfører for Venstre
Venstre har været optaget af at styrke kontrollen på kemiområdet, for det skal ikke kunne betale sig at snyde. Effektivt tilsyn og effektiv kontrol er vigtig, fordi danskerne skal kunne stole på, at den kemikaliepolitik, vi beslutter, også virker i samfundet. Vi er også tilfredse med, at vi nu får en samlet aftale om biocider – der er behov for, at vi får mere styr på området. Her er aftalen et godt skridt på vejen.

Rene Christensen, miljøordfører, Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti er gået til forhandlingerne med et ønske om, at arbejdet på kemiområdet i de kommende bl.a. har fokus på hormonforstyrrende stoffer. Og så vil jeg fremhæve, at det er lykkedes at få styrket Forbrugerrådet TÆNK Kemi over den 4-årige periode, så det bl.a. bliver muligt at få gennemført endnu flere test af forbrugerprodukter for at hjælpe forbrugerne med at finde rundt i kemijunglen.

Carl Valentin miljøordfører, Socialistisk Folkeparti
Alle borgere skal trygt skal kunne købe deres hverdagsprodukter uden frygt for allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer. Det kræver stram international regulering af kyniske virksomheder, der er villige til at bruge kemikalier, selvom de kan give hudallergi, misdannelser på børns kønsorganer eller tidlig udviklet pubertet. Derfor er vi glade for, at aftalen fokuserer på måling af befolkningens udsættelse for farlig kemi, så vi kan bruge den viden til at regulere markedet. Vi glæder os ligeledes over den vigtige bevilling til TÆNK kemi, og at aftalen slår fast, at alle skadelige kemikalier skal ud af forbrugerprodukter

Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre
Det er afgørende at beskytte forbrugerne mod skadelig kemi både i fødevarer og produkter, og vi er meget optaget af at få styrket den cirkulære økonomi. Derfor er vi meget tilfredse med den forebyggende indsats, der ligger i aftalens næste 4 år, hvor vi arbejder med at få de skadelige kemikalier ud af produkterne til gavn for forbrugerne, og så kemiindholdet i produkterne ikke udgør en barriere for den cirkulære økonomi.

Peder Hvelplund, miljøordfører, Enhedslisten
Vi har lagt vægt på de såkaldte cocktaileffekter, fordi virkeligheden jo er, at vi i vores dagligdag udsættes for kemikalier fra mange kilder samtidig. Derfor skal vi arbejde for, at der bliver taget højde for det, når vi risikovurderer kemikalier, så der bliver lagt en ekstra risikofaktor ind, når de enkelte kemikalier bliver vurderet. Det er rigtig vigtigt for befolkningens sundhed, og jeg er meget tilfreds med, at aftalen sætter ekstra fokus på cocktaileffekterne.

Mona Juul, miljøordfører Det Konservative Folkeparti
Vi er meget tilfredse med, at aftalen nu afspejler et øget fokus på, at innovation og nytænkning i virksomhederne gør udfasningen af skadelige kemikalier mulig og udvikler mere bæredygtig brug af kemikalier i fremtiden. Og så er vi godt tilfredse med, at vi skaber et mere kompetent tilsyn, der samtidig indeholder de nødvendige sanktioner, til de aktører, som ikke overholder spillereglerne. For det er med til at skabe større tryghed for forbrugerne.

Peter Seier Christensen, miljøordfører, Nye Borgerlige
Vi er optaget af at styrke virksomhederne og deres innovation og udvikling af forbedrede produkter, herunder at arbejde for at reducere tilstedeværelsen af skadelige stoffer i de produkter, som forbrugerne bruger. Skadelig kemi skal naturligvis minimeres, og her kan ny forskning hjælpe til med at kvantificere risici forbundet med brug af forskellige kemikalier

Henrik Dahl, miljøordfører, Liberal Alliance
Det er afgørende, at vi både beskytter forbrugerne samtidig med, at de danske virksomheder får gode vilkår. Derfor har vi lagt vægt på, at kemiindsatsen skal fremme EU-regler, som beskytter forbrugerne og giver gode muligheder for vækst i danske virksomheder. Det arbejde, synes jeg, at vi har skabt et godt grundlag for at fortsætte.

Torsten Gejl, miljøordfører for Alternativet
Jeg mener, at det er centralt, at vi har et klart fokus på at undgå, at kemiske produkter er til skade for forbrugerne og for miljøet. Vi skal arbejde for at skifte skadelige stoffer ud med grønnere alternativer, så vi kan blive bedre til at genanvende vores produkter til nye materialer. På den måde belaster vi miljøet mindst muligt, og aftalen her er et godt skridt på vejen.

Susanne Zimmer , miljøordfører Frie Grønne
Vi har i Frie Grønne haft et ønske om, at det med den stærkt stigende handel på internettet gøres sikrere for forbrugerne at handle ind. Især er det et problem fra hjemmesider, hvor producenter uden for EU sælger direkte til danske forbrugere, fordi platformen, som formidler produkterne, som det er nu, ikke kan gøres ansvarlige for de produkter, de sætter til salg, selv om de er i strid med kemikaliereguleringen i Danmark og EU. Det skal vi have lavet om på, og det har aftalen fokus på.

Jens Rohde, miljøordfører Kristendemokraterne
Det er en godaftale, der har en fin balance imellem arbejdet for at beskytte forbrugerne, miljøet og naturen mod skadelig kemi og hensynet til virksomhedernes konkurrenceevne. Der udestår stadig et stort arbejde på kemikalieområdet, og vi er enige i, at de næste år bliver afgørende i forhold til at få ændret de fleste lovgivninger på kemikalieområdet i EU.

Kasper Roug, miljøordfører for Socialdemokratiet:
Jeg er også meget tilfreds med, at vi med aftalen får muskler til at kæmpe for danske mærkesager i EU, og så vi får forbudt alle de meget skadelige fluorstoffer i hele EU. Med aftalen styrker vi forbrugerbeskyttelsen og for første gang kommer forbrugernes kemivagthund Tænk Kemi ind i den fælles kemiindsats.

Jeg er også glad for, at vi som del af aftalen på biocidområdet, får indført en autorisationsordning for insektbekæmpere. Det skal beskytte befolkningens sundhed og miljøet, når de får bekæmpet insekter i hjemmet.

Fakta:

Aftalen, som også omfatter utilsigtet kemi i fødevarer er indgået med alle Folketingets partier, og allokerer i alt 304,1 mio. kr. over årene 2022-25, herunder også til biocidaftalen som nævnt nedenfor. Aftalen om kemiindsats indeholder følgende 4 hovedoverskrifter:

  1. Ansvarlig grøn kemi i en bæredygtig verden – om de store dagsordener og herunder EU’s kemikaliestrategi,
  2. Et giftfrit miljø, sikre fødevarer, sikre danske arbejdspladser og trygge forbrugere – om håndtering af skadelig kemi,
  3. Et solidt fagligt grundlag – om troværdigt, relevant og kompetent forarbejde til en ansvarlig og retfærdig kemikaliepolitik,
  4. Håndhævelse – kompetent tilsyn og mærkbare og retfærdige sanktioner – om kontrol.

Ved siden af aftalen om en kemi-indsats, er parterne også blevet enige om en separat aftale på biocidområdet. Biocider er en samlebetegnelse, for kemiske produkter, der bruges til at bekæmpe uønskede organismer, og dækker over både håndsprit, træbeskyttelse, algemidler og en lang række konserveringsmidler. Det er den første samlede politiske aftale på området, som skal danne rammen for myndighedernes indsatser de næste fire år, og som finansieres med i alt 38,9 mio. kr. Som led i biocidaftalen, skal der bl.a. etableres en autorisationsordning for professionelle insektbekæmpere.