En ældre mand kørte mandag forvirret rundt i p-huset ved Føtex i Prinsessegade. Her endte han med at påkøre en anden bil – og selvom det blev påtalt, valgte han at køre fra stedet. Det kan koste en bøde for fuld flugt, fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.

– I Føtex parkeringskælder har der været færdselsuheld. En ældre mand på 84 år kørte forvirret rundt i bil og endte med at påkøre en parkeret bil. Han bliver gjort opmærksom på det, men kører fra stedet. Vi har været ude og tale med ham efterfølgende. Normalt har man pligt til at stoppe op, hvis man påkører noget, så man kan ende med at få en bøde for ikke at gøre det. Man kalder det normalvis fuld flugt, når man forlader stedet uden at give sig til kende, fortæller Lars Bruun, vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.

Alle oplysninger bragt i denne artikel er oplyst af Sydøstjyllands Politi ved den daglige pressebriefing.