Én gang om året mødes politikere, interesseorganisationer og andre politiske nørder på Bornholm til det der mest minder om en festival, bortset fra at musikken er skiftet ud med politiske taler og debatter.

Der er altid en summen i Allinge, når Folkemødet løber af stablen. Sommerhuspriserne er skruet i vejret, havnen i Allinge er fyldt med telte, TV-kameraer – og vigtigst af alt: Mennesker.  For første gang siden corona er der atter Folkemøde på fuldt tryk, et Folkemøde der bruges til at tale om og diskutere politik.

Folkemødet er også stedet, hvor partilederne løbende holder taler og optræder i debatter. Statsministeren åbnede ballet, men hendes største konkurrent, Jakob Ellemann-Jensen, er allerede rejst hjem af familiære årsager. Hans far, Uffe Ellemann, har fået et tilbagefald i sin sygdom, hvorfor Jakob Ellemann-Jensen, meget forståeligt, har valgt at rejse hjem for at være ved hans side.

Men det efterlader mere plads til nogle af de andre. Søren Pape Poulsen og Mette Frederiksen indledte med en debat hos TV2 News, hvor det frie valg, Arne-pension og en regering over midte skulle diskuteres. Debatten viste med alt tydelighed, hvad Folkemødet er – og hvad Folkemødet går ud på. Det er et samlingssted for politisk debat. Det er et sted, hvor uenighed er kernen, men den gode debat er løsningen. Man er optimist, hvis man tror, at man bliver enig med alle – eller at alle bliver overbevist om argumenterne. Men det er slet ikke formålet med Folkemødet. Folkemødet er den politiske sjæl. Det er debat, det er kaffe-samtaler og gode snakke med udkig over Østersøen.

Jeg glemmer ikke mit seneste besøg på Folkemødet. En partileder i shorts og en slidt t-shirt, der stod med en fadøl i hånden, side om side med helt almindelige mennesker. For politikere er mennesker. Folkemødet er stedet hvor Anders Fogh Rasmussen går ubemærket gennem pladsen, hvor man bliver budt på en kop kaffe i alle telte – og hvor alle smiler, til trods for, at man kan være rygende uenige.

Det er et tilløbsstykke uden lige, når der er Folkemøde. Busser, færger og fly er bookede stort set et år i forvejen. Men alle kommer, fordi det er en fest. Det er en demokratisk fest. Har man ikke været afsted, så kan jeg kun anbefale at tage af sted. Jeg kan garantere, at jeg ikke har været der for sidste gang.