Mens mange har brugt sportssommeren på at følge den danske cykelsucces på de franske landeveje, har et andet højspændt drama, fra allerøverste hylde, udspillet sig i vores hovedstad. Til den første udgave af FIFAe Finals i Bella Arena har verdens bedste esports-fodboldspillere i ugevis kæmpet om ultimativ hæder og millioner af præmiekroner. Lørdag d. 30. juli står det største slag af alle.

Siddende i 12 såkaldte ”pods” i en meterhøj scenografi, omgivet af blinkende lys, svævende kameraer og hujende fans, har FIFAe-stjerner fra hele verden, siden 14. juli, kæmpet sig gennem højspændte dyster i klodens største turnering for virtuel fodbold. Formatet FIFAe Finals i Bella Arena, ved Bella Center Copenhagen, markerer den første gang nogensinde, hvor hele tre internationale turneringer afvikles én efter én på det samme sted.

Vinderne af FIFAe World Cup 2022™ og FIFAe Club World Cup 2022™ er allerede kronet, og i disse dage afvikles den største af turneringerne: FIFAe Nations Cup 2022™, hvor deltagere fra verdens 24 bedste landshold – i modsætning til de første to turneringer som bød på “1 mod 1″-kampe” – dyster sammen to mod to om en præmiepulje på knapt 3 mio. kr.

Overværes af kultur- og fritidsborgmesteren
Om Danmark når hele vejen til lørdagens store esportsbrag, med to semifinaler og den endelige finale, står endnu hen i det uvisse, men vores drenge har indtil videre vist stærke takter i de indledende runder, så håbet lever.

Uanset den endelige finaleopstilling, lægger både Københavns Kultur- og Fritidsborgmester, Mia Nyegaard (R) og en lang række ledere fra det danske esports-, erhvervs- og kulturliv vejen forbi for at overvære festlighederne.

Kom med til årets største FIFAe-fest
Der er stadig mulighed for at score nogle af de sidste billetter til den store finaledag denne weekend. Her vil et passioneret publikum – foruden chancen for at opleve verdens bedste kæmpe på skærmen og scenen – få mulighed for selv at prøve kræfter med spillet, møde deres idoler og tage plads i en af de strømlinede FIFAe spiller-pods.

Ligesom alle øvrige kampe under FIFAe Finals 2022 livestreames lørdagens finaler også via platformen Twitch til hundredetusindevis af fans kloden rundt.

På dagen bidrager danske Copenhagen Drummers og FIFAe Remix Challenge-vinderen JJ Paulo til den ekstatiske stemning med liveoptrædener. Det hele finder sted i Københavns nyeste event space, Bella Arena, som slog dørene op til en moderne og mere bæredygtig arenaoplevelse så sent som i juni 2021.