Melika Alavi Shahidi skal stemme for første gang på hendes 20 års fødselsdag, 16. november. Når hun skal stemme vægter hun ungedagsordenen og menneskelighed højere end noget andet. Hun har ikke besluttet sig endnu, men én ting er sikkert: hun stemmer.

– Jeg hedder Melika Avali Shahidi, jeg er 19 år gammel, født og opvokset i Fredericia. Lige nu har jeg sabatår hvor jeg arbejder fuld tid, efter jeg i sommers færdiggjorde min STX fra Fredericia Gymnasium. Jeg havde den internationale linje med samfundsfag, så politik har fyldt en del for mig, forklarer Melika, der til dagligt bor i Korskærparken.

Når hun ikke er på arbejde bruger Melika tid som frivillig i både pigeklubben og ungerådet i Korskærparken, to grupper der holder til i medborgerhuset. Den dialog de unge har med hinanden betyder meget, fortæller Melika.

De unge har brug for et sted

Melika peger på, at der mangler tilbud for de unge. Ungdommenshus fungerer ikke efter hensigtet, men Melika og en række andre unge fra Korskærparken er ikke i tvivl, der er behov for et tilbud til de unge i Fredericia.

– Vi taler, både i pigeklubben og ungerådet, meget om hvordan Fredericia kan blive et bedre sted at være ung. Corona har gjort det lidt svært, men vi har tidligere haft mange gode snakke. Særligt har vi talt om, at der er behov for et sted de unge kan mødes, siger Melika og fortsætter:

– Vi har talt om et sted der minder om Ungdommenshus som det var engang. Et sted de unge kan mødes om eftermiddagen og aftenen, hvor man kan lave lektier eller bare hænge ud. Der sker lidt på Ungdommenshus, men vi vil gerne have, at flere unge begynder at bruge det.

Storbyen lokker

En ting der ofte tales om blandt politikerne er hvordan man holder på de unge. Det er en debat Melika sætter flere ord på, for storbyen lokker de unge til, fortæller hun.

– Personligt når vi taler om ungdommen, så er det ikke ligeså vildt som i storbyerne. Jeg er meget glad for at bo i Fredericia, men der er kun streetfood og nu DNA hvor de unge kan gå ud. Det gør bare, at de unge kigger mod storbyerne, hvor der er flere tilbud til de unge, siger Melika.

– I mit sabatår her arbejder jeg i Odense, og jeg bruger meget mere tid i Odense i min fritid end jeg gør i Fredericia. Vi unge ser bare meget op til storbyerne, for det er bare lidt federe at være ung i Odense end i Fredericia, fortsætter hun.

Politikerne kommer ikke ud med budskaberne

– Jeg ved godt, at det er et stort ansvar man står med når man skal stemme, siger Melika. Når valgdagen kommer er hun ikke i tvivl om, at hun skal stemme. Noget hun derimod er i tvivl om, det er hvem der skal have hendes stemme.

– Jeg kan godt se plakaterne, men jeg vil hellere møde personerne og høre mere om hvad de egentlig gerne vil. Jeg er glad for, at vi har de sociale medier, for der kan jeg se mere om hvem der vil hvad. De der valgplakater ser lidt kedelige ud, jeg lærer ikke en kandidat at kende på den måde, siger Melika.

– I forhold til kommunevalget ved jeg ikke om jeg er højreorienteret eller venstreorienteret, det er mere lokalt og de lokale dagsordener der betyder noget for mig. Jeg mangler at finde ud af hvilken kandidat jeg vil stemme på. Jeg synes ikke, at de kommer ud med deres budskaber, fortsætter hun.

Når Melika skal stemme, så betyder menneskelighed meget. Hun vil gerne finde en kandidat der kan tale de unges sag – og en kandidat der vil være med til at skabe rammerne om et sted for de unge. Men det betyder også meget for Melika, at det er en menneskelig kandidat hun sætter sit kryds ved.

– Det der vil have betydning for mig er, at det er en person der respekterer alle. Jeg vil gerne have de fokuserer på hvordan Fredericia skal være et bedre sted. Alle skal have mulighed for et hjem, alle skal have mulighed for hjælp. Det betyder noget for mig, at alle er lige – uanset alder, religion eller andet. Menneskelighed betyder meget for mig. Det er noget jeg virkelig går op i, lyder det afslutningsvist fra Melika.

Skriv en kommentar